[ slash blog ]

Lørdag på Roskilde Festivalen ser umiddelbart ud til at være den svageste dag – eller også er det bare fordi, jeg ikke kender alle de ukendte navne, der spiller her. Men det gør ikke så meget, for det er dagen, hvor jeg skal arbejde i de varme bade fra 15 til 23.15. Jeg var meget bekymret, men heldigvis er der ikke mere end par enkelte mustsees, så jeg overlever nok.

Men her følger en gennemgang af programmet lørdag, og hvad jeg ville have ser, hvis ikke jeg var en fattigrøv og skulle arbejde.

Man kan starte tidligt lørdag, stå tidligt op og tjekke danske Spleen United ud. Jeg kender dem ikke ret godt og er ikke vildt begejstret, men inspirationen fra Depeche Mode kan man jo ikke fornægte, og måske lever de live.

Ellers er der hele to danske navne, der ville være interessante omkring kl 14. På timeslaget står Sterling på Pavillion-scenen og spiller op med lyssværd. Jeg synes egentlig heller ikke vildt godt om dem, men jeg kender forsanger Mads Nygaard  tilbage fra gymnasiedagene og ved, hvor meget han har kæmpet for at nå dertil, hvor de er nu.

14.30 er der straks mere potentiale i den poetiske ex-forsanger fra Loveshop Jens Unmack. Hans soloplade er fremragende med en langt mere rå og skramlet lyd end Loveshop, og hvis jeg ikke skulle være klar til arbejde kl. 15 ville jeg klart stå oppe foran og skråle med på Vejen hjem fra Rock n roll.

Kl 16.30 er der så tid til hip-hop med Immortal Teqnique. Mine hip-hop-connections siger det er fedt og vredt, men måske ikke noget for en newbie og rap-analfabet som mig. Men man burde måske se, hvad det er – også selvom jeg sjældent synes hip-hop virker live.

Ved syttentiden vil mange nok gå i heavy-mode og høre Deftones, men ikke mig – jeg afskyer metal og kan virkelig ikke se noget interessant i det … og nu kommer der nok en snart en langhåret nørd og slår mig.

Til gengæld ville jeg gerne se good old Primal Scream kl 19 på Orange.

Når klokken så nærmer sig 22.30 vil jeg begynde at blive ærgerlig nede på arbejdet, hvis jeg da ikke får lov til at gå. For nok sagde jeg, at jeg afskyer metal, men det gælder ikke for komplekse Tool. Deres prætentiøse art-metal er fantastisk og skulle være endnu mere forrygende live, og deres sidste koncert på Roskilde i 2001 skulle efter sigende være mesterlig. Så jeg håber at nå bare noget af dem.

Ellers vil jeg efter endt arbejde ile over på Odeon hvor Århusianske Under Byen spiller deres mystiske storby-melankolske, indadvendte mærkelig-pop.  Jeg så dem for et par år siden på Voxhall og det var fantastisk – og om ikke andet er deres hemmelighedsfulde forsanger forunderligt smuk og dragende at se på.

23.30 vil jeg sgu høre funk og møde op til legenden George Clinton på Arena. Det skal nok blive en fest.

Ellers er der ikke så meget tilbage lørdag aften. Jeg vil nok cruise lidt rundt og tjekke elektroniske toner ud, og måske se hvad rapperen  Kanye West kan levere. Han er tilsyneladende et giga-navn, og jeg havde aldrig hørt om ham, før han blev offentliggjort til Roskilde – så ignorant er jeg nemlig

Men ellers kan jeg jo bare glæde mig til superprogrammet søndag.

Fredag bliver den store dag på Roskilde for mig. Tre hovednavne, tre koncerter i træk på orange – ja, jeg ved godt, at jeg både er en popdreng og en mainstream-boy. Men det er også dagen, hvor jeg satser og ser alt muligt andet.

Eftermiddagen er vist lagt op til at slentre lidt rundt og se, hvad der sker. Jeg kender ikke rigtigt nogle af navnene, men der kommer sikkert anbefalinger fra andre læsere af denne blog, så måske retter jeg mig efter det. Ellers er mit drive fredag eftermiddag nok rettet mod at tjekke Marthe Wainwright ud, som spiller kl. 15 på Pavillion. Kender hende ikke, men det lyder interessant, og så kan jeg jo bruge hende til at varme op til hendes bror Rufus senere på dagen.

