[ slash blog ]

Mund mod mund (Mun mot mun) er det svenske bidrag til hovedkonkurrencen ved årets internationale filmfestival i København. Filmen er instrueret af Björn Runge, der for et par år siden høstede positive anmeldelser for sit drama Hvis jeg vender mig om. Hvor han i sit forrige værk beskæftigede sig med den svenske middelklasse, har han nu set nærmere på samfundets bund, og hvordan en opløst familie, alkohol og misbrug generelt kan smadre sjæle så let som glas.Og det er bestemt en sort og ganske barsk omgang at se Mund mod mund. Omdrejningspunktet er en familie i en svensk forstad, der er gået totalt i opløsning. Den ældste datter Vera på 17 er stukket af fra sit mareridt af en alkoholisk far og lever nu sammen med sin meget ældre kæreste, der fylder både sig selv og hende med piller og heroin. Om han elsker hende, ved vi ikke helt, men pænt behandler han ikke, da han tvinger hende til at prostituere sig for at skaffe penge til sit misbrug.
Veras forældre vil, trods deres egne personlige problemer, gerne have, at Vera vender hjem. Samtidig kæmper moren med sine egne nerver, mens faren prøver at komme ovenpå efter en fortid som alkoholiker. Dertil har sønnen lige oplevet kærligheden til en jævnaldrende pige, men kæmper også med hendes familie, der holder hende i et incestuøst jerngreb.

Således er mørket og det menneskelige forfald komplet i Mund mod mund. Det er en kompromisløs film, der virkelig giver ubehag med sine barske skæbner og trøstesløse blågrønne billeder. Langt hen ad vejen lykkes det for filmen at sælge sit misantropiske budskab, men filmen når desværre ikke helt i mål. Mørket er så intenst, at det bliver for meget, og flere af historiens sidehistorier virker ligegyldige og teenageagtigt fortænkte på en overlæsset måde. Hvorfor skal vi f.eks. også lige have en incest-historie og tråd om sidespring med, når nu hoveddramaet om narkoman-datteren i forvejen står stærkt nok? Med andre ord mangler Mund mod mund en smule lys og balance for at blive helt velfungerende. Men er du til dystre fortællinger om menneskets allermørkeste hemmeligheder, så er Mund mod mund et godt bud på en film, der næsten er landsmanden Lukas Moodysons Lilja 4-ever og Et hul mit hjerte værdig i sin sorte præmis.

Mund mod mund spiller igen på søndag d. 1/10 klokken 16.4k i Gloria. Filmen får også senere dansk premiere.

Gennem de sidste par dage har Filmnets udsendte medarbejder set endnu fire af filmene i hovedkonkurrencen på Copenhagen International Film Festival. To minder om hinanden, mens de to andre er vidt forskellige. Det drejer sig om de to ensemblehistorier Ifølge Charlie og Happy as one, den rumænske komedie 12.08 east of Bucharest samt den spanske luder-film Princesses.

Frustrerede mænd i Fransk kystby

Ifølge Charlie (Selon Charlie) er historien om en gruppe vidt forskellige mænd i en fransk atlanterhavsby. Filmen er et såkaldt ensembledrama, hvor de forskellige mænds historier krydser hinanden og ingen af personerne kan ses som hovedpersoner – det er en stil, som især amerikanske Robert Altman mestrer, og som også fungerede til perfektion i mesterværket Magnolia fra 1999. Men det er desværre også en stil, der efterhånden har medført en lang række film, der alle kommer til at minde om hinanden: Ensomme sjæle vandrer rundt i storbyen, mødes på kryds og tværs, men kan ikke finde lykken, selvom den ligger lige om hjørnet.

Ifølge Charlie er et flot fotograferet forsøg ud i denne genre, men desværre løfter filmen sig aldrig for alvor. Historierne fremstår lidt rodede, og hovedpersonerne bliver desværre aldrig for alvor interessante, selvom der er mange fine scener undervejs.

Ifølge Charlie vises igen i morgen, fredag d. 29/9 klokken 16.30 og på søndag d. 1/10 klokken 21.30 – begge gange i Grand.

Ensomme sjæle i et koldt Berlin

Tyske Happy as one (Komm Nährer) er i sit udgangspunkt bygget op på samme måde som Ifølge Charlie. Vi følger en række kærlighedshungrende eksistenser i et sne-ramt Berlin, og deres veje krydses hid og did.

Der er ikke meget nyt under solen i Happy as one, der henter en stor del inspiration i den danske supersucces Italiensk for begyndere. Her er vi også i et trøsteløst forstadsmiljø, filmet på digital video og med ensomme eksistenser, der leder efter kærlighed og nærhed – hvilket især filmens tyske titel understreger.
Men trods af det ganske uoriginale i filmens udgangspunkt er det faktisk en ganske rammende og rørende historie, som Vanessa Jopp har strikket sammen. Skæbnerne synes troværdige, og vi kan identificere os med dem alle. Vi forstår deres ensomhed og søgen efter kærligheden, og vi ønsker virkelig, at det skal gå dem alle godt.

Selvom Happy as one er en virkelig velfungerende film kommer den nok ikke til at løbe med nogle priser – til det er den trods alt for konventionel og uoriginal til for alvor at kunne imponere juryen.

Happy as one spiller to gange mere på festivalen: I morgen den 29/9 vil instruktøren introducere filmen ved visningen i Dagmar klokken 16.30 og derefter bliver filmen også vist på søndag d. 1/10 kl. 15.00 i Empire.

Rumænsk humor møder underspillet deadpan-charme

12.08 East og Bucharest (A fost sau n-a fost?) er en af de mest særprægede film, jeg har set på årets festival, men desværre også den kedeligste.

Filmen tager udgangspunkt i et talkshow på en lille rumænsk lokal-tv-station et sted øst for Bucharest. Det er den 22. december, tæt på jul og 16-årsdagen for revolutionen, hvor den kommunistiske diktator Nicolau Ceausescu flygtede fra hovedstaden i en helikopter. I anledningen af revolutionsjubilæet vil værten for talkshowet stille spørgsmålet ”Var der virkelig en revolution i vores by?” – et ikke helt let spørgsmål at få besvaret, når de to eneste medvirkende, han kan finde til programmet, er en fordrukken skolelærer og en gammel pensionist, der har travlt med at skulle klædes ud som julemand til den kommende højtid.

12.08 East og Bucharest er delt i to dele. I første del følger vi i lange statiske indstillinger optakten til tv-programmet. Hvordan værten vågner derhjemme og prøver at få fat i sine to interviewpersoner. Og hvordan de to andres dag forløber. Anden del af filmen er så selve det meget minimalistiske talkshow, hvor alt går galt og pinligheden efterhånden overdøver værtens ellers ihærdige søgen efter en ”objektiv sandhed”.

Som sådan er 12.08 East og Bucharest en morsom og ganske original film med skæve hovedpersoner og en særlig østeuropæisk charme. Men desværre bliver filmens insisterende minimalisme og langsomme tempo også for meget, og det hele ender med at være mere kedeligt end egentlig interessant – ærgerligt, for det er virkelig en film, der prøver sin helt egen stil og ikke lefler for nogen.

12.08 East og Bucharest spiller igen i morgen, fredag d. 29/9 kl. 21.30 i Dagmar, og på søndag, d. 1/10 kl. 21.30 i Gloria.

En småracistiske luder med et hjerte af guld

Den spanske manuskriptforfatter Fernando León de Aranoa debuterede som instruktør med den socialrealistiske og hjertevarme film Mandage i solen om en flok arbejdsløse værtsarbejdere i en nordspansk by. Nu er han tilbage i samme hjertevarme, realistiske stil med en film fra samme by. Men denne gang er det ikke mænd, der er i hovedrollen, men derimod kvinder – og tilmed prostituerede.

Udgangspunktet for Princesses (Princesas ) kunne lyde frygteligt deprimerende, men heldigvis er der masser af varme i fortællingen om luderen Caye, der forsøger at spare op til et par nye bryster. Men tiderne er ikke lette, og slet ikke da gadens ludere får mere og mere konkurrence fra illegale indvandrerkvinder, der sælger deres kroppe langt billigere end deres spanske konkurrenter.

Caye er træt og irriteret på de nye kvinder og kommer med mangt en småracistisk kommentar om dem – men alt dette ændrer sig, da hun bliver venner med Zuleman, der er illegal indvandrer og luder fra Den Dominikanske Republik. Igennem deres venskab følger vi kampen for livet på gaden og begges søgen efter et bedre ståsted i tilværelsen på trods af de hårde kår omkring dem.

Princesses er en forrygende lille film, fortalt med håndholdt kamera og med masser af humor trods det alvorlige emne. Alle figurerne står tegnet præcist og levende på lærredet, og især Candela Peña – kendt fra blandt andet Alt om min mor – stråler funklende i hovedrollen som Caye. Hendes ligefremme facon og samtidige ømhed er et studie i skuespilskunst. Præstation nærmer sig da også perfektionen i de stunder, hvor hun søger ømhed og bare ville ønske, at hun kunne finde en sød mand, der vil hente hende efter arbejde. For ligesom alle andre drømmer Caye om nærhed og kærlighed.

Candela Peña er en oplagt kandidat til prisen for bedste kvindelige hovedrolle ved prisuddelingen på søndag.

Princesses spiller igen på søndag d. 1/10 kl. 12.00 i Dagmar.

Hen over weekenden har Filmnets udsendte medarbejder på Copenhagen International Film Festival set to meget forskellige film fra hovedkonkurrencen. Det var det italienske hverdagsdrama Along the Ridge og den tyske storfilm De andres liv – og det er to virkelig gode film, der samtidig tydeligt viser bredden på festivalen.

11 årig dreng i familiens kaos

I den italienske Along the Ridge (Anche libero va bene) følger vi livet i en lille familie i en forstad til Rom. Historien bliver fortalt gennem 11-årige Tommys øjne, og i hans uskyldige blik følger vi dramaet om faren, der vil gøre sit bedste, men ikke kan. Temperamentet er i vejen, og hans ambitioner på sønnens vegne er for store. Samtidig kæmper han for livet som alene-far, for moren er stukket af en med en anden for Gud ved hvilken gang. Samtidig er Tommys søster midt i den besværlige pubertet, og tilbage står Tommy måbende og kan kun se til, mens hans verden forandres af voksne, som han ikke forstår, og som opfører sig alt andet end voksent.

Along the Ridge er et yderst velfungerende lille drama med klar inspiration fra 40’ernes neorealisme. Det er en både hjertelig og smertefuld fortælling, og gennem Tommys øjne møder vi voksenverdens benhårde realiteter og forkerte beslutninger. Skuespillet er i top over hele linien, og alle præstationer er hudløse og usentimentale grænsende til det skræmmende realistiske. Især skal instruktøren Kim Rossi Stuart, der selv spiller den krævende rolle som faderen, fremhæves for at ramme et menneske lige i øjet og både bære dets gode og dårlige sider i én velafbalanceret præstation.

Along the Ridge vises på torsdag d. 28/9 kl. 16.30 i Dagmar og søndag d. 1/10 kl. 16.30 i Grand. Filmen er ikke sat til at få almindelig biografpremiere.

I STASIS øjne

Hvor Along the Ridge var en lille film, kan man bestemt ikke sige det samme om den tyske De andres liv (Das Leben der Anderen). Her er tale om en stort opsat historisk film, der tager fat i det østtyske trauma om overvågningen fra det hemmelige politi STASI. Heldigvis er det en fortælling, der kan bære de store rammer, og selvom den historiske korrekthed er i top går det på ingen måde udover dramaet, der skærer ind til benet og leverer endnu en tysk historisk film i topklasse og i forlængelse af mesterværkerne Der Untergang og Sophie Scholl.

Vi er i Østtyskland i 1984, før Gorbatjov, Glasnost og Perestrojka satte gang i åbenhed og reformer. Her hersker det hemmelige politi STASI, hvis mål det er at vide alt, hvad der foregår i samfundet – og især hvad der foregår af statsundergravende virksomhed og anti-socialistisk aktivitet.
Gerf Wiesler er en super dygtig efterretningsagent, der bliver sat til at overvåge den populære dramatiker Georg Dreyman og hans kæreste – skuespilleren Christa-Maria  Sieland. Egentlig er der ikke den store mistanke til parrets aktiviteter, men en skummel kulturminister har et godt øje til skuespillerinden og vil gøre hvad som helst for at vælte kæresten af pinden og knalde ham for farlige aktiviteter.

Sådan starter De Andres Liv, og snart befinder vi os i et nervepirrende, intenst drama med overvågningen som omdrejningspunkt. Igennem parallelle spor følger vi både efterretningsagentens overvågning og livet i kunstnernes lejlighed. Og snart bliver det til en mesterlig fortælling om nuancerne mellem godt og ondt – og en film om at tage stilling, selvom man er hyret til at lade være med at stille spørgsmål.

De andres liv er en meget oplagt kandidat til flere af de gyldne svane priser. Det er en film, der har alt det, der gør den til en oplagt vinder på en filmfestival – og mest af alt  er det bare en forrygende god film.

De Andres Liv spiller igen torsdag d. 28/9 kl. 21.30 i Dagmar og søndag d. 1/10  kl. 18.45 i Cinemaxx. Filmen får desuden almindelig dansk premiere senere på efteråret.

I dag åbner fjerde udgave af Copenhagen International Filmfestival med gallapremiere på Lars Von Triers nye film Direktøren for det hele. De næste ti dage byder herefter på uoverskueligt mange – især europæiske – film og der er noget for enhver smag. Blandt de store begivenheder er forpremiere på Woody Allens nye Scoop, Michel Gondrys The Science of Sleep og Ken Loach’ guldpalmevinder Vinden der ryster kornet.

Jeg har – ligesom sidste år – fået mig en presseakkreditering, hvilket betyder, at jeg kan se alle film gratis. Så i den næste ti dage kan du læse reportager og anmeldelser skrevet af undertegnede på www.filmnet.dk.

Det er sgu dejligt at se mange film – og især når det er gratis,