[ slash blog ]

Så er der skudt et nyt år i gang, og jeg har lovet mig selv, at jeg vil prøve at blogge lidt om mad. Både fordi jeg – som nogen måske ved – har en kæmpe passion for mad, og fordi det kan være meget sjovt at dele sine madoplevelser med andre.

Men lad mig starte med nytår, hvor vi (line og jeg) havde seks gæster til en femretters menu plus lidt ekstra appetitvækkere. Menuen blev et stort hit og sms’erne strømmede ind dagen efter med, hvor god maden havde været.

Generelt var intet af maden svært at lave, men det tog selvfølgelig en del tid. Vi havde et budget på 300 kroner pr. næse inkl. vin og det holdt fint. Men nu til maden …

Apatizer til dronningens nytårstale: Små kiks med rygeostcreme toppet med en skive radise.
Super enkelt. Man rører bare rygeost op med lidt cremefraiche samt salt og peper og lidt krydderurter – her var det karse og brøndkarse.

Hertil en flaske champagne – kan ikke huske navnet.

Forret nr. 1: En hvid spansk mandelsuppe efter opskriften fra Annemad

Mandler blendet med udblødt hvidt brød, hvidløg og sherry. Enkelt, lækkert og en anderledes start på en middag.

Hertil serverede vi en tør sherry med en god fylde – ikke at forveksle med søde dessertvine og mormor. Det var samme sherry, som også var i suppen, så den  passede perfekt. Gobernador fra Emilie Hidalgo – 99 kr i min lokale vinhandel.

Forret nr. 2: Jordskok-guacemole med stenbiderrogn og druesalat

En opskrift fra Brødrene Kochs fremragende kogebog, som jeg fik i julegave. Man river jordskokker og blander det med en avacoda-gaucemole og tilsætter stenbiderrogn. Hertil tager man halve druer og vender med karse og grov sennep. Resultatet er frækt og en god kombination mellem guacemolen, nøddesmagen fra jordskokkerne og de søde druer.

Til forretten serverede vi en chablis fra Bourgogne. En meget let vin, der måske kunne have brugt lidt mere kraft. Det var et sats, men bestemt en dejlig vin. Chablis Premier Cru fra Eugenie Carrion årgang 2006 – ca. 100 kr i Irma.

Forret nr. 3: Panerede aubergineskiver med mojo-sauce og god balasmico

En enkel ret, jeg fik ideen til, da jeg lavede aubergineskiver for nylig. Vend tynde aubergineskiver i mel og steg dem i rigeligt olie. Så bliver de sprøde og kageagtige. Mojo laves af røde peberfrugter, hvor skindet er fjernet og som blendes med hvidløg, olivenolie og chili. Sammen med en sød, sirupagtigt balsamico står det stærke og det søde perfekt til auberginerne.

Samme vin som til forrige ret.

Ganerenser: Rucolaslush med vodka og rørsukker

En sjov lille ganerenser inden hovedretten og nærmest en mojitoagtigt drink. Opskriften er også fra Brødrende Kochs kogebog. Man blender en masse rucola med vodka, danskvand, limesaft og skal samt lidt rørsukker. En rigtig frækkert til at løsne stemningen lidt og overraske folk.

Hovedret: Kalveculotte med mandel-bønnekompot, østerlandsk sauce og papaya vendt i chilisauce

Aftenens hovedværk og en virkelig stor overraskelse – også fra Kochs kogebog. Tænk at noget så enkelt kunne være så fantastisk. Saucen var lavet af soja, maggiaroma og ingefær plus lidt krydderier. Den var intet mindre en fremragende og smagte nærmest som om den var lavet på kødfond. Sammen med kompotten af mandler og grønne bønner stod den perfekt til den topmøre culotte fra slagteren på kultorvet. Den ret skal jeg prøve igen.

Vinen var en lækker, relativ let  Brunello, som passede super til det rafinerede kalvekød. Brunello Di Montalcino fra Principesco, årgang 2003 – ca. 100 kr. i Irma.

Dessert: Hvid chokoladebudding med pistachesirup

En opskrift fra Morten Heibergs bog Chokolade. En dejlig budding, som vist egentlig mere en mousse. Men også lidt sød i det, hvilket dog blev hjulpet lidt på vej af ristede, saltede pistachenøder på topppen.

Desserten blev serveret med en muscatvin fra Alsace. En vin, der var så lidt dessertvin-agtigt, at den næsten mindede om hvidvinen til forretterne. Men den smagte fint og klædte den meget søde dessert fint. Muscat fra Cave de Turckhem, årgang 2007 – ca. 100 kr i Irma.

Nu er det snart jul og så skal jeg ønske mig ting på min ønskeseddel. Har skrevet lidt, men hvad med alt det, som jeg ikke ved, jeg burde ønske mig. Så hvad mener du derude, at jeg bør ønske mig? Den der bog, du lige har læst? Den der fantastiske gadget? Den der forrygende deoderant?

Skyd løs

I går var jeg i biografen og se den norske film Reprise - og det var en mesterlig film om at være i tyverne, kreativ og alle de besværligheder, der følger med det. Det var filmen om to unge forfatterspirer, der på skift oplever succes med karrieren – men også nedture, depressioner og problemer med kærligheden og vennerne.

Reprise er intet mindre end en forrygende og tæt skildring af et miljø, som jeg i hvert fald kender rigtigt godt. Unge kunstnerspirer, der kæmper for dagen og vejen og kærligheden, De går til post-punk-koncerter, hører Joy Division på vinyl, går i The Smiths t-shirts og hænger ud med vennerne. Og miljøet er ramt fantastisk. Jeg kender det. Kender mig selv i det. Kender mine venner i det. Og mest af alt kender jeg det, at jeg rigtigt gerne vil kende det endnu bedre – på godt og ondt.

Det er flabet en flabet, hurtig og morsom film. Det er en film uden en stringent fremadskridende handling, men med en masse små episoder, fortalt yderst kreativt af det debuterende instruktør Joachim Trier. Der er hjertevarme, isnende kulde og ungdommeligt gåpåmod i filmen, og det er længe siden, at jeg sidst har set en film om unge mennesker over 20 og under 30 – en gruppe, der sjældent er blevet udstillet så godt på film. Og det er en gruppe, der både er moderne, nostalgiske og ofte længes mod tider, vi end ikke selv kan huske.

Så til bornholmerne, Sigurd, lars bo, jonas og alle jer andre – den her film handler om jer. Jeg kunne kende jer og mig selv. Se den – du vil ikke fortryde det.

Se traileren her 

Ekstra Bladet kan i dag fortælle om det nyeste hit på Youtube. En knokkelskæv turistguide på Jamaica, der i Marley’s ånd ryger omkring 25 joints om dagen. Og det er sgu morsomt at se klippet med den temmelig påvirkede rastafari-guide.

Se her

To måneder blev det til som arbejdsløs. En fin periode, for i går startede jeg igen på det hårde arbejdsmarked. Denne gang gælder det Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration – også kendt som Integrationsministeriet, hvor Rikke Hvilshøj besidder ministerposten (ja det er hende med brandattentatet og alt det der). Her skal jeg være kommunikationsmedarbejder og har fået jobbet efter at have søgt derinde flere gange, været til flere samtaler og bare forsøgt at holde mig på god fod med kommunikationschefen – også da jeg arbejde hos spejderne, og det har nu givet pote.

Det virker spændende. Folk er er søde, og alt tegner fint. Men ministeren har jeg nu ikke mødt endnu, selvom jeg sidder omkring tre døre væk fra hendes kontor – men hun er også i Uganda lige nu.

I fredags havde jeg sidste arbejdsdag som kommunikationskonsulent hos Det Danske Spejderkorps. Nu vender Jeanette tilbage fra barsel, og så må jeg jo ud i verden og finde noget andet. Men det skal nok gå. Fremtiden ser lys ud. Flere gode, potentielle jobs i sigte, jobsamtaler og en sommer – jo, det skal skam nok gå.

Og at være arbejdsløs om sommeren er jo ikke det værste. Et job med start første august eller første september vil da bestemt komme mig vel. Så får vi at se, hvilken retning virkeligheden vil sende mig i. Om det ender med undervisning på medieskolen eller om jeg skal fortsætte min konsulentkarriere.

Desuden har spejdere allerede udstyret mig med den første freelanceopgave, som jeg kan hygge mig med her i den næste uges tid.

Denne post blev egentlig skrevet søndag formiddag, men har ikke været i nærheden af et internet før nu, hvor jeg egentlig er kommet hjem.

Min tur i det baskiske er allerede snart til ende – og som med alle gode ture er det jo alt for tidligt. Jeg har lige i dag tilbage (lige nu er det formiddag), inden jeg i morgen meget tidlig tager den lange flyvetur hjem via den kedelige lufthavn i London Stansted.

Lige et billede af min værtinde Lise med Bilbao i baggrunden

Men det har nu været et par begivenhedsrige dage, siden jeg sende den første rapport hjem fredag formiddag. Lørdag var en af de her vidunderlige sommeragtige forårsdage, hvor alt heroppe i bjergene synes perfekt. Med solskin i store mængder, hvilket åbenbart er noget af et særsyn her i Baskerlandet, som tilsyneladende synes mere som Irland og Storbritanien end Spanien hvad regn angår – og det er måske endnu en af grundene til, at de kære baskere med det meget absurde sprog så gerne vil være selvstændige.

Men hvor om alting er, så var fredag virkelig dejlig. Vi lavede ikke det store. Stenede i solen og tog de fem kilometer ind til Guernica (eller Gernika som de lokale staver det på baskisk) for at købe ind til en stor gang grill. Og det er altså sjovt: Guernica er en lille by, og alligevel føles det som en storby med lækre supermarkeder med alskens dejlige råvarer. I alle supermarkeder er der en disk med friskfanget fisk til billige penge, og kvinden i disken skærer altså fisken op og renser den, når du siger, at du vil have den – den slags sker altså ikke i Danmark mere. Boede jeg selv hernede, tror jeg, at jeg ville leve af frisk fisk hele tiden. Til gengæld skal det så også siges, at der er ting, der synes umulige at få fat i i selv det mest velassorterede supermarked: og det er eksotiske ting som gær, mel og krydderurter – men det bruger man ikke her.

Til fredagens grillaften følte jeg mig rigtig voksen på en god måde. Den finske kunstner Paiwi havde fået besøg af en veninde fra Finland med to børn på slæb, og pludselig farede tre børn rundt og lege i haven, mens Lise og jeg lavede tomatsuppe og forberedte salater og hjemmebagt brød. Det hele var meget sydlandsk og voksent: At lave mad med bjergudsigt, mens børnene fiser rundt og leget og grillen begynder at blusse op ude på den dejlige terrasse.

Pludselig var der endnu mere fuld af finner, for der dukkede også et finsk kærestepar op, som beboerne i huset kender, og nu var det hele forvandlet til en lille fest. Rigtigt hyggeligt med alt for meget mad, lyden af græshopper og lokal Rioja-rødvin i gode mængder.

I Bilbao er man ved at bygge et “trade center”, som består af disse to ens højhuse … er det med tvillingetårne ikke set før med dårligt resultat? Og så i et land, hvor man er glad for terror?

Lørdag bød så på den obligatoriske tur til Storbyen Bilbao. Til en gammel industristad med snørklede gader i den gamle bydel, et gigantisk billigt fiskemarked, små tapasrestauranter og selvfølgelig det verdensberømte Guggenheim museum. Og sagt med det samme. Guggenheim er fantastisk. Med en vild arkitektur og med en storslået udstilling af en tysk kunstner, der hedder Kiefer. Det var virkelig oppe at ringe. Sjældent har jeg set så god og vild en kunstudstilling, der fuldstændig blæste fødderne væk under mig. Enorme malerier på måske fem gange fem meter med dystre motiver og 3d-effekter og lignende. Det var helt ubeskriveligt, mere er der vist ikke at sige om det.

Det er sgu spektakulær arkitektur det museum

Jeg kunne skrive meget om Guggenheim, men det er svært. Svært at sætte ord på det. Svært at beskrive kunst, så det giver mening. Så det vil jeg hellere gøre mundtligt en dag over masser af rødvin og pseudointellektuelle refleksioner over livet og kunsten.

Og mere Guggenheim

Ellers bød lørdag også på kage på et ægte gammeldags konditori, skattejagt efter hemmelige rum i bjerghuset og et vildt tordenvejr – hvor vi måtte slukke al lyset og bare nyde glimtene og de høje brag, der rullede rundt mellem bjergene. Meget hyggeligt.

Mere følger med billeder og reflektioner fra Guernica – den baskiske nationalismes højborg med en reproduktion af picassos berømteste maleri.

Som nogen måske ved, så er jeg draget på en lille firedages tur til nordspanske – eller rettere til Baskerlandet, for hernede går man jo meget op i, at man ikke er spansk; ja, faktisk så meget, at man som bekendt har sin helt egen terroristorganisation, der er helt tossede med bombetrusler og mord på lokalpolitikere.

Og de mener det ret alvorligt de der ETA-folk

Omstændighederne for denne fine lille rejse er, at jeg besøger min gode, gamle veninde Lise, der har boet hernede i et års tid – for at studere lidt på universitet, siden at gøre sin uddannelse på journalisthøjskolen færdig med en radiodokumentar om ETA og efterfølgende bare hygger sig med sig selv, sin tyske kæreste og de andre rare mennesker i deres kollektiv. Og det er et kollektiv, der er yderst idyllisk beliggende uden for Guernica, et stykke oppe i bjergene og i et super dejligt hus med eget citrontræ i haven, en vidunderlig udsigt og tre små forrygende legesyge kattekillinger.

Her er den så den ramponerede VW

Jeg ankom sent onsdag aften, efter en ganske begivenhedsløs flyvetur med seks timers ventetid i Londons kedelige wanabe-lufthavn Stansted. Men til Baskerlandet kom jeg, og blev samlet op uden for den mystiske hightech-lufthavn i Bilbao af Lise i en ramponeret Volkswagen, der er så gammel at sikkerhedsseler ikke er påbudt i den – og det betød en nervepirrende køretur på bjergveje, motorveje og med frygten uden på tøjet.

Udsigten fra huset

Men nøj, hvor er der rart hernede i det baskiske. Vidunderlig natur, bløde bakkelignende bjerge, små hyggelige byer med et leben uden lige, og en flok rigtigt søde mennesker i kollektivet. Fra Lise og hendes tyske kæreste. Hans ven, der selv har bygget hønsehuset. Til Paiwi, den finske malerkunstner, og hendes vildt seje knægt Urho på seks, der er uden frygt for noget som helst – og som ikke taler andet en finsk og få spanske fraser – hvilket dog ikke holder ham tilbage for at konverserer og plapre flittigt med en.

I går begyndte det hele så for alvor med en solbeskinnet morgenmad i haven ved citrontræet og derefter en ekspedition til Atlanterhavets drabelige kyst. Først med bus gennem landskabet og siden taxa helt derud til, hvor flere hundrede meter klipper fører lige nede i det frådende hav. Her skulle vi så se en lille kirke, som nogen gudsfrygtige katolikker engang har placeret øverst på en lille ø lige uden for kysten – og siden har bygget en lille bro over til. Det hele ligner noget fra en drengerøvsfilm tilsat lidt uhygge og Peter Jacksons sans for dramatik. Men vidunderligt det var det – men også ret nervepirrende med den yderst aktive seksårige Urho på slæb, der ikke er bange for meget høje klippeskrænter og udsigten til et frit fald på nogle få hundrede meters fald.

Frygtlöse Urho på kanten

Alt gik dog fint, både op- og nedstigning til kirken, og det hele efterfulgt at to spanske unge damer, der gad at samle fire trætte blaffere op og køre os de tredive kilometer tilbage til Guernica, hvor den stod på shopping og snarlig madlavning. Og sjovt at en lille flække som Guernica (der både har lagt navn til et berømt Picasso-maleri og et rollespil af Klaus Meier) har et vildt liv, masser af højhuse og en ægte sydlænderstemning. Og det er måske i en by med titusind indbyggere.

Hvem er det lige, der välger at bygge en kirke derude?

Det her ligner jo noget fra en Peter Jackson-film

Sådan skal Atlanterhavet da se ud – og der er garanteret pirater i de her farvande …

Men nok for nu. To be continued med rapporter fra Guggenheim i Bilbao, flere eventyr og sikkert masser af mere natur.

Her for lidt siden fik jeg en opringning fra min gode ven Jonas. Han ville vide, hvad det modsatte af en spejder er. Det er jo et godt spørgsmål, som jo ikke er lige til at besvare – og især vil jeg jo gerne svare rigtigt, når jeg jo som bekendt er spindoktor  for Det Danske Spejderkorps.

Jeg har fået en uge til at besvare spørgsmålet. Men er der nogen derude i æteren, der har et forslag? Dette er nemlig seriøs forskning, så alle inputs skal modtages, tak.

Jep, det  er moderne at skrive tomme indlæg og undskylde for al for lidt aktivitet. Så det vil jeg også gøre. Undskyld, at jeg får skrevet for lidt på denne blog.

Til gengæld er der gået et år præcis, siden bloggen her åbnede – tænk engang, ét år. 365 dage. Et år,  hvor jeg har opnået en masse og alligevel ikke en skid. Har fået et rigtigt arbejde i iøbet af året. Har været lykkelig, frustreret og det hele midt imellem. Og så har jeg læst helt vildt mange bøger – mange flere, end jeg plejer, og det er noget, jeg tror jeg vil fortsætte med. På det sidste har jeg f.eks. læst noget så  forskelligt som “Modellen” af Lars Saabye Christensen, “Med Koldt blod” af Truman Capote, “Rødby Putgarten” af Helle Helle, “Komplottet mod Amerika” af Phillip Roth og “Farhrenheit 451″ af Ray Bradbury.

Jeg har samtidig også opdaget, at livet er for kort til tungt skrevne romaner – og at jeg er for dum til læse både Salman Rushdie og Thomas Mann.

Den sidste film jeg har set var “Kunsten at græde i kor”. Årets bedste film har indtil videre være “Vinden der ryster kornet”, “Pans Labyrint” og “Childen of men”.

Mine sidst indkøbte musikalbums  er “Rust never sleeps” af Neil Young og “Nighthawks at the diner” af Tom Waits.

Jeg har været to gange i teatret siden nytår og set noget så forskelligt som “Ongobongoland” og “død, død og meget død”.

JEg præsterede desuden at spille rollespil syv uger i træk tidligere på året – det må være ny rekord. Og så fik jeg endda penge for det den ene gang.