Måske kunne jeg også finde på at se, hvad LOC kan levere, men jeg tror jeg springer over. Han er dygtig rapper, der sådan set lyder flink i interviews, men jeg synes nok hans musik er for svinsk, kvindefjendsk og alt for langt fra min verden til jeg synes det er rigtigt interessant.

Klokken sytten går det til gengæld for alvor løs på Orange. Her spiller de norske polka-galninge Kayers Orchestra op til dans, harminikaer og balkangangster-stemning, og det kan kun blive fedt. Har endnu ikke set dem live, så det er dæleme på tide.

Klokken nitten skal jeg så finde lommetørklæderne frem, paraderne mod tilsvininger af alt og alle, og en god sans sarkasme. For nu står mit absolutte hovednavn på scenen. Stephen Pattrick Morrissey holder messe. Tidligere The Smiths forsanger og gang i en gloværdig solokarriere, der nok stod på stand-by, men har fået gevaldigt nyt liv med de to seneste mesterlige albums. Hold kæft hvor jeg glæder mig til at se mester-vegetaren in action.

Hvis jeg får tid efter Morrissey smutter jeg forbi Arena for at se på Rufus Wainright. Manden der bliver kaldt verdens bedste sangskriver af Elton John og leverer pop-kabaret-opera-indie. Det bliver sgu specielt, sikkert også smukt, og dælens underhldende, tror jeg.

Halv ti er det tid til endnu en legende, når selveste onkel Bob Dylan træder frem med sin guitar og sine legendariske fyrre års bagkatalog. Jeg har først for nyligt fået øjnene op for ham, men glæder mig ikke desto mindre til at se, hvad han kan – også selvom så gamle legender nogle gange kan skuffe, som Lou Reed gjorde det fælt i år 2000.

Efter de tre koncerter på Orange skal der slappes lidt mere af og bare cruises rundt. Jeg har ingen must-sees senere på aftenen, men der er nogle ting, jeg gerne vil se.

Klokken 22 ville jeg gerne tjekke tyske Wir Sind Helten ud, men der spiller Dylan nok stadig. I stedet venter jeg nok til halv tolv, hvor den britiske rap-poet fra forstaden Mike Skinner aka The Streets siger sine vers til folket på Arena. Jeg er spændt på, om det virker live, men jeg tror der venter en god poetisk oplevelse.

Hvis The Streets ikke er til noget, skifter jeg nok til Odeon ved midnat, hvor Death Cap for Cutie spiller. Kender dem ikke, men indiepopbetegnelsen er jo lige noget for mig.

Ellers er der fest klokken et, når der er lesbisk rock n rolle med Scissor Sister. Men det tror jeg nu jeg springer over.

Så måske går jeg herefter i seng eller på druk. Eller også skal jeg lige se, hvad de svenske rappere fra Looptroop kan levere. Jeg har kun hørt et par enkelte numre, som jeg kom til at kalde for poppede til stor arrigskab hos hip-hop-anne. Jeg har mere eller mindre fået ordre på at høre dem, så vi må se, om jeg tør andet

Ellers er der vist bare dømt party eller søvn alt efter humøret.

Jeg er udsat for massivt press i disse dage. Både fra andre blogskribenter og kvindelige interessenter. De vil have mig til at skrive om min Roskilde; hvad jeg regner med at se, og sådan noget. I stedet for, som mange andre gør, at lave  en alfabetisk gennemgang vil jeg i stedet beskrive mit program fra dag til dag. Hvad jeg regner med at se, hvad jeg gerne ville se, og hvad jeg misser.

Man skal huske på at jeg er et intetanenede popdyr i modsætning til Grævlingen, Klaus og Anders, så der kommer slet ikke så mange små, mærkelige navne ind – ganske enkelt fordi jeg ikke kender dem og ikke har nærlæst programmet godt nok.

Men vi starter med torsdagen. Der hvor det hele starter, men ikke kommer rigtig i gang. Der hvor man snuser lidt til frugten, inden det hele går amok fredag og lørdag især.

Musikken starter kl 17.30 torsdag, men de første par timer er der ikke noget, jeg brænder for at høre. Det skulle da lige være – i mangel på andet at lave – at se Magtens Korridorer  åbne Orange. Den slags er altid smukt og spektakulært, når danske navne står på den største scene og bliver blæst væk. Men deres musik kender jeg ikke rigtig – troede længe det var hip-hop, men det er det jo ikke

Ballet åbner for alvor klokken 20, hvor belgiske dEUS åbner op for deres indy-toner på Arena Jeg kender ikke belgierne specielt godt, men det er fedt, det jeg kender, og skal nok blive en fest.

Herefter venter jeg nok til 21.30, hvor Clap Your Hands say Yeah! spiller på Odeon. Jeg kender dem ikke, men det lyder som festlig art-pop, der bliver sammenlignet med Talkin Heads og nuværende Arcade Fire, som er et forrygende band.

Nærmest før torsdag har fået sin begyndelse nærmer den sig enden. Der er kun to bands tilbage, men de spiller stort set samtidig. Good old Guns N’ Roses indtager Orange scene klokken 22. Dem vil jeg sgu gerne se. For at se, hvor stor en idiot Axl Rose er. For at mindes de gamle  dage, hvor de var mit yndlingsband.

Men jeg tror ikke jeg får set glam-punkt a’la halvemserne i denne omgang, for 22.30 står islandske Sigur Ros på scenen, og det er jo fantastisk post-stemnings-rock. Jeg så dem på den mindste scene tilbage i 2000, før de udsendte deres debutalbum i Danmark og det var en koncert i verdensklasse. Siden er de blevet kendte og har lavet flere fremragende plader, så der er nok ikke så meget at gøre, andet end at tage plads i Arena-teltet og drømme sig væk til islandske vulkaner og store vidder.

Og så er den torsdag gået. Så kan man passende gå ned i lejren, drikke sig stiv og varme op til fredag, der bliver et ægte brag.

Den anden dag skrev jeg om alle mine bange anelser, når nu jeg skal arbejde under dele af Roskilde Festivalen. Nu er den officielle tidsplan kommet på festivalens hjemmeside, og pludselig ser det slet ikke så  sort ud. Hverken Morrissey eller Dylan spiller lørdag, som jeg troede, men holder i stedet hof fredag aften. Faktisk går jeg kun glip af to navne, jeg virkelig gerne vil se lørdag.

Om eftermiddagen er det gode danske Jens Unmack, tidligere forsanger i Loveshop, der sidste år udsendte en fremragende soloplade produceret af allestedsnærværende Nikolaj Nørlund – og med en passende skramlet lyd, der klæder Unmack godt,  modsat det overpolerede, der ødelagde de sidste Loveshop-plader.

Værst er er det, at Tool spiller Lørdag 22.30. Dem ville jeg gerne se, men hvis jeg er rigtig heldig kan jeg få lov  til at  gå  en time før min vagt er færdig, og så kan jeg se art-metal – eller måske nå bare en smule af dem.

Så alt i alt er det  hele slet ikke så slemt alligevel. Nu mangler jeg bare at beslutte mig for, hvilken lejr, jeg gerne vil bo. Og købe regntøj.

Nærmere introduktion til de bands, jeg vil se, følger de næste par dage.

Nu er der jo ikke lang  tid til, at alt for mange mennesker indtager dyrskuepladsen uden for Roskilde for at høre Rockmusik,  klappe i takt og glo på smukke flippertøser. Det skal jeg sørme også. Eller det skal jeg måske også, fordi jeg er kommet til at melde mig til at arbejde på festivalen – det gjorde jeg også sidste år, og det var fint. Jeg skal passe varme bade, hvilken er en absolut loppetjans. Så alt er fint, eller hvordan?

Ikke helt, for jeg har lige fået min vagtplan. To vagter inden musikken begynder – og det er jo fint – og  så en vagt lørdag fra  15-23, og det er er så her, at det begynder at blive et problem. For lørdag kan jeg læse, at prominente topnavne for mig som Morrissey, Tool og Bob Dylan spiller lørdag. Og lur mig, om ikke de spiller  henad aften.

Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at det er noget møg. Morrissey er mit must-see over dem alle. Jeg begynder sikkert at tude, når jeg sidder nede ved badet og han den vrede vegetar spiller op til dans. Arg, kan jeg blot sige.

Dertil kommer, at min lejr er gået i skuddermudder, så jeg ikke helt ved  endnu, hvem jeg præcist skal bo med. Den smukke, søde pige, der egentlig fik mig lokket til at komme på Roskilde i år trods dårlig økonomi kommer ikke alligevel; min kære ven Lars har slået op med sin polske kæreste, så hun kommer heller ikke. Så nu ved jeg ikke helt, hvad der sker, og  hvem der skal underholde mig ved teltpladsen. Heldigvis tager Lars sin nye kæreste med, og hun er vildt sød.
Suk. Håber mit roskilde-humør vender tilbage, når tiden nærmer sig.

Onsdag aften var jeg draget hele vejen til Århus for at opleve legendariske Depeche Mode fyre op for hitmaskinen og de elektroniske beats. Jeg havde endnu aldrig set det efterhånden 25-år gamle band i levende live, så det var med store forventninger, at jeg satte mig til rette i bussen og drønede afsted mod Jylland. Og i bussen var jeg bestemt ikke alene om at have Atletion som mit mål – der var et sandt overflødighedshorn af DM-tshirts, øl og glade folk på vej til koncert. Stemningen var god og jeg glædede mig.

Da jeg nogle timer senere stod på stadion var det med stress i blodet. Tilsat nogle øl i gode venners selskab og en mærkelig kringet tur fra Århus Nord til Atletion – åbenbart havde de gule sporvejsbusser valgt netop denne dag at være meget ustabile, så det blev en sand ørkenvandring at nå frem til Gahan og Gores midlertidige tempel.

Men frem det kom vi – kort før vi skulle stå som disciplene og høre det glade budskab skåret ud i støj, keyboards og rock n’ roll. Opvarmningsbandene nåede vi ikke, men det gjorde ikke noget. Vi var klar, og glædede os nu til det hele skulle begynde.

Snart efter begyndte tonerne, og en dansende Dave Gahan væltede ind på scenen og satte det hele igang. Han forventede en fest. Vi forventede en fest. Men noget gik galt. Stemning var død blandt publikum, lydniveauet var lavt og efter første halvdel kiggede jeg på min ven Jonas, der kundgjorde, at han faktisk kedede sig lidt – og det samme gjorde jeg.

Det var mærkeligt, for musikken er fantastistisk, og bandet gjorde sit for at banke gang i festen – men åbenbart var århusianerne ret døde denne ellers smukke sommeraften. Bag mig stod nogle kvinder i trediverne, og de havde åbenbart mere travlt med at snakke løs end at lytte til musikken og gå amok – og det var umuligt at overhøre, når musikken ikke var højere, end den var … og tilmed en smule mudret i lyden.

Helidgvis løftede ballet sig lidt i anden halvdel, hvor DM’s hitparade for alvor satte ind. Koncentrationen steg – både hos bandet og hos publikum, og i få øjeblikke nåede de gamle drenge oppe på scenen at ramme det niveau, som jeg havde håbet på. Især i en fuldstændig sublim udgave af “I Feel You”, hvor storskærmenes videoshow viste en skrøbelig, men smuk kvinde, der satte teksten i relief og gav ordene “this is the dawning of our love” superb mening. Det blev efterfulgt af en anden smuk udgave af “Behind the Weel”, hvor kærligheden var væk og hun nu var bag rettet. En smuk sammenhæng mellem to numre.

Ekstranumrene gav også pote med “Personal Jesus”, fællessang og “Enjoy the Silence”. Afslutningsnummeret “Never let me down again” var godt udført, men lagde op til et brag af endnu et ekstranummer, som kunne være “just can’t get enough” eller “Everything Counts”. De udeblev dog og pludselig var koncerten slut med lidt af et antiklimaks.

Så alt i alt var det en mærkelig oplevelse i Århus. En koncert med gode stunder, men som ikke kunne undlade at skuffe en trofast fan og forventninsfuld DM-live-jomfru. Jeg håber snart de vender tilbage, så jeg kan føle den ægte magi, når Gahan for alvor giver den gas og flankeret af Martin Gores toner og skrøbelige backin-vokal.
Og at det tilmed var næsten umuligt at finde en åben bar i ÅRhus bagefter gjorde det heller ikke mindre mærkeligt.

3 ud af 6 DM-roser herfra.