[ slash blog ]

Jeg har lige kastet mig over at læse Carsten Jensens murstens-epos “Vi de druknede” – om generationer af sømænd fra den lille ærøske by Marstal. Og samtidig lytter jeg meget til The Decemberists for tiden, der virkelig trykker den af med sømandsrock og tekster fulde af drabelige sø-historier fra de syv have. Det fik mig til at tænke på, hvilke fantastiske sømandshistorier, der egentlig findes i de forskellige medier.

Der er selvfølgelig filmen Master And Commander. Og så er der klassikerne om Moby Dick og Den Flyvende Hollænder. Men hvad vil I derude ellers anbefale? Og hvad med rollespil; kender I til fede sømandsrollespil og -scenarier?

Jep, det  er moderne at skrive tomme indlæg og undskylde for al for lidt aktivitet. Så det vil jeg også gøre. Undskyld, at jeg får skrevet for lidt på denne blog.

Til gengæld er der gået et år præcis, siden bloggen her åbnede – tænk engang, ét år. 365 dage. Et år,  hvor jeg har opnået en masse og alligevel ikke en skid. Har fået et rigtigt arbejde i iøbet af året. Har været lykkelig, frustreret og det hele midt imellem. Og så har jeg læst helt vildt mange bøger – mange flere, end jeg plejer, og det er noget, jeg tror jeg vil fortsætte med. På det sidste har jeg f.eks. læst noget så  forskelligt som “Modellen” af Lars Saabye Christensen, “Med Koldt blod” af Truman Capote, “Rødby Putgarten” af Helle Helle, “Komplottet mod Amerika” af Phillip Roth og “Farhrenheit 451″ af Ray Bradbury.

Jeg har samtidig også opdaget, at livet er for kort til tungt skrevne romaner – og at jeg er for dum til læse både Salman Rushdie og Thomas Mann.

Den sidste film jeg har set var “Kunsten at græde i kor”. Årets bedste film har indtil videre være “Vinden der ryster kornet”, “Pans Labyrint” og “Childen of men”.

Mine sidst indkøbte musikalbums  er “Rust never sleeps” af Neil Young og “Nighthawks at the diner” af Tom Waits.

Jeg har været to gange i teatret siden nytår og set noget så forskelligt som “Ongobongoland” og “død, død og meget død”.

JEg præsterede desuden at spille rollespil syv uger i træk tidligere på året – det må være ny rekord. Og så fik jeg endda penge for det den ene gang.

På politiken.dk kan man læse om skurkologien. Om at skurke altid er meget mere spændende end de renskurede helte. Det er morsom læsning, som dog mangler noget forankring – jeg forstår ikke helt om alt dette med skurkologien bare en joke, eller om nogen har lavet det til en videnskab.

Men morsomt det er det.

http://politiken.dk/boger/article270778.ece

Boganmeldelse
Brøndtjætten af Dennis Gade Kofod
Udgivet på Rosinante
249 kroner

Dansk rollespils helt egen kæleforfatter, bornholmer og excentriske ener Dennis Gade Kofod har udsendt sin anden roman. Han debuterede sidste år med den roste ’Anskudte Dyr’ – en realistisk og storbypoetisk fortælling om den unge Rasmus’ kamp for at falde til i København efter at være flyttet fra Bornholm.

Men i denne anden bog forlader Dennis det hverdagsrealistiske udgangspunkt, men forbliver i temaet omkring hans egen fødeø. Vi er i stedet i en såkaldt ’magisk realistisk’ verden, hvor jordnære menneskelige skæbner krydres med fortællinger om det overnaturlige – og i Brøndtjætten er det bornholmske ’underjordiske’, som er på spil; ganske som vi så det i Dennis’ episke scenarie Burgundia fra årets Fastaval.

En bonde som skal dø

Brøndtjætten handler om den gamle bonde Mogens, der snart skal dø. Han er nogen-og-firs år gammel, og i romanen følger vi hans sidste dage, inden han lægger sig ned og føler døden med afklaret pande. Mogens er en gammel, hyggelig mand, der har masser af livsminder og livskraft. Igennem bogen hører vi om hans kærlighed til den nu afdøde hustru, hvordan de mødte hinanden, og hvordan hun døde. Vi hører om resten af familien, og i hele bogens midterstykke følger vi i ét langt flashback de dramatiske dage, da Mogens som barn faldt i brønden på gårdspladsen og var tæt på at dø, før livet for alvor kom i gang for ham.

Som sådan lyder Brøndtjætten som en lille, trist historie om død og minder. Det kunne være en hverdagshistorie fra plejehjemmet, fortalt i grå toner. Men sådan er det bestemt ikke, for i Mogens verden lever øen omkring ham, og i brønden mødte han heksen Brøndtjætten, som de underjordiske reddede ham fra.
Mogens tror på, at der i klipperne under Bornholm lever underjordiske, og at de hjælper ham i både livet og i døden. Han stiller grød ud til dem hver morgen, tror på harmonien, og igennem fortællingen om de troldelignende væsner bliver Mogens’ liv et billede på øens liv. Det hele bliver tilmed krydret med det storladne sagn om kæmpen Bonnavedde, der – modsat Mogens – hader de underjordiske og går i krig mod dem; og med undergang i grusom død til følge.

En helt unik roman

Brøndtjætten er en helt unik roman, hvis lige man skal lede længe efter. Stor epik er fortalt i dagligdags rammer, og på magisk vis bliver historien om Mogens løftet til en fabel om menneskelighed, tro og eksistens. Og det er endda uden at det hverken føles tungt eller prætentiøst. Det bliver i stedet en vedkommende fortælling om et både almindeligt og usædvanligt menneske.

Således får Brøndtjætten min varmeste anbefaling, og min eneste anke mod bogen er, at sproget til tider bliver lige vel konstrueret og ikke flyder så let, som det måske burde. De jordnære sætninger og den indirekte tale bliver nogen gange lidt for tydelig, og gør opmærksom på sig selv på uheldig vis. Derudover er de syrede drømmesekvenser både interessante og velfungerende i rytme, men desværre også så lange, at tankerne fjerner sig fra papiret og bevæger sig væk.

Men alt i alt har Dennis begået en fremragende bog. Hvor Anskudte Dyr var en lovende og vedkommende ’lille’ bog er Brøndtjætten på alle niveauer den tand højere i sin kunstneriske værdi. Fra blot at være en god og vedkommende historie bliver det en almen og stor menneskelig beretning.

Godt gået Dennis.

Så er det i dag, at vores alle sammens Dennis Gade Kofods nye Roman udkommer. Bogen bærer den spøjse titel Brøndtjætten, og er en magisk realistisk roman om Mogens, der måske dør og møder de underjordiske fra den bornholmske mytologi.

Nu har jeg lige købt bogen, men i sagens natur ikke læst den endnu, så jeg kan ikke sige noget om dens kvalitet. Men Dennis’ forrige bog Anskudte Dyr var en fremragende lille roman om det at være ung og tilflytter i København.

Men mest alt ville jeg bare lave lidt reklame, så Dennis forhåbentlig bliver en knap så fattig forfatter og sender endnu flere bøger ud på markedet.