Jeg er dog lidt i tvivl om titlen. Flere har sagt, at den ikke fungerer. Overvejer at kalde det for Zenia, men synes Vasen giver et andet feel, som jeg bedre kan lide.

Vasen

 Zenia er død, men ingen ved det – knap nok hende selv. Kun 13 år gammel. Det usigelige er sket ude på Vasen. Dag efter dag går, hvor ingen griber ind.

Hun vil have hjælp, skriger ud i intetheden, men ingen hører hende.

Ikke før en pensioneret socialrådgiver for første gang i sit liv får kontakt til det hinsides …

Vi er i det inddæmmede land ud til Limfjorden. På Vasen, den gamle dæmning. Marker, våde afvandingskanaler og en pumpestation udgør rammerne. Herude ligger kommunens billigste huse, hvor haverne rummer bilvrag, hullede joller og åleruser viklet ind i orange fiskebøjer.

En hvidevaresælger, en kvinde med okkult interesse og en dreng, der fisker i de snorelige kanaler er blot nogle af personerne i dette triste drama. 

En socialrealistisk spøgelseshistorie for fire spillere og en spilleder, der udspiller sig i fem separate miniscenarier, hvor mellemregningerne er op til spillerne. Spillerne spiller en række forskellige roller i og omkring en familie, hvor det mest forfærdelige er sket – men uden at selve gerningen bliver beskrevet i detaljer.

Vasen er inspireret af virkelighedens rædsler i Tønder, Mou, Amstetten og andre udkantsteder, hvor usagte gerninger er begået bag nedrullede gardiner og langt fra myndighedernes søgelys.

Forfatter: Mikkel Bækgaard

Genre: Socialrealistisk drama med gyserelementer

Antal spillere: Fire

System: Systemløst

Spillertyper: Er du mere til underspil og triste hentydninger end blod og gru er dette scenarie noget for dig,. Forvent selv at skulle digte sammenhænge, uden de nogensinde kommer frem i lyset.

Spilledertyper: Du skal holde styr på fortællingen og de på én gang både åbne og lukkede rammer. Bipersoner og drama tager spillerne sig af. Du leverer stemningen, klipperytmen og følelsen af den tunge tragedie.

Hent scenariet her (33 mb)

Men for at få lidt stemning, så se lige her, hvor fantastisk en danser Astaire var:

Genren er tragikomisk noir inspireret af blandt andet Coen Brødrene og scenariet udspiller sig i snedækket New York i 1934. Stemningen oser både af mørke og musical-evergreens.

Joseph ‘Joe’ Adams

Velkommen, kære spiller, til New York. Vi er 1934. Ved juletid, lige et par gader vest for Broadway. Der er sne overalt og isnende koldt. Faktisk er der snestorm over verdens største by, og næsten alt står stille.

Det er tiden for den store depression. Efter børskrakket for fem år siden er det meste gået i stå, arbejdsløsheden er enorm og folk er desperate. Selv de rige har det ikke godt mere. Selv gangsterne er trængte og leder efter nye måder at tjene penge på. De har indtil sidste år levet godt at sælge spiritus, der har været forbudt i mere end et årti – men nu er det igen blevet lovligt, og hvad skal de så tjene deres penge på? På at hjælpe de arbejdsløse? Nej, vel? På afpresning? På spillebuler? På showbizz?

Selv de store teatre på Broadway mærker krisen. Produktionen er faldet til et rekordlavt niveau, og flere teatre er allerede lukket helt – og rygter vil vide, at flere følge efter. Arbejdsløsheden blandt scenearbejderne er enorm, og alle lurer på alle i jagten på arbejde og en yderst tiltrængt succes. Og succes vil alle have, for hvem vil ikke gerne se en smule håb i en ellers trængt hverdag?

Det er her i denne sneklædte juletid, du skal møde Joe. Inden han får blod på hænderne. Inden julen bliver til nytår. Inden mørke, forfald og vanvid truer med at overtage. Nu er han blot en entusiastisk – nogen vil sige naiv – ung mand, der drømmer om at lave sit eget teater. Han vil omdanne den ramponerede natklub The Evening Star, som han er med til at bestyre, til et ægte musikteater i ægte Broadway-ånd. Han vil mærke succesens sødme, stå i spidsen for noget, der virkelig lykkes. Og han vil bevise overfor sin far, at han kan udrette noget.

Men han ved selvfølgelig heller ikke endnu, hvor galt det vil gå, og hvor lidt han kan stole på andre …

*

New York, Juleaften, 1934

”Sleigh bells ring, are you listening. In the lane, snow is glistening. A beautiful sight. We’re happy tonight. Walking in a winter wonderland.”

Joe nynner med på den diskante lyd fra radioen, mens hans fingre med vant elegance binder den sorte butterfly. En kam gennem det sortglinsede hår og en pudseklud på lakskoene. Så er han klar. Klar til en formidabel juleaften i det største teater på Broadway. Galleforestilling af musicalen ‘Anything goes’ – årets smash hit musical, der efter sigende har reddet den ellers skrantende økonomi for det store Neil Simon Teater. Et af de teatre, som Joes far ikke har noget med at gøre.

Han slukker radioen, mens han laver et par dansetrin hen over gulvet i det lille loftskammer.

”Anything goes … Ja gu gør det så,” nynner han for sig selv. ”Det bliver det nødt til. Om lidt er det min tur. Min tur til at vise, hvem der bestemmer. Min tur til at få mig eget teater, hvor jeg bestemmer. Hvor jeg skal vise, hvem der er den bedste …”

*

Udefra kan man lige akkurat ane Joes skikkelse i det lille loftsvindue gennem den tæt faldende sne. Under vinduet er der lys neonskiltet. ”The vening Star,” står der – E’et er gået ud i natklubbens navn, og endnu har ingen fået det lavet i de trange tider.

”Tonight: No performance, We’re closed. Merry Xmas. Open soon again in the new year”, siger det lille skilt over klubbens indgang, som næsten er blokeret af en snedrive. Folk bander på fortorvet, når de prøver at kæmpe sig vej gennem sneen i deres varme frakker og hatte, der er trukket så langt ned som muligt.

En enkelt skikkelse forcerer snedriven og kæmper for at åbne døren ind til Aftenstjernen. Det Ian, Joes tvillingebror, der et øjeblik ryster sneen af sig, inden han smider sin frakke på et et rundt bord og går hen mod baren for at skænke sig en whisky-and-soda. Lige nu er han den eneste i lokalet. Han ser bekymret ud. Som altid.

*

Joe forlader sit loftskammer og tager trappen ned i et par hurtige hop. Det er jul, der skal være fest. Ingen bekymringer i aften.

”Walking in a winter wonderland,” synger han, da han slår dørene op til sit natklublokale. Højt, klingende, og lidt som Fred Astaire, synes han selv. Ian ser ikke ud til at være enig. Ikke som han sidder der på en barstol med sin whisky-soda foran sig. Lokalet er én stor gang rod lige nu, hvor håndværkerne er gået hjem for at fejre højtiden med deres familier. Kun selve baren er urørt af ombygningen.

”Hvad hænger du over?” siger Joe, da han elegant sætter sig på barstolen ved siden af sin bror.

Joe tager Ians glas og bunder det i et enkelt drag. Ian skænker sig en ny fra flasken på disken. Han laver også en til Joe.

”Jeg er nok bare ikke sådan rigtigt i julestemning,” mumler den yngste tvillingebror. ”Det bliver sgu da aldrig til noget, det her. Det her lortested bliver da aldrig andet end en faldefærdig klub. Det bliver aldrig et teater. Hvem fanden vil også gide at optræde her? Eller skrive forestillinger til os?”

Joe lægger en hånd på sin brors arm: ”Det er da mange der vil. Det bliver det nye sted i byen. Her alle vil komme hen. For at se forestillinger med visioner og ideer. Ikke det største sted – men det bedste. Langt bedre end alle Daddys møgsteder. Han bliver grøn af misundelse når han ser det.”

”Daddy er da ligeglad. Det rager da ham en høstblomst, hvad vi får ud af det her sted. For ham er vi jo bare to inferiøre idioter, der tilfældigvis er hans sønner. Og nu har han fået os godt parkeret her med at bestyre den her klub. Fatter du det ikke, Joe? Han er LIGEGLAD.”

”Gu er han ej,” svarer Joe – nu mindre munter. ”Så havde han aldrig ladet os lede klubben her. Og hvorfor fanden skulle han så også hyre Frances ind, hvis han var ligeglad? Kan du fortælle mig det?”

*

Daddy, åh ja, Daddy. Det er vist på tide, at du – kære spiller – får lidt at vide om ham. Og Frances for den sags skyld. To vigtige personer i de kære tvillingers liv. To personer, der får tvillingernes tilværelse til at hænge sammen, men som også snart skal udfordre den.

Det er såmænd deres far, vi taler om. Kaldet Daddy. En stor bagmand på Broadway, der ejer store teatre og et sentimentalt hjerte – det er i hvert fald det, han selv siger. Han ejer også natklubben The Evening Star, som Joe og Ian bestyrer sammen med Frances. Hun er deres forældreløse kusine, som Daddy har givet en chance, da hendes egen far blev fundet død i havnen for nogle år siden. Daddy græd meget, da han hørte det. Især fordi Frances’ far arbejde for ham i en ledende stilling.

Joe har tit undret sig over, hvorfor han og Ian aldrig har fået de rigtige chancer af deres far. Hvorfor de ikke kunne få et job i en hans store forretninger eller få en chance på et af teatrene. Men Daddy er ikke sådan en, man beder om tjenester. Han skal nok sige til, når han har brug for én. Og brug for dem, det havde han, da han købte den gamle faldefærdige natklub Der Abendstern af en flok tyske emigranter. Brødrene fik lov til at genåbne den under sit engelske navn, men ellers var der ikke råd til megen forandring. Stadig med samme inventar, samme lumre danserinder og samme sporadiske belysning.

Joe har aldrig helt forstået, hvorfor Daddy ikke skudt flere penge i sin investering – det plejer han ellers altid at gøre, når han skaffer sig noget nyt. Men bortset fra det, så har de tre nu fået frie hænder til at gøre hvad de vil – og det dundrende underskud, det har Daddy da trods alt dækket for dem hvert år uden at spørge ind til det. Ærgerligt, synes Joe, for så har han ikke fået lov til at at fortælle sin far om alle de planer han har med klubben. Om hvordan han er i gang med at lave den om til et rigtigt musikteater.

*

Tidligere på dagen var Joe bange. Meget bange. Bange for, at alting skulle falde sammen. At alt skulle fejle, blive til ingenting. At Daddy skulle blive vred. At Ian ville hade ham. At Frances ville forlade dem og overlade alt kaos til to talentløse, forkælede drenge.

Han sad i baren og stirrede på rodet. På det natklublokale, der er nu er brudt ned og efterladt af støv og kaos. På tømrerne, der var forvirrede og ikke forstod, hvad hverken han, Ian eller Frances sagde til dem. Hvor ville de hen? Hvad skulle der ske med lokalet? Hvordan et teater? Og færdigt inden nytår? Joe måtte være fuldstændig sindssyg.

Tømrerne gik i vrede lidt over middag. Sagde sarkastisk glædelig jul og godt nytår. Ville de komme tilbage og gøre arbejdet færdigt, råbte Joe efter dem. Der kom intet svar. Der blæste blot sne ind fra den pivåbne gadedør, som de efterlod.

*

”Er de to tømrere allerede gået?” spurgte Frances, da hun trådte ind fra baglokalet kort efter. ”Jeg havde ellers en lille gave til dem. Det er jo trods alt jul.”

Da var det, at Joe blev rigtigt vred. Han råbte af Fances. Kastede med ting. Smadrede flere flasker fra baren. Bagefter var han lige ved at græde. Sagde undskyld til hende. Hun lovede, at det nok skulle gå. At hun troede på, at de nok skulle få et teater op at stå. At de skulle stole på, at Ian nok skulle skaffe en forfatter til at få skrevet deres åbningsforestilling – ligesom han havde lovet. At Joe bare skulle lære at stole på folk. At Daddy nok skulle blive stolt af ham.

*

”Det skal nok gå,” siger Joe højt ud i luften, da Ian forlader lokalet for at gøre sig klar til aftenens premiereforestilling. Det skal nok gå. Han gentager det et par gange. I aften vil han finde en forfatter, der er villig til at skrive et stykke til dem. Et stykke, der er langt bedre end alt det bras, de spiller ovre på Broadway. Et stykke, der går rent hjem, sikrer succes fra første stund. Og et stykke, der er klar til at blive sat i gang lige efter nytår. Nogen må have noget i skufferne. Noget, som de latterligere pengepugere på Broadway ikke tør satse på.

I det øjeblik ved Joe, at han nok skal finde en forfatter. Det bliver i aften, han finder en. Til premieren er han. Og så er Joe ligeglad med, hvad Ian ellers har lovet. Så kan han lade være med at være så hemmelighedsfuld, sur og inkompetent.

Og pengene? Dem er han sikre på, at Ian eller Frances nok skal skaffe. Det kan de jo altid.

I samme øjeblik kommer Frances ind i lokalet. Hun er også klar til fest, klædt i en elegant sort kjole og et næsten fordørende udstryk. Hun ser ligefrem godt ud i aften, tænker Joe. Eller mere sexy. Ikke klassisk smuk, men bestemt med attitude. I aften er han stolt af sin kusine. Han fløjter efter hende:

”Skal jeg være din kavaler i aften?” Han griber hende om livet, og tager et par dansetrin. I aften skal de danse. I aften skal alt lykkes. I aften skal der virkelig være julefred.

”Desværre,” siger hun hemmelighedsfuldt. ”Jeg har allerede en date …”

”Typisk,” svarer Joe. ”Bare typisk. Så må man jo klare sig selv. Som altid.”

*

Ja, kære spiller. Det er Joe. Eller et lille blik på ham. Resten er op til dig: Om hans lyse side og gode humør vil vinde trods blod og desperation. Eller om mørket, selvhadet og det bitre ønske om at please farmand trækker ham helt derud, hvor ingen længere kan bunde.

Men husk: Det skal være interessant, sjovt og forfærdeligt. Anything Goes.

Aftenstjerner

New York, julen 1932, lidt vest for Broadway

Tænk, at tvillinger kan være så forskellige. Hver sin stol. Hver sin ende af rummet. Blod på samvittigheden. Med daddys vrede hængende over dem. Kun holdt sammen af en kvindes vilje til at rette det hele op igen. Tænk, at det kan gå så galt.

Det hele starter ellers godt. Juleaften med sne i gaderne, julejazz i radioen og et håb om, at nu skal det endelig gå godt. Det handler om natklubben The Evening Star, om de to ejere, deres sekretær,  deres gamle, sentimentale daddy, en skuespilsforfatter med bagtanker og hel del andre. Dertil kommer Broadway, teaterdrømme og en særegen forfører. Men når der kommer penge, løfter og familier i vejen … ja … så må det jo gå galt.

Aftenstjerner er en tragikomisk noirfortælling for fem spillere og en spilleder. Rammerne er både faste og løse på samme tid. Tre spiller tvillingerne og deres sekretær, mens de sidste to spiller biroller og påvirker historien i et isglat New York.

Tænk Coen Brødrene, bigbands og falmede julestjerner. Så er du på rette vej.

For tiden har jeg to ideer til scenarier, som jeg kunne finde på at at skrive til næste års Fastaval. Det ene er langt længere fremme i tankerne end det andet. Men her kommer de.

Sigøjner-punk

Jeg har en drøm om at lave et scenarie i sådan en sigøjnerpunk-verden, hvor Gogol Bordello møder Kaisers Orkester i en Emir Kusturica film. Du ved sådan noget med falerede gangstere med guldtæner, fritløbende hunde, russisk roulette og store polkabands. Jeg ved ikke rigtigt, hvad scenariet egentlig skal handle om og om det er en verden, der er til at formidle til spillere på en forståelig måde – og endnu mindre om det er til at spille rollespil i et sådan univers. Men det tiltaler mig vildt, og jeg tror, det kan blive vildt skægt. Det kunne også være en muligt at lave et live i sådan et univers. Måske noget med en fest hos gangsterbossen og så kan spillerne svælge i grimhed, guldtænder og falske kalashnikovs.

Floden – white trash a’ la Springsteen

Min anden ide er noget mere håndgribelig. I Løgstør var en af mine store inspirationkilder sange af Bruce Springsteen. Men jeg føler mig ikke færdig med Springsteen, og især sangen The River er en fantastisk fortælling om drømme og realiteter i den verden, som ligger i skyggen af den amerikanske drøm. Jeg vil gerne skabe en rollespilsfortælling og håb, bristede illusioner og kærlighed i en verden af trilerparks, contruction workers og dårlig kaffe. Og her er netop The River en fantastisk historie.

Scenariet skal handle om en mand, der sidder ved sin kones dødsleje. Han er midt i halvtredserne, det samme er hun og hun er ved at dø af kræft. Ikke en smuk død, men en ækel død, hvor alt gør ondt og hendes udseende er forfaldet af kræftens langsomme overtag. Manden sidder nu og tænker tilbage på sit liv og overvejer, om han fik det liv han ønskede sig. Elskede han hende? Tog han hende fordi det skulle man, når hun blev gravid som nittenårig? Forfulgte han sine egne drømme? Eller lod han sig bare flyde med af floden?

Det skal være et svært spørgsmål med mange nuancer og som fortæller en uundgåelig historie om at gøre det, man tror er rigtigt – eller det som man kunne gøre, fordi man ikke så andre muligheder.

Dødssengen er rammen for en lang række flashbacks, som spillerne spiller. Her er to af spillerne ansvarlige for det positive og det negative (lidt ligesom i Guernica), men positionerne skifter undervejs, så det aldrig er helt til at vide, hvilken spiller, der trækker historien i hvilken retning.

Som supplement til alt det negative i scenariet er der også floden, der repræsenterer drømmene og hovedpersonernes fristed. “We go down to river, and into the river we’ll dive”, synger Springsteen om stedet, hvor drømmene kan flyde. Det samme skal gælde i dette scenarie. Masser af social realisme tilsat drømme, der måske aldrig bliver indfriet. Men på den sidste dag kan det være, at du alligevel indser, at du elsker hende langt højere, end du troede.

Bare nogle tanker, der skal klarlægges tydeligere.

Løgstør har taget form, byen har talt og scenariet er nu afleveret.

Jeg er glad for resultatet. Meget glad. Det er blevet, som jeg håbede og næsten til tiden. Med gode billeder til at formidle stemningen og gode spiltest, der pegede i retning af, at det her faktisk fungerede.

Så glæd dig til Fastaval og til at besøge Løgstør for at se, hvem der myrede de unge par i kalkbruddet. Jeg ved det ikke, men måske går du …

Download scenariet her (zip-fil  12,5 mb)

Jeg har også været på en fototur til Løgstør, hvilket der kom nogle (synes jeg selv) ret fede billeder ud af).

Og så har jeg også haft tid til at lege lidt med layoutet. Nu mangler jeg bare at få skrevet det sidste færdigt og layoutet hele pivetøjet.

Læs mere om Indian Runner i Cinemateket 

Interesserede kan læse den lange smøre herunder – måske kan I også lære noget af det.

—

Formidling:
En lærke lettede er ganske godt formidlet. Vi var især glade for oversigtsarkene, rækkefølgen af information og layout. Vi synes dog der var nogle ting, der blev gentaget for meget, og flere dommere synes at sproget nogle steder kammede over i tillægsord og patos.

Baggrunden, formen og temaet forklares grundigt, og man har i store træk de oplysninger, man har brug for. Informationerne kommer i den rigtige rækkefølge og selvom scenariet er kompliceret har man en god fornemmelse for hvordan det skal køres efter en enkelt gennemlæsning.

Der gentages desværre ret meget. På side 8 har man allerede læst flere gange om likvideringen og en af hovedpersonernes forhold til den dræbtes søster. Og den kommer i nærmest ordret samme version igen på side 9!

Du har et fint sprog og er god til at fremmane en stemning. Flere dommere synes dog, at du af og til kammer over i melodrama, ikke mindst når et familiemedlem knapt kan omtales uden at få et ”elskede” klistret på. Det skæmmer din ellers gode sprogtone. Men som en af dommerne bemærker: ”når han kammer over skriver han stadig bedre end de fleste”.

Layoutet er flot, men enkelte steder forvirrende –fx skiftet mellem s. 9 og 10. Der er sløset lidt for meget og mangler korrektur. Der er mange stavefejl og manglende biord. Der er også en række forvirrende sætninger, fx ”som et led i den uundgåelige kamp for frihed” (s 10) – er kampen for frihed uundgåelig eller skulle det have været et uundgåeligt led?

Nogle konkrete kommentarer om sel e scenarieteksten:

• Godt med læsevejledning.
• Afsnittet om at spillede scenariet er selvfølgelig en god ide, og afgørende i et så komplekst og specielt scenarie som En lærke lettede er (selvom multiplot scenarier er blevet mere almindelige), men jeg synes det skaber lige så mange spørgsmål som det besvarer.
• Jeg savner en simpel oversigt over spilpersonerne tidligt i scenariet. Når ”den mystiske Anna” omtales på side 8 er hun mest mystisk, fordi hun ikke har været nævnt før og ikke introduceres.
• Jeg kunne godt tænke mig, at afsnittet om dokumentarisme og fantasi var mere konkret og beskrev, hvilke elementer i scenariet der er virkelige. En anden dommer ønskede sig kildeangivelser i tilfælde af at spillederen ikke er helt enig i historietolkningen. Det er jo et scenarie om besættelsens fordel og ulempe, at alle har en holdning…
• Der er slet ikke tilstrækkelige oplysninger om anden del af prologen i drejebogen. Det duer ikke at flytte nødvendige oplysninger om i et appendiks.
• Listen over årstal og datoer er gentagelse og mindre overskuelig end teksten i appendikset.
• En enkelt dommer blev irriteret over de mange forbehold for, hvad der måske/måske ikke sker og fornemmer en unødvendig berøringsangst overfor at diktere den gode fortælling -spillederen skal nok tage hånd om det, når det ikke lige går som tænkt (ganske som i alle andre scenarier).

De opsummerende ark er suveræne og gør man kan køre scenariet alene ud fra dem. Det er dem der gør scenariet spilbart efter første gennemlæsning på trods af scenariets kompleksitet. Andre kommentarer om oversigtsark og appendiks:

• En dommer savnede en navne- eller personliste.
• Det er fint med en gennemgang af Danmark under besættelsen. Men appendiksets længde lægger sorteringen af stoffet i spillederens hænder – her ville det være en god ide at du hjalp spillederen og valgte de ikke-nødvendige oplysninger fra.
• Flere dommere havde hellere set en en introduktion til perioden til spillerne: Hvad vidste man egentlig dengang og hvad var almindelige holdninger til krigen osv. Det lades i for høj grad op til spillernes almene historiske viden, og det er et problem i et scenarie der prøver at problematisere historien.

Fortælling:

Dommerne var meget overordnet begejstrede for scenariets fortælling. Vi var særligt begejstrede for temaet, rammen, integrationen af multiplot og tema, samt befrielsesscenen. Prologen, epilogen og fortællescenerne synes vi dog kunne have været skarpere vinklet og bedre integreret.
De mange historier skaber tilsammen et portræt af en skelsættende dag i dansk historie. Det er en stærk fortælling og de mange tråde hænger godt sammen, samtidig med at de forskellige vinkler på besættelsen fortæller historien langt mere nuanceret end hvis der blot var en enkelt tråd i fortællingen. Det er en potent historie, som fortæller en glemt historie fra landets fortid, som samtidig sætter nutidens handlinger til debat. Det er stærkt og det er scenariets store force.
Den kontrastfyldte fortælling  udspilles i en så nær fortid, at de fleste af os har et særligt forhold til perioden. Det er et godt udgangspunkt for spillet og indlevelsen i scenariets fortælling. Befrielsen er en meget gribende og smuk ramme om fortællingen.

Det lykkes dig at lave et scenarie med flere forskellige plottråde, som er til at holde rede på, hænger godt sammen, og giver spillere og spilleder stor indflydelse på, hvordan hver enkelt scene og fortælling udvikler sig. Det er meget imponerende.

En enkelt dommer fandt dog flere af fortællingens tråde lidt for perifere, og havde gerne set fortællingen være lidt mere tætvævet. Det er fint, at Monty er det naturlige bindeled, men især familien Jensen bliver lidt for langt væk fra fortællingens centrum.

Du skriver at din ambition er et scenarie hvor ‘intet er entydigt godt eller ondt’. Jeg synes dog scenarieteksten vælger sider i de fleste konflikter. Det er svært at undgå, naturligvis, men så bør du være mere åben omkring det i din formidling.

Introen virker lidt udramatisk og jeg kunne se en pointe i, at man netop ikke spiller denne scene. Og at den gentages som epilog er bare kedeligt og virker påklistret. Den bliver for lang, og vander fortællingen ud. Den burde være skåret lidt skarpere. Tilsvarende kunne jeg godt tænke mig at fortællescenerne var strammere komponeret, så de blev mere integreret i fortællingen.

Jeg savner i scenariets fortælling og scener de skæve, unikke og helt personlige scener. Dem man ikke ville forvente, hvis man selv tænker scenariets periode og tema igennem… desværre synes jeg mange af hændelserne er lidt som man kunne forvente og ikke helt så overraskende eller unikke som jeg ville forvente af et scenariet der inspireres så direkte af ‘virkeligheden’.

Konkrete kommentarer til fortællingen og scener:

• Jeg er helt vild med scenen, hvor radioen meddeler befrielsen! Det er nok årets flotteste scene.
• Jeg kan også godt lide kontrasten mellem befrielsesdagens eufori og den trykkede stemning i scenariets forskellige grupper af hovedpersoner.
• Det er lidt ærgerligt at anslaget i de tre plottråde er så ens.
• Det virker mærkeligt, at alle andre scener i anden og tredje akt er så åbne (hvilket jeg er begejstret for), mens den stakkels feltmadras bare skal klædes af og ydmyges. Det synes jeg er plat exploitation, som ikke klæder scenariets tone. Det hæmmer også mulighederne i hendes historie, som ligesom de andre historier sagtens kunne udvikle sig i andre retninger og der kunne opstå dynamiske og interessante konflikter undervejs, som passer bedre ind i den enkelte gruppes spil. Hvis beslutningen var lagt ud til spillerne ville scenen blive langt mere vedkommende.

Roller
Rollerne havde dommerne generelt et blandet forhold til. Rollerne får ros for at være integeret i fortællingen og have klare konflikter, men den generelle oplevelse var, at de ikke fængede så meget, som man kunne håbe. Der var delte meningen om årsagen til dette.
Konceptmæssigt er rollerne meget centrale for scenariet – se afsnittet om fortælling – og denne integration af fortælling og roller er forbilledlig. Befrielsen er blot den dramatiske ramme for rollernes forskelligartede konflikter, og scenariets fokus er meget klart på de personlige historier, der udspilles i skyggen af den skelsættende begivenhed.

Rollerne er som helhed velfungerende, men der er ret stor kvalitetsmæssig forskel. Nogle er mere centrale i fortællingen end andre, andre er en smule for perifære og kunne med fordel have været knyttet tættere til de andre roller.
Der er en klar konflikt i de fleste af rollerne – det gør det let for spillerne at gå til rollerne og handle i scenariets fortællinger. Det er godt håndværk. Det er også fint at deres valg er meget åbne, men samtidig så klare at det ikke ender med at blive rent kaos.

De fleste af rollerne har en sammenhængende psykologisk grund til at gøre som de gør. Det er desværre ikke nogen selvfølge, så det skal du også have ros for.

Det er fedt at også de fleste af bipersonerne har ret meget kød på (flere af dem faktisk lige så meget som hovedpersonerne). Karen Jensen og Steen Jensen er dog ikke mine favoritter.

På trods af disse vigtige kvaliteter, var dommernes generelle indtryk af rollerne, at de ikke helt fængede. Det er naturligvis en kritik du ikke kan bruge til særligt meget. Når jeg alligevel skriver det, er det fordi dommerne havde forskellige bud på, hvad det skyldtes, og jeg kan ikke gennemskue, hvilke(n) der er rigtige – så her er tre forskellige dommeres meget forskellige bud:

• Måske er det fordi der bliver brugt så meget tid på at beskrive facts om deres historie, hvor jeg ikke synes rollens personlighed skinner nok igennem. Måske er det på grund af de åbne spørgsmål, som jeg ikke er særlig glad for. Jeg synes de enten er for åbenlyse og uinteressante eller for bestemmende for hvordan rollen skal spilles, hvilket nemt kan vælte scenariet, da spillerne kan trække i forskellige retninger.
• Det ærgrer mig i særdeleshed at mange af de interessante konflikters anslag og opbygning ligger uden for scenariet (fx pro-/epilog, david/else mødes, fabrikskonflikten…) – scenariet ville blive meget stærkere hvis scenariet (evt. i korte flashbacks) tog disse scener med i starten.
• Det problem jeg ser er ganske enkelt i antallet af roller der minder om hinanden. Der er for mange roller der kun introduceres som forskellige ved deres familieforhold eller enkelte begivenheder i deres fortid og jeg tror rollerne er svære at skelne fra hinanden før meget sent i spilgangen. Jeg synes helt konkret der burde have været prioriteret i spillernes roller så man fik en ‘hovedrolle’ og en ‘birolle’ med mindre fokus. Det problem bliver ikke mindre af de mange biroller med meget kød på… scenariet har faktisk for mange roller til sin længde. Selvom det må være svært at skære ned på, synes jeg der burde have været fokuseret og skåret i højere grad.

Personligt kunne jeg godt lide de direkte, åbne spørgsmål, men som du kan se ovenfor, ville flere andre dommere have foretrukket at spørgsmålene var skrevet ind i selve rollebeskrivelsen, således at de i højere grad blev en del af karakteren og de dilemmaer de repræsenterer bliver rollens dilemmaer og ikke nogen dilemmaer som forfatteren præsenterer rollen for.

Der var generelt kritik af Anna-rollen. Hun mangler en grund til at ville modstandskampen, og det er synd, bl.a. fordi hun i forvejen er marginaliseret og teksten er ladet med opfordringer til at mistænke hende. At hun tvivler på sin egen intuition ifm. Kajs arrestation overraskede mig – hun virker ellers ikke intuitivt styret, men meget tænkende og disciplineret. At Anna er forførende og intens, og savner nærhed og kærlighed fremgår kun af stikordsafsnittet, og lader sig ikke umiddelbart læse ud af resten af rollebeskrivelsen.

Konkrete kommentarer til rollerne:

• Svends åbne spørgsmål passer ikke specielt godt til rollen. En ting er at sproget skifter markant (Svend er vist ikke typen, der bearbejder noget), noget andet er at en del af spørgsmålene ikke handler så meget om Svend.
• Det virker ikke logisk, at Else skændes med sin bror om fabrikkens fremtid og samtidig aldrig havde stillet spørgsmål før hans død. Og hvor kom den forlovelse fra?
• I Davids rolle er der allerede i oplægget besluttet, at han vil forlade Monty – det kan skabe en mere splittet fortælling, og det er ærgerligt, at dette valg ikke er op til spilleren.
• Det er en meget indforstået måde, det forklares i Annas rolle, at hun ved hvem Else er. Det står først meget sent, at hun er Davids kæreste – indtil da kan læseren kun umiddelbart regne ud, at hun er den Else, David nævnte i mosen (som jo kunne være alt muligt andet end hans kæreste).
• Det fremgår ikke af Annas rolle, at hun har stoppet Erik, da han ønskede at melde David ud af gruppen.
• Det er ærgerligt at den meget centrale ordre om at ‘anholde’ Else og Hans-Peter ikke beskrives nærmere – eller aller helst gives som handout – da det i scenariet er helt centralt, hvordan ordren er formuleret, hvem der giver dem osv. Det vil sandsynligvis blive omdrejningspunktet for modstandsgruppens interne diskussioner, og uden detaljer står Anna uden argumenter.

Virkemidler

Dommerne var glade for scenariets virkemidler – især befrielsesbudskabet –men savnede ganske enkelt flere. Spillederen efterlades for ofte på bar bund, hvis spillet ikke glider. Det virker lidt som om inspirationen fra virkeligheden har fået dig til at glemme at tænke virkemidler i så høj grad som i dine scenarier de seneste par år – desværre.

Spillederens væsentligste virkemiddel er at klippe mellem scenerne. Du forklarer det bedre end du har gjort tidligere, men jeg synes stadig ikke at en spilleder, der ikke kan det i forvejen, bliver klædt tilstrækkeligt på.

Befrielsesbudskabet er scenariets bedste virkemiddel – og et virkeligt fedt et af slagsen. Virkelig velvalgt og godt tænkt i al sin enkelthed. Det kræver selvfølgelig noget timing, men da intro-scenerne ikke skal nå frem til noget, er timingen af befrielses meddelelsen ret fleksibel. Det er fint at spillederen kan vælge mellem en kort og en lang version alt efter situationen.

Fortællescenerne i de forskellige akter er et velvalgt virkemiddel, som er med til at uddybe spilpersonerne, afklare de åbne spørgsmål og derved målrette fortællingen undervejs. Det er en virkelig god ide. Men de mangler fokus, struktur og virkemidler. De kunne ellers være en styrke ved scenariet men som det er nu er de helt op til fri improvisation – med de farer det medfører.

Der er næsten ingen bipersoner – de spilles næsten alle af spillerne. Flere spilleder-bipersoner havde givet spillederen nogle konkrete redskaber til at påvirke handlingen med, hvis ikke lige spillerne er oplagte og alt glider. Der er selvfølgelig nogle statister, men ingen der for alvor kan påvirke spilpersonernes interne historier og konflikter. En af dommerne påpeger også, at spillerne har virkeligt meget at holde styr på i dette scenarie, og det er en anden grund til at overlade flere bipersoner til spillederen.

Endelig ser jeg sammenblandingen af dokumentar og fiktion som et virkemiddel – det vil opleves af spillerne som ret dokumentarisk, tror jeg, og det vil påvirke spillernes oplevelse. Jeg synes, hans informationer om krigen er brugbare og jeg kan lide, at man kan mærke hans interesse for feltet.

Scenarie

Som du kan læse i resten af kategorierne, synes dommerne at En lærke lettede har mange kvaliteter. Alle kategorierne og ikke mindst samspillet mellem de mange elementer i scenariet spiller ind i denne overordnede kategori.

Scenariets grundlæggede og originale ide gennemsyrer dets elementer. Multiplotformen må siges at være velvalgt og snart sagt alle elementer i scenariet arbejder mod det samme mål, portrættet af befrielsesdagen som set igennem en række menneskeskæbner.
En lærke lettede er i sagens natur et scenarie med store armbevægelser og stort ambitionsniveau. Det er et scenarie med et højt loft, men også et ret højt gulv. Spillerne skal være oplagte for at få det optimale ud af scenariet og vores væsentligste anke er som nævnt under virkemidler, at spillederen ikke har nok redskaber at påvirke spillet med, hvis spillerne ikke rammer dagen.