[ slash blog ]

Breaux Bridge, Louisiana, søndag d. 12. juli 2009, kl 14.13

Sidder her på en ægte sydstatsveranda med i en gyngestol. Her i skyggen er det lige præcist humant nok at opholde sig udendørs – ellers er det nærmest dræbende med varmen; også om aftenen; så enhver lejlighed til at være indendørs med airconditioning er velkommen. Også selvom man egentlig hellere ville sidde i haven til det bed and breakfast, vi bor på, og bare se på Bayou Teche flyde forbi og lytte til cikadernes i træerne.

Vi er Breax Bridge, en lille by midt i Cajunlandet i Louisiana. Et område med indbyggere med fransk-canadiske rødder, hvilket har givet området et særligt kulturelt pust, der ikke ligner resten af USA. Med en anden madkultur og med en særlig musikkultur, som vi har fået en smag på de sidste par dage, siden vi ankom fra New Orleans i fredags.

Her er ellers meget stille, når man lige har været i The Big Easy og ikke har en bil til at køre rundt i. Meget, meget stille. Her er også hyggeligt og alle er venlige og hjælpsomme. Men også lidt uhyggeligt og skræmmende på sådan en Twin Peaks-agtig måde. Man ved ikke helt, hvilke hemmeligheder, der ligger under overfladen, og hvad der ligger bag de mange indforståetheder, som vi møder.

Mystikken startede allerede fredag, da vores landlady Mary Lynn hentede os ved toget. En dame med en mere end normalt stor bagdel, men umådelig sød og hjælpsom – næsten for hjælpsom. Vi steg ind i hendes bil og kørte mod Breaux Bridge, 10 km fra togstationen i Lafayette. Her lød det som om hun allerede havde planlagt hele vores besøg. Hvad for noget musik, vi skulle høre hvornår. Hvor vi skulle spise. Hvem der skulle køre os rundt, når nu vi ikke selv har kørekort. Hun havde nærmest allerede reserveret borde og alt sådan noget. Venligt, ja. Men også lidt skræmmende.

Det andet mærkelige er, at hun så ikke rigtig serverer morgenmad selvom det et bed and breakfast hun kører. Hun er bortrejst nogle dage nu og har lagt lidt muffins og kager, hvis vi skulle blive sultne. Og sodavand i køleskabet. Men altså, det er da ikke morgenmad er det? Da jeg spurgte til, hvordan det virker med morgenmad, sagde hun igen, at hun havde stillet lidt frem til os. Så forklarede hun, hvordan kaffemaskinen virker. Og at vi da også kunne gå over på restauranten lige om hjørnet og spise. Eller købe mere i supermarkedet, hvis vi ville have youghurt eller lignende. Tak, tak. Jeg var for flink til at brokke mig. Og hun er jo så rar og stedet så fint.

For Au Bayou Teche Bed and Breakfat er virkelig et fint sted. Et gammelt hus fra 1840′erne med store planker i loftet, himmelsenge på værelserne og gyngestole overalt. Et dejligt hus, hvor adskillige spøgelseshistorier kunne udspille sig. Og lige ned til Teche-floden, der løber ved kanten af baghaven.

Lørdag morgen havde vi så den første oplevelse med den lokale musikkultur. Zydecco-breakfast på restauranten Cafe des Amis, lige rundt om hjørnet, og som bemærket er det bedste spisested i området og virkelig fremragende. Her skulle vi møde op halv otte for at få os et bord. Herefter cajun-morgenmad med æg og skaldyr. Og pludselig væltede det ind med mennesker. Den lokale folkemusik gik i gang, og et sekund efter var gulvet fyldt af dansende. Klokken halv ni om morgenen. Og folk begyndte at drikke bloody mary’s og champagne. Meget lokalt og sjovt at se på.

Det hele gentog sig så lørdag aften. Mary Lynn havde reserveret et bord til os på Poussiere’s – den ældste cajundancehall, der åbnede en gang i halvtredserne. Her skulle en flok cajunlegender spille – det måtte vi ikke gå glip af, sagde hun.

Så der sad vi så. I et meget stort lokale med meget lavt til loftet. Med borde rundt om et dansegulv og en masse midaldrende og ældre mennesker – alle lokale og en del cowboyhatte – og da musikken startede var gulvet straks fyldt med dansende. Vi følte os meget lost og fascinerede på samme tid. Det var meget meget lokalt på sådan en lidt hillbillieagtig måde. Musikken var forfærdelig: Blues møder country-pop på den værste amerikanske mainstreame-måde, som man kan forestille sig. Meget danse-moderne-agtigt. Men også virkeligt kuriøst og ægte.

Vi fik da os par sving-oms. Både med hinanden og med et par, vi delte bord med, som kendte til kulturen og dansetrinnene. Vi gik efter halvanden time. Der var det interessante overstået og vi måtte bare væk. I stedet fik vi middag anden aften i træk på den fremragende Café Des Amis.

Nå, ja, så var vi også på en fantastisk tur ud i sumpene i går. Men det kommer der et selvstændigt indlæg om.

Her er en video med de fine bliues-fyre, vi så spille på en støvet bar en nattetime i New Orleans. Eller rettere: vaskebrætfyren Washboard Chaz er den samme – de to andre er nogle andre.

Jeg har lige kastet mig over at læse Carsten Jensens murstens-epos “Vi de druknede” – om generationer af sømænd fra den lille ærøske by Marstal. Og samtidig lytter jeg meget til The Decemberists for tiden, der virkelig trykker den af med sømandsrock og tekster fulde af drabelige sø-historier fra de syv have. Det fik mig til at tænke på, hvilke fantastiske sømandshistorier, der egentlig findes i de forskellige medier.

Der er selvfølgelig filmen Master And Commander. Og så er der klassikerne om Moby Dick og Den Flyvende Hollænder. Men hvad vil I derude ellers anbefale? Og hvad med rollespil; kender I til fede sømandsrollespil og -scenarier?

Jep, det  er moderne at skrive tomme indlæg og undskylde for al for lidt aktivitet. Så det vil jeg også gøre. Undskyld, at jeg får skrevet for lidt på denne blog.

Til gengæld er der gået et år præcis, siden bloggen her åbnede – tænk engang, ét år. 365 dage. Et år,  hvor jeg har opnået en masse og alligevel ikke en skid. Har fået et rigtigt arbejde i iøbet af året. Har været lykkelig, frustreret og det hele midt imellem. Og så har jeg læst helt vildt mange bøger – mange flere, end jeg plejer, og det er noget, jeg tror jeg vil fortsætte med. På det sidste har jeg f.eks. læst noget så  forskelligt som “Modellen” af Lars Saabye Christensen, “Med Koldt blod” af Truman Capote, “Rødby Putgarten” af Helle Helle, “Komplottet mod Amerika” af Phillip Roth og “Farhrenheit 451″ af Ray Bradbury.

Jeg har samtidig også opdaget, at livet er for kort til tungt skrevne romaner – og at jeg er for dum til læse både Salman Rushdie og Thomas Mann.

Den sidste film jeg har set var “Kunsten at græde i kor”. Årets bedste film har indtil videre være “Vinden der ryster kornet”, “Pans Labyrint” og “Childen of men”.

Mine sidst indkøbte musikalbums  er “Rust never sleeps” af Neil Young og “Nighthawks at the diner” af Tom Waits.

Jeg har været to gange i teatret siden nytår og set noget så forskelligt som “Ongobongoland” og “død, død og meget død”.

JEg præsterede desuden at spille rollespil syv uger i træk tidligere på året – det må være ny rekord. Og så fik jeg endda penge for det den ene gang.

Så kom det rædselsfulde tidspunkt, hvor kendis-prinsessen Paris Hilton valgte at udgive en plade og lave en musikvideo. Men prøv lige at se den og se så Chris Isaacs mesterlige Wecked Game bagefter – de der sorthvid-sekvenser er det vist ret inspirerede af den californiske smørtenor – altså lige bortset fra, at Paris Hilton altså ikke er Helena Christensen.

Se Paris’ rædsel af en video her

Og se Chris’ fine værk her

I mandags havde jeg fået fat i billetter til sigøjnerpunkerne Gogol Bordello, da de besøgte Lille Vega. De gav en forrygende koncert på årets Roskilde Festival, og da jeg blev spurgt om jeg ville med igen sagde jeg bestemt ikke nej.

Og i Vega var det endnu vildere, endnu bedre og endnu mere vanvittigt, end grøn scene på Roskilde. To timers uafbrudt energi fra scenen tilsat Storetrommer, overskæg, violiner og harmonikaer. Aldrig har jeg set så udpræget en fest til en koncert – aldrig har jrg været så gennemblødt af sved, som efter de fire ekstranumre. Det hele sluttede i et inferno, hvor omkring 70 publikummer væltede op på scenen og den overkæggede forsanger red på en storetromme oven på publikum.

Hold da kæft.

En af årets bedste koncerter, hvor der også var et par enkelt men. Først og fremmest kan man måske sige, at det hele kørte en smule i tomgang på et tidspunkt – for nok er energien fed, men numrene minder meget om hinanden og der var ikke mange pauser i festen til at lige at få vejret.

Og så var der lydniveauet – hold da kæft hvor var det højt. Jeg havde ringen for ørene i dagevis, og det er først lige forsvundet.

Men alt i alt giver ordet et brag af en koncert ny mening. Vi var meget tæt på en seksstjernes koncert.

Hør i øvrigt mere til Gogol Bordello på Myspace

Min ven Peter Martin har samlet en række fede videoklips på sin hjemmeside. Især dette klip er en fryd:

http://petermartin.dk/video/videoukulele.html

En sand virtuos fortolker George Harrisons klassiker While My Guitar Gently Weeps på ukulele – respekt!

Roskilde er ovre, minderne tager plads i hjernen og trætheden præger. Men jeg vil lige komme med fem gode bud på hotte ting, og ting der var knap så hotte på årets festival. Måske følger flere anskuelser senere.

HOT

Morrissey – Den vrede vegetar var måske ikke så vred, men han formåede til fulde at spille op til fællessang på Orange scene i dagslys. En svær præstation, der blev sparket igang med et forrygende Smiths-nummer Panic – det første nummer med smedene, som jeg hørte og forelskede mig i. Ellers var det mest numre fra de to seneste albums samt de to Smiths-numre Girlfriend in a Coma og How Soon is Now, der prægede koncerten. Fantastisk at se en mand charmere masserne og sætte gang i festen udelukkende på en god stemme, et godt band og intet sceneshow ud over talentet og charmen.

Gogel Bordello – Sigøjner-punk på Arena fredag eftermiddag. Til rødvin og joints. Det var fandeme en fest at overvære, og de gale amerikanere fik norske Kaysers Orchestra til at blegne fuldstændig, da de senere på eftermiddagen spillede på Orange i stort set samme genre. Bordello fik som det eneste band seks stjerner i Festival-avisen.

At bo i lejr med en masse nye mennesker – Min lejr i år bestod af et par gamle venner og så en masse, som nogen kendte, som andre kendte og kendte nogen som kendte nogen. Hermed var der både gode venner og masser af nye bekendtskaber. Tak til svenskerne, Sigurd, feministerne, bøsse-søren og alle jer andre – det var fandeme hyggeligt.

Tool - Lørdag aften spillede Amerikanske Tool et brag af en intens koncert. Det var noget nær perfekt, og selvom jeg ikke fik set helt det hele og stod lidt tilbage var det forrygende. Johannes og Sigurd var elektriske efter koncerten og det forstår jeg godt. Og sjældent har jeg hørt så god lyd til en koncert.

Badesø – I år var campingarealet udvidet og rykket mod syd grundet grusgraven, der også blev udvidet. Det åbnede for et par søer, hvor man kunne bade og fiske. Nu fiskede jeg ikke, men det grumsede søvand var en perfekt start på mange dage, når tømmermænd skulle renses ud og man samtidig kunne beskue festival-babes i badetøj. Fedt med strandstemning, livredere og drinksbar.

NOT

Bob Dylan – Jeg havde glædet mig så meget til onkel Bob og blev så skuffet. En uoplagt mand stod bag sit keyboard, sagde ikke et ord, og fortolkede sine sange på en arrogant måde, der fjernede enhver integritet og drive i det ellers forrygende bagkatalog af sange. Selvom Dylan mest spillede sange fra sine gode gamle dage, var der intet protest over showet. Det var kedelig røvballe-rock uden farlighed, engagement eller underholdningsværdi. Min bror kaldte det for detnmest pinlige og ynkelige koncert, han nogensinde havde set på festivalen.

Manglende hensyn til andre mennesker - På Roskilde er alle tolerante og åbne. Det er dejligt, men til gengæld er der ingen, der viser hensyn i campingarealerne. Det er fedt, at folk fester og fyrer den af, men intet hensyn til, at nogle måske vil sove bare lidt og lignende. Vi boede ved siden af en stor flok irere, der var vildt søde, men også spillede på deres store trommer hver eneste nat til den lyse morgen ved syv-otte-tiden. Ikke fedt, når trommerne ødelagde alt mulighed for søvn. Og heller ikke fedt, når de så bare var ligeglade når vi brokkede os. Så lad os både være tolerante, festlige og bare tage en smule hensyn til andre mennesker næste år.

Ace of Base – Mest af alt vil jeg huske årets Roskilde for svenske Ace of Base og sangen All that she wants. Ikke at de svenske popsild spillede der, men det gjorde alle ghettoblastere åbenbart. Jeg ved ikke, hvor det startede, men i løbet af ugen var ace og base over alt …. og især husker jeg den nat, hvor vores naboer spillede de samme tre sange i en uendelighed … åh gud, det var hårdt. Basriffet fra Alle tha she wants vil hjemsøge mig længe … All that she wants is another banby … she’s gone tomorrow … but all ….

Kort spilletid til hovednavne – Det er fedt, at der kommer så mange verdensnavne til Roskilde, men det er ikke fedt, at de får så kort tid at spille i. For eksempel fik Morrissey kun en time og ingen mulighed for ekstranumre. Det synes jeg sgu er for kort for et hovednavn øverst på plakaten – og der var ellers halvanden til Dylan skulle gå på, så mon ikke han kunne putte et par enkelte numre mere ind, hvis han fik lov.

Urinstank – Ja, vi fyre er vel selv ude om det, men Roskilde lugter af pis. Måske er det en del af charmen, men jeg tror alle fik respekt for urinen, da de læste artiklen om urinpartiklerne i luften, som læger sagde var direkte sundhedsskadelig …. puha ….

Jeg er netop hjemvendt fra Roskilde efter en uges druk og musik. Og  da jeg ofte har argumenteret for, at Fastaval er danske rollespils Roskilde Festival vil jeg her komme med en række store og markante sammenfald.

- Folk har mærkelige skæg, mærkeligt hår og mærkelige hatte

- Man sover dårligt og alt  for lidt

- Der er larm overalt – især der hvor man vil sove

- Der er beskidt over det hele og kun nødtørftig oprydning – dog har Roskilde ingen Dirtbusters …

- Det er åbenbart en folkesport at forulempe de kvindelige deltagere med ukvemsord …

- Det hele er et stort rollespil, hvor man klæder sig ud og opfører sig fjollet og crazy-ass

- Alt for mange hører Manowar og heltemetal meget højt

- Langt hår er stadig moderne … modsat resten af samfundet
- Alting er dyrt

- Og rent faktisk kan man oven i købet få fede innovative oplevelser indenfor udviklingen af det medie, som vi beskæftiger os med ….

Og det var sgu en fed roskilde after all …

Lørdag på Roskilde Festivalen ser umiddelbart ud til at være den svageste dag – eller også er det bare fordi, jeg ikke kender alle de ukendte navne, der spiller her. Men det gør ikke så meget, for det er dagen, hvor jeg skal arbejde i de varme bade fra 15 til 23.15. Jeg var meget bekymret, men heldigvis er der ikke mere end par enkelte mustsees, så jeg overlever nok.

Men her følger en gennemgang af programmet lørdag, og hvad jeg ville have ser, hvis ikke jeg var en fattigrøv og skulle arbejde.

Man kan starte tidligt lørdag, stå tidligt op og tjekke danske Spleen United ud. Jeg kender dem ikke ret godt og er ikke vildt begejstret, men inspirationen fra Depeche Mode kan man jo ikke fornægte, og måske lever de live.

Ellers er der hele to danske navne, der ville være interessante omkring kl 14. På timeslaget står Sterling på Pavillion-scenen og spiller op med lyssværd. Jeg synes egentlig heller ikke vildt godt om dem, men jeg kender forsanger Mads Nygaard  tilbage fra gymnasiedagene og ved, hvor meget han har kæmpet for at nå dertil, hvor de er nu.

14.30 er der straks mere potentiale i den poetiske ex-forsanger fra Loveshop Jens Unmack. Hans soloplade er fremragende med en langt mere rå og skramlet lyd end Loveshop, og hvis jeg ikke skulle være klar til arbejde kl. 15 ville jeg klart stå oppe foran og skråle med på Vejen hjem fra Rock n roll.

Kl 16.30 er der så tid til hip-hop med Immortal Teqnique. Mine hip-hop-connections siger det er fedt og vredt, men måske ikke noget for en newbie og rap-analfabet som mig. Men man burde måske se, hvad det er – også selvom jeg sjældent synes hip-hop virker live.

Ved syttentiden vil mange nok gå i heavy-mode og høre Deftones, men ikke mig – jeg afskyer metal og kan virkelig ikke se noget interessant i det … og nu kommer der nok en snart en langhåret nørd og slår mig.

Til gengæld ville jeg gerne se good old Primal Scream kl 19 på Orange.

Når klokken så nærmer sig 22.30 vil jeg begynde at blive ærgerlig nede på arbejdet, hvis jeg da ikke får lov til at gå. For nok sagde jeg, at jeg afskyer metal, men det gælder ikke for komplekse Tool. Deres prætentiøse art-metal er fantastisk og skulle være endnu mere forrygende live, og deres sidste koncert på Roskilde i 2001 skulle efter sigende være mesterlig. Så jeg håber at nå bare noget af dem.

Ellers vil jeg efter endt arbejde ile over på Odeon hvor Århusianske Under Byen spiller deres mystiske storby-melankolske, indadvendte mærkelig-pop.  Jeg så dem for et par år siden på Voxhall og det var fantastisk – og om ikke andet er deres hemmelighedsfulde forsanger forunderligt smuk og dragende at se på.

23.30 vil jeg sgu høre funk og møde op til legenden George Clinton på Arena. Det skal nok blive en fest.

Ellers er der ikke så meget tilbage lørdag aften. Jeg vil nok cruise lidt rundt og tjekke elektroniske toner ud, og måske se hvad rapperen  Kanye West kan levere. Han er tilsyneladende et giga-navn, og jeg havde aldrig hørt om ham, før han blev offentliggjort til Roskilde – så ignorant er jeg nemlig

Men ellers kan jeg jo bare glæde mig til superprogrammet søndag.