[ slash blog ]

Nu er det lige straks den første oktober, og det betyder, at det er tid til at aflevere synopsis til Fastaval. Og igen i år vil jeg naturligvis være med – for hvad skulle jeg ellers lave på en Fastaval, som jeg har skrevet til hver eneste gang, jeg har været der de sidste ti år. Så altså i år, og efter mange tanker om, hvad jeg skulle skrive, har jeg endelig besluttet mig: Det bliver mit scenarie ‘En lærke lettede’, som er endnu et ensembledrama fra min hånd – denne gang følger vi tolv spilpersoner lige omkring Danmarks Befrielse i 1945.

Jeg havde oprindelig snakket om at skrive scenariet sammen med René Toft, der ligesom jeg har brygget på en idé om et scenarie om besættelsestiden i nogle år. Det var René, der den endelige form-idé til scenarier, og det var derfor oplagt, at vi skulle skrive det sammen. Men nu er René flyttet til det fjerne Grønland, men har givet mig lov til at skrive scenariet – og måske kommer han med på sigt. Indtil nu er han med som konsulent, sparringspartner og idéudvikler.

Pitch

Tolv personers oplevelse af Danmarks befrielse 1945. Igennem et døgn møder vi en broget flok af menneskeskæbner, der alle er forbundet. Fra modstandsfolk og selvudråbte helte over forretningsfolk til værnemagere, tyske soldater og danske feltmadrasser. Samlet giver scenariet et stemningsfyldt, dramatisk og forhåbentligt nuanceret billede af befrielsen og de mennesker, der deltog i den.

Stærke følelser, afmagt og handlingens konsekvenser sætter rammerne for en actionfyldt handling med både våben, uretfærdighed og kærlighedsbånd. Et scenarie med holdninger, der måske revser den gængse opfattelse af befrielsen, modstandsbevægelsen og de såkaldte ”sidste dages hellige”. Og et scenarie, der sætter menneskelige ansigter på sine personer – på både hyklere og helte, nazister og nationale forkæmpere.

Mund mod mund (Mun mot mun) er det svenske bidrag til hovedkonkurrencen ved årets internationale filmfestival i København. Filmen er instrueret af Björn Runge, der for et par år siden høstede positive anmeldelser for sit drama Hvis jeg vender mig om. Hvor han i sit forrige værk beskæftigede sig med den svenske middelklasse, har han nu set nærmere på samfundets bund, og hvordan en opløst familie, alkohol og misbrug generelt kan smadre sjæle så let som glas.Og det er bestemt en sort og ganske barsk omgang at se Mund mod mund. Omdrejningspunktet er en familie i en svensk forstad, der er gået totalt i opløsning. Den ældste datter Vera på 17 er stukket af fra sit mareridt af en alkoholisk far og lever nu sammen med sin meget ældre kæreste, der fylder både sig selv og hende med piller og heroin. Om han elsker hende, ved vi ikke helt, men pænt behandler han ikke, da han tvinger hende til at prostituere sig for at skaffe penge til sit misbrug.
Veras forældre vil, trods deres egne personlige problemer, gerne have, at Vera vender hjem. Samtidig kæmper moren med sine egne nerver, mens faren prøver at komme ovenpå efter en fortid som alkoholiker. Dertil har sønnen lige oplevet kærligheden til en jævnaldrende pige, men kæmper også med hendes familie, der holder hende i et incestuøst jerngreb.

Således er mørket og det menneskelige forfald komplet i Mund mod mund. Det er en kompromisløs film, der virkelig giver ubehag med sine barske skæbner og trøstesløse blågrønne billeder. Langt hen ad vejen lykkes det for filmen at sælge sit misantropiske budskab, men filmen når desværre ikke helt i mål. Mørket er så intenst, at det bliver for meget, og flere af historiens sidehistorier virker ligegyldige og teenageagtigt fortænkte på en overlæsset måde. Hvorfor skal vi f.eks. også lige have en incest-historie og tråd om sidespring med, når nu hoveddramaet om narkoman-datteren i forvejen står stærkt nok? Med andre ord mangler Mund mod mund en smule lys og balance for at blive helt velfungerende. Men er du til dystre fortællinger om menneskets allermørkeste hemmeligheder, så er Mund mod mund et godt bud på en film, der næsten er landsmanden Lukas Moodysons Lilja 4-ever og Et hul mit hjerte værdig i sin sorte præmis.

Mund mod mund spiller igen på søndag d. 1/10 klokken 16.4k i Gloria. Filmen får også senere dansk premiere.

Gennem de sidste par dage har Filmnets udsendte medarbejder set endnu fire af filmene i hovedkonkurrencen på Copenhagen International Film Festival. To minder om hinanden, mens de to andre er vidt forskellige. Det drejer sig om de to ensemblehistorier Ifølge Charlie og Happy as one, den rumænske komedie 12.08 east of Bucharest samt den spanske luder-film Princesses.

Frustrerede mænd i Fransk kystby

Ifølge Charlie (Selon Charlie) er historien om en gruppe vidt forskellige mænd i en fransk atlanterhavsby. Filmen er et såkaldt ensembledrama, hvor de forskellige mænds historier krydser hinanden og ingen af personerne kan ses som hovedpersoner – det er en stil, som især amerikanske Robert Altman mestrer, og som også fungerede til perfektion i mesterværket Magnolia fra 1999. Men det er desværre også en stil, der efterhånden har medført en lang række film, der alle kommer til at minde om hinanden: Ensomme sjæle vandrer rundt i storbyen, mødes på kryds og tværs, men kan ikke finde lykken, selvom den ligger lige om hjørnet.

Ifølge Charlie er et flot fotograferet forsøg ud i denne genre, men desværre løfter filmen sig aldrig for alvor. Historierne fremstår lidt rodede, og hovedpersonerne bliver desværre aldrig for alvor interessante, selvom der er mange fine scener undervejs.

Ifølge Charlie vises igen i morgen, fredag d. 29/9 klokken 16.30 og på søndag d. 1/10 klokken 21.30 – begge gange i Grand.

Ensomme sjæle i et koldt Berlin

Tyske Happy as one (Komm Nährer) er i sit udgangspunkt bygget op på samme måde som Ifølge Charlie. Vi følger en række kærlighedshungrende eksistenser i et sne-ramt Berlin, og deres veje krydses hid og did.

Der er ikke meget nyt under solen i Happy as one, der henter en stor del inspiration i den danske supersucces Italiensk for begyndere. Her er vi også i et trøsteløst forstadsmiljø, filmet på digital video og med ensomme eksistenser, der leder efter kærlighed og nærhed – hvilket især filmens tyske titel understreger.
Men trods af det ganske uoriginale i filmens udgangspunkt er det faktisk en ganske rammende og rørende historie, som Vanessa Jopp har strikket sammen. Skæbnerne synes troværdige, og vi kan identificere os med dem alle. Vi forstår deres ensomhed og søgen efter kærligheden, og vi ønsker virkelig, at det skal gå dem alle godt.

Selvom Happy as one er en virkelig velfungerende film kommer den nok ikke til at løbe med nogle priser – til det er den trods alt for konventionel og uoriginal til for alvor at kunne imponere juryen.

Happy as one spiller to gange mere på festivalen: I morgen den 29/9 vil instruktøren introducere filmen ved visningen i Dagmar klokken 16.30 og derefter bliver filmen også vist på søndag d. 1/10 kl. 15.00 i Empire.

Rumænsk humor møder underspillet deadpan-charme

12.08 East og Bucharest (A fost sau n-a fost?) er en af de mest særprægede film, jeg har set på årets festival, men desværre også den kedeligste.

Filmen tager udgangspunkt i et talkshow på en lille rumænsk lokal-tv-station et sted øst for Bucharest. Det er den 22. december, tæt på jul og 16-årsdagen for revolutionen, hvor den kommunistiske diktator Nicolau Ceausescu flygtede fra hovedstaden i en helikopter. I anledningen af revolutionsjubilæet vil værten for talkshowet stille spørgsmålet ”Var der virkelig en revolution i vores by?” – et ikke helt let spørgsmål at få besvaret, når de to eneste medvirkende, han kan finde til programmet, er en fordrukken skolelærer og en gammel pensionist, der har travlt med at skulle klædes ud som julemand til den kommende højtid.

12.08 East og Bucharest er delt i to dele. I første del følger vi i lange statiske indstillinger optakten til tv-programmet. Hvordan værten vågner derhjemme og prøver at få fat i sine to interviewpersoner. Og hvordan de to andres dag forløber. Anden del af filmen er så selve det meget minimalistiske talkshow, hvor alt går galt og pinligheden efterhånden overdøver værtens ellers ihærdige søgen efter en ”objektiv sandhed”.

Som sådan er 12.08 East og Bucharest en morsom og ganske original film med skæve hovedpersoner og en særlig østeuropæisk charme. Men desværre bliver filmens insisterende minimalisme og langsomme tempo også for meget, og det hele ender med at være mere kedeligt end egentlig interessant – ærgerligt, for det er virkelig en film, der prøver sin helt egen stil og ikke lefler for nogen.

12.08 East og Bucharest spiller igen i morgen, fredag d. 29/9 kl. 21.30 i Dagmar, og på søndag, d. 1/10 kl. 21.30 i Gloria.

En småracistiske luder med et hjerte af guld

Den spanske manuskriptforfatter Fernando León de Aranoa debuterede som instruktør med den socialrealistiske og hjertevarme film Mandage i solen om en flok arbejdsløse værtsarbejdere i en nordspansk by. Nu er han tilbage i samme hjertevarme, realistiske stil med en film fra samme by. Men denne gang er det ikke mænd, der er i hovedrollen, men derimod kvinder – og tilmed prostituerede.

Udgangspunktet for Princesses (Princesas ) kunne lyde frygteligt deprimerende, men heldigvis er der masser af varme i fortællingen om luderen Caye, der forsøger at spare op til et par nye bryster. Men tiderne er ikke lette, og slet ikke da gadens ludere får mere og mere konkurrence fra illegale indvandrerkvinder, der sælger deres kroppe langt billigere end deres spanske konkurrenter.

Caye er træt og irriteret på de nye kvinder og kommer med mangt en småracistisk kommentar om dem – men alt dette ændrer sig, da hun bliver venner med Zuleman, der er illegal indvandrer og luder fra Den Dominikanske Republik. Igennem deres venskab følger vi kampen for livet på gaden og begges søgen efter et bedre ståsted i tilværelsen på trods af de hårde kår omkring dem.

Princesses er en forrygende lille film, fortalt med håndholdt kamera og med masser af humor trods det alvorlige emne. Alle figurerne står tegnet præcist og levende på lærredet, og især Candela Peña – kendt fra blandt andet Alt om min mor – stråler funklende i hovedrollen som Caye. Hendes ligefremme facon og samtidige ømhed er et studie i skuespilskunst. Præstation nærmer sig da også perfektionen i de stunder, hvor hun søger ømhed og bare ville ønske, at hun kunne finde en sød mand, der vil hente hende efter arbejde. For ligesom alle andre drømmer Caye om nærhed og kærlighed.

Candela Peña er en oplagt kandidat til prisen for bedste kvindelige hovedrolle ved prisuddelingen på søndag.

Princesses spiller igen på søndag d. 1/10 kl. 12.00 i Dagmar.

Boganmeldelse
Brøndtjætten af Dennis Gade Kofod
Udgivet på Rosinante
249 kroner

Dansk rollespils helt egen kæleforfatter, bornholmer og excentriske ener Dennis Gade Kofod har udsendt sin anden roman. Han debuterede sidste år med den roste ’Anskudte Dyr’ – en realistisk og storbypoetisk fortælling om den unge Rasmus’ kamp for at falde til i København efter at være flyttet fra Bornholm.

Men i denne anden bog forlader Dennis det hverdagsrealistiske udgangspunkt, men forbliver i temaet omkring hans egen fødeø. Vi er i stedet i en såkaldt ’magisk realistisk’ verden, hvor jordnære menneskelige skæbner krydres med fortællinger om det overnaturlige – og i Brøndtjætten er det bornholmske ’underjordiske’, som er på spil; ganske som vi så det i Dennis’ episke scenarie Burgundia fra årets Fastaval.

En bonde som skal dø

Brøndtjætten handler om den gamle bonde Mogens, der snart skal dø. Han er nogen-og-firs år gammel, og i romanen følger vi hans sidste dage, inden han lægger sig ned og føler døden med afklaret pande. Mogens er en gammel, hyggelig mand, der har masser af livsminder og livskraft. Igennem bogen hører vi om hans kærlighed til den nu afdøde hustru, hvordan de mødte hinanden, og hvordan hun døde. Vi hører om resten af familien, og i hele bogens midterstykke følger vi i ét langt flashback de dramatiske dage, da Mogens som barn faldt i brønden på gårdspladsen og var tæt på at dø, før livet for alvor kom i gang for ham.

Som sådan lyder Brøndtjætten som en lille, trist historie om død og minder. Det kunne være en hverdagshistorie fra plejehjemmet, fortalt i grå toner. Men sådan er det bestemt ikke, for i Mogens verden lever øen omkring ham, og i brønden mødte han heