[ slash blog ]

For nylig skrev jeg om en Bruce Springsteen-sang, der har inspireret mig i mit skrivearbejde på Løgstør – og som også har inspireret Sean Penn til at instruere filmen The Indian Runner. Nu viser det sig til min store glæde, at Cinemateket i København viser filmen flere gange her i januar. Så jeg må hellere slæbe mig derned og få set den – det er jo en gyldig overspringshandling midt i skrivearbejdet.

Læs mere om Indian Runner i Cinemateket 

I går var jeg i biografen og se den norske film Reprise - og det var en mesterlig film om at være i tyverne, kreativ og alle de besværligheder, der følger med det. Det var filmen om to unge forfatterspirer, der på skift oplever succes med karrieren – men også nedture, depressioner og problemer med kærligheden og vennerne.

Reprise er intet mindre end en forrygende og tæt skildring af et miljø, som jeg i hvert fald kender rigtigt godt. Unge kunstnerspirer, der kæmper for dagen og vejen og kærligheden, De går til post-punk-koncerter, hører Joy Division på vinyl, går i The Smiths t-shirts og hænger ud med vennerne. Og miljøet er ramt fantastisk. Jeg kender det. Kender mig selv i det. Kender mine venner i det. Og mest af alt kender jeg det, at jeg rigtigt gerne vil kende det endnu bedre – på godt og ondt.

Det er flabet en flabet, hurtig og morsom film. Det er en film uden en stringent fremadskridende handling, men med en masse små episoder, fortalt yderst kreativt af det debuterende instruktør Joachim Trier. Der er hjertevarme, isnende kulde og ungdommeligt gåpåmod i filmen, og det er længe siden, at jeg sidst har set en film om unge mennesker over 20 og under 30 – en gruppe, der sjældent er blevet udstillet så godt på film. Og det er en gruppe, der både er moderne, nostalgiske og ofte længes mod tider, vi end ikke selv kan huske.

Så til bornholmerne, Sigurd, lars bo, jonas og alle jer andre – den her film handler om jer. Jeg kunne kende jer og mig selv. Se den – du vil ikke fortryde det.

Se traileren her 

Jeg har lige kastet mig over at læse Carsten Jensens murstens-epos “Vi de druknede” – om generationer af sømænd fra den lille ærøske by Marstal. Og samtidig lytter jeg meget til The Decemberists for tiden, der virkelig trykker den af med sømandsrock og tekster fulde af drabelige sø-historier fra de syv have. Det fik mig til at tænke på, hvilke fantastiske sømandshistorier, der egentlig findes i de forskellige medier.

Der er selvfølgelig filmen Master And Commander. Og så er der klassikerne om Moby Dick og Den Flyvende Hollænder. Men hvad vil I derude ellers anbefale? Og hvad med rollespil; kender I til fede sømandsrollespil og -scenarier?

I dag er en trist dag for verden og for filmkunsten. En af de allerstørste er gået bort: Ingmar Bergman, 89 år. Ingmar vi kommer til at savne dine vidunderlige værker, der som ikke mange andre turde gå sine egne veje. Fra det sommerlette og boblende i ‘Sommernattens Smil’ til det kulsorte i ‘Hvisken og Råb’.

Tak Ingmar, du tager nu til de fremmede steder, hvor nyligt afdøde mestre som Altman vil vente på dig og hylde dit geni.

Jeg tror sgu jeg fælder en lille tåre.

Jeg er lige nu ved at lave en folder for det kommende manuskriptkursus Story Lab på Københavns Medieskole. Og hvad er et bedre feedback-forum, end at kaste det ud her, og høre folks reaktioner.
Er der noget I synes lyder vildt fedt? Er der noget, der mangler i teksten? Er der nogen, der ville overveje et sådan kursus oven på en sådan folder? Og mange andre spørgsmål … Bare fyr løs.

–

[folder for story lab]

[side 1]

Story Lab

”I must go to the laborary.

There’s something I need to do!”

- Mary Reilly

Et eksperimentarium af et manuskriptkursus

19 uger med fortællinger, eksperimenter og boblende kreativitet

Start i august 2007

Københavns Medieskole

rampen.dk

[et billede af en hvidklædt videnskabsmand i et laboratorium. I hvid kittel med kolber og laboratorieudstyr omkring sig. Men også med en gammel skrivemaskine og med tætskrevne manuskriptsider og noter omkring sig. En collage, der både viser lab-tankegangen, men også de enkelte dele: noter, ideer og beskevne sider i færdige manuskripter.]

[side 2]

[et eller flere billeder fra laboratoriet. Måske en collage med closeups af laboratoriets enkeltdele. Måske billeder af notepapirer, der kombinerer kemiske formler med film-dele og fortællestrukturer]

[teksten herunder skal jeg arbejde med, så lab-metaforen kommer til at gennemsyre den]

Vil du brygge historier i laboratoriet?

Brænder du for at brygge dramatiske fortællinger? Vil du skrive filmmanuskripter og levende historier? Og er du smækfyldt med ideer, der kan hjælpe dig selv og andre i den kreative proces, det er at skrive et godt manuskript?

Har du mod på at blive udfordret og vendt på hovedet, når du skaber dine fortællinger? Tror du også på, at den lige vej mod målet ikke altid er den, der giver det mest banebrydende resultat? Og har du også en tro på, at hårde udfordringer vil gøre dig til at en bedre fortæller? – hvad enten historierne er rettet mod filmens lærred, teatrets scene eller andre og mere eksperimenterende medier som computerspil og rollespil?

Story Lab er 19 ugers manuskriptkursus på Rampen – Københavns Medieskole, der går i dybden med manuskriptskrivning til især film og giver dig et solidt indblik i historieudvikling og dramatiske fortællinger.

Fokus for kurset er at tage udgangspunkt i stærke dramatiske situationer som grundlag for enhver god historie. At stærke, velbeskrevne karakterer agerer i et fiktivt rum – og at deres konflikter og handlinger skaber de forløb, der danner den endelig fortælling. Og at du kan afsøge en god grundkonflikt og se de mange muligheder, der ligger i den.

Kurset ser både på fortællinger som lineære forløb og som de dramatiske situationer, der er fundamentet for historien.

[side 3]

[layoutet og billederne hænger sammen med side 2. På denne side går vi mere i dybden med den pædagogiske ide bag kurset]

Story Lab bruger en kreativ metode, hvor interaktive fiktioner som f.eks. rollespil bruges som inspiration til at udvikle historier. Det sker ved at se dramatiske situationer som åbne rum, hvor historien konstant kan udvikle sig i forskellige retninger. Ideen er altså konstant at afsøge fortællingens muligheder og at styrke den enkelte dramatiske konflikt i historien. Samtidig lægger kurset stor vægt på kollektive ideudviklingsprocesser og på obstruktioner som et givende kreativt værktøj.

Men vi lægger også vægt på det gode, gammeldags skrivehåndværk. Du lærer laboratoriets dele at kende, så du kan bruge dem til at styrke netop din historie. Din kreative energi møder gode råd og regler, og netop i den kombination bobler historierne frem fra kolberne og gør dem sprængfarlige og gode.

Kurset består af fire dele af ca. fire ugers varighed hver. Efter anden del udarbejder du en midtvejsproduktion, og efter fjerde del laver du en afgangsproduktion. Produktionerne vil primært være manuskripter til kortfilm, men kan også være rollespil, treatments til længere fortællinger eller manuskripter til teaterstykker. Produktionerne kan i et vist omfang realiseres i samarbejde med de andre linier på skolen.

[hvis der er plads, kunne det være fint med fire små ”noter” hvor man kan se de fire dele af kurset skitseret op – dermed kan læseren få en bedre ide om, hvad der skal ske]

[side 4]

Hvem er du?

Story Lab er for dig, der gerne vil fortælle og eksperimentere dig frem til den gode hisatorie. Måske er du ny i faget, men det er en fordel, hvis du allerede har forsøgt dig som fortæller på den ene eller den anden måde. Det kan være, at du tidligere har taget filmkurser, lavet kortfilm eller måske har skrevet manuskripter i det små.

Undervisningen foregår i Rampens lokaler i Valby mandag til fredag 9-15. Her modtager du hjælp og feedback ligesindede og dygtige vejledere, der vil gøre alt for, at netop dine ideer bliver til fantastiske historier og manuskripter. Derudover får du både et solidt indblik i filmens dramaturgi, regler og masser af ideer til at styrke din kreativitet. Således lærer du både det manuskripttekniske håndværk og de vilde ideer at kende.

Tilmelding til kurset sker ved at henvende dig til Rampen og en efterfølgende samtale.

Du er altid velkommen til at ringe, skrive eller kigge forbi.

Københavns Medieskole

Trekronergade 126F

2500 Valby

Telefon: 33 25 05 95

Fax: 33 25 05 85

film@rampen.dk

www.rampen.dk

[jeg ved ikke, om der skal være en kort præsentation af mig (mikkel), som underviser og leder af kurset]

Som skrevet i går så har jeg været ude at undervise på Københavns medieskole. Og lige nu arbejder vi på, at få en ny manuskriptlinie op at stå på skolen. En linie med fokus på historieudvikling, kollektive kreative processer og med udgangspunkt i nogle af mine kongstanker fra rollespil om åbne dramatiske situationer (som jeg nok går mere i dybden med i et senere indlæg). Men vores koncept tager sig indtil videre således ud:

—

Story Lab er 19 ugers manuskriptkursus på Rampen – Københavns Medieskole, der går i dybden med manuskriptskrivning til især film og giver deltageren et solidt indblik i historieudvikling og dramatiske fortællinger.

Fokus for kurset er at tage udgangspunkt i stærke dramatiske situationer som grundlag for enhver god historie. At stærke, velbeskrevne karakterer agerer i et fiktivt rum – og at deres konflikter og handlinger skaber de forløb, der danner den endelig fortælling. Kurset ser både på fortællinger som lineære forløb og som de dramatiske situationer, der er fundamentet for historien.

Story Lab bruger en kreativ metode, hvor interaktive fiktioner som f.eks. rollespil bruges som inspiration til at udvikle historier. Det sker ved at se dramatiske situationer som åbne rum, hvor historien konstant kan udvikle sig i forskellige retninger. Ideen er altså konstant at afsøge fortællingens muligheder og at styrke den enkelte dramatiske konflikt i historien. Samtidig lægger kurset stor vægt på kollektive ideudviklingsprocesser og på obstruktioner som et givende kreativt værktøj.

Feedback og vejledning er et meget vigtigt aspekt af kursusformen. Ideer bliver konstant diskuteret, og både kursister, lærere og professionelle giver hinanden feedback og indspark, der skal styrke de enkelte fortællinger og samtidig skærpe kursistens fortællemæssige kompetencer. Tillid og accept er udgangspunktet, men også en kritisk stillingtagen og holdning er væsentlig i den proces, der foregår.

Det primære fokus for Story Lab er at udvikle filmmanuskripter, men også andre dramatiske medier som teater, rollespil og dokumentarisme bliver inddraget – for derved at styrke kursisternes forståelse for dramatiske situationer og potentielle fortællinger.

Kurset består af fire dele af ca. fire ugers varighed hver. Efter anden del udarbejder kursisterne en midtvejsproduktion, og efter fjerde del laver de en afgangsproduktion. Produktionerne vil primært være manuskripter til kortfilm, men kan også være rollespil, treatments til længere fortællinger eller manuskripter til teaterstykker. Produktionerne kan i et vist omfang realiseres i samarbejde med de andre linier på skolen.

Første del – Introduktion til kursets metoder

Rollespil som metode og inspiration

Den dramatiske situation

Karakterer som historiens drivkraft

Den naturlige historie

Grundlæggende dramatiske modeller – og at bruge en dramatisk model til at underbygge sin pointe.

De første små produktioner

Anden del – at brede sit fokus ud

Kortfilmens særlige dramaturgi

Længere ned i rollespillets væsen. Hvad kan vi lære af den komplekse interaktive proces.

Dokumentarisme (en uge)

Genrebevidsthed

Mediebevidsthed

Teatret som medie

Midtvejsproduktion – fokus: den sikre og solide fortælling

Tredje del – At skærpe sine historier

Arbejde med at styrke sine sanser. At se virkeligheden og trænge igennem den. Mere dokumentarisme.

Virkeligheden som inspiration til fiktionen

Mere arbejde med at skærpe de enkelte dramatiske situationer – og undgå de tydelige konstruktioner

Komplekse og ”ægte” karakterer

Fjerde del – at finde sin personlige stil

At arbejde med sproget

At give sine karakterer personlige stemmer og præcise udtryk

At arbejde med erindring og personligt stof

At sprænge rammerne og de dramatiske modeller

Afgangsfilm – Frie tøjler

Jep, det  er moderne at skrive tomme indlæg og undskylde for al for lidt aktivitet. Så det vil jeg også gøre. Undskyld, at jeg får skrevet for lidt på denne blog.

Til gengæld er der gået et år præcis, siden bloggen her åbnede – tænk engang, ét år. 365 dage. Et år,  hvor jeg har opnået en masse og alligevel ikke en skid. Har fået et rigtigt arbejde i iøbet af året. Har været lykkelig, frustreret og det hele midt imellem. Og så har jeg læst helt vildt mange bøger – mange flere, end jeg plejer, og det er noget, jeg tror jeg vil fortsætte med. På det sidste har jeg f.eks. læst noget så  forskelligt som “Modellen” af Lars Saabye Christensen, “Med Koldt blod” af Truman Capote, “Rødby Putgarten” af Helle Helle, “Komplottet mod Amerika” af Phillip Roth og “Farhrenheit 451″ af Ray Bradbury.

Jeg har samtidig også opdaget, at livet er for kort til tungt skrevne romaner – og at jeg er for dum til læse både Salman Rushdie og Thomas Mann.

Den sidste film jeg har set var “Kunsten at græde i kor”. Årets bedste film har indtil videre være “Vinden der ryster kornet”, “Pans Labyrint” og “Childen of men”.

Mine sidst indkøbte musikalbums  er “Rust never sleeps” af Neil Young og “Nighthawks at the diner” af Tom Waits.

Jeg har været to gange i teatret siden nytår og set noget så forskelligt som “Ongobongoland” og “død, død og meget død”.

JEg præsterede desuden at spille rollespil syv uger i træk tidligere på året – det må være ny rekord. Og så fik jeg endda penge for det den ene gang.

Det er sjældent, at man ligefrem får en klump i halsen, når man hører om et dødsfald, hos en man ikke kender personligt. Men for lidt siden så jeg i tv-avisen, at en af mine store filmhelte er død i en alder af 81 år. Det er Robert Altman, en af de største amerikanske instruktører gennem tiderne, der med sine persolige vignetfortællinger skabte nye genrer, og få som ham mestrede ensemblefortællingen.

Altman var en sand mester, hvis cv indeholder mesterlige klassikere som M.A.S.H, Nashville, The Player, Short Cuts, Gosford  Park og The Company.

Hollywood og filmkunsten har virkelig mistet en af de helt store.

Tak, Robert Altman, tak  …. og evigt være dit minde

I forbindelse med filmen Babel, som jeg tidligere har anmeldt rosende på denne blog, har det seriøse online filmmagasin 16-9 et essay om ensemblefortællingen, som de klader criss-crosser, network-narrative eller fælles skæbnefortællingen. Det er en kort analyse af “genren” og dens hovedværker og giver et par gode pointer, som kan være relevante i rollespil – og det er jo som bekendt en form, jeg selv har leget med i scenarierne Chiaroscuro og A Day in the Life. Og netop også en form, jeg bruger i mit kommende værk En lærke lettede, omend jeg her går med tanker om at arbejde med tiden på en anden måde – altså ikke at arbejde med flere fortællinger synkront i tid, men at spille samme dag flere gange med forskellige karakterer, for på den måde at udvikle temaet undervejs …. Lige nu er det noget i retning af at gå fra helt over skurke til gråzonen midt imellem.

Men nok om En lærke lettede. Læs omtalte artikel på 16-9’s website.

16-9 har også en lang anmeldelse/analyse af Babel, der ligeledes er relevant læsning for folk, der interesserer sig for fortællingers strukturer. Læs anmeldelsen her

Gyser, USA 2006, instruktør Takashi Shimizu, 103 min, premiere 27. oktober 2006

Gys uden hverken uhygge, underholdningsværdi eller kitcheffekt

Den japanske instruktør Takashi Shimizu må efterhånden være træt af sit eget franchise, som juon-filmene repræsenterer. Det hele startede med, at Shimizu lavede en række tv-film om et forbandet hus i Tokyo. Disse blev så succesfulde, at han genindspillede to af dem som japanske spillefilm, der blev endnu større succeser i hele verden. Herefter geninspillede Shimizu så selv den første Juon-biograffilm i en amerikans version, der også blev et hit.
Nu er tiden så kommet til den amerikanske 2’er, som Shimizu også selv står bag, mens han også snart er klar med en treer til den japanske biografserie. Alt i alt er det altså blevet til en 6-7 film om det samme hus, og set i det lys er da heller ikke noget at sige til, at både gys og skrækeffekter efterhånden synes ret så fortærskede.

Nu har undertegnede anmelder kun set én af de mange film om det forbandede hus. Det var det amerikanske remake The Grudge fra sidste år. Det var en ok gyserfilm, der leverede visse skræmmende scener og interessante ideer, uden at det dog blev nogen fantastisk filmoplevelse. Men The Grudge 2 er mere af det samme, som vi så i den amerikanske forgænger. En række parallelle handlingsforløb fortæller historien om det grusomme hus, og igennem en lang række enkeltscener ser vi, hvordan uheldige og naive personer møder deres endeligt i skikkelsen af en bleg spøgelsespige.
Denne model virkede nogenlunde i forgængeren, men desværre fungerer det ikke mere i The Grudge 2. Problemet med 2’eren er, at den ganske enkelt ikke er uhyggelig. Hver eneste af de på papiret skræmmende scener er så forudsigelige, at man hver gang kan forudse scenens udfald, og hvornår de forskellige chok kommer. Og at kunne forudse et chok og et gys er altså ikke særligt uhyggeligt.

Nu behøver gyserfilm jo ikke nødvendigvis at leve på chok alene, men også igennem en uhyggelig stemning og en spændende historie. Men her kommer The Grudge 2 også til kort. Stemningen er nemlig heller ikke videre interessant, personerne er uengagerende og historien er ganske enkelt ikke spændende. På intet tidspunkt er man interesseret i, hvad der sker om lidt, og når uhyggen så samtidig udebliver, så har filmen tabt for alvor.

Mange dårlige gyserfilm kan om ikke andet leve på at være kitchede og ufrivilligt komiske, fordi de er så horribelt dårlige, at de næsten bliver underholdende. Men heller ikke her kan The Grudge 2 være med. Problemet på dette område er nemlig, at så dårlig er filmen heller. Man griner ikke direkte af den. Man keder sig blot og ønskede, at de mange gode ideer, som etteren præsenterede kunne bruges lidt bedre i dette på alle måder forudsigelige, kedelige og uengagerende stykke filmhåndværk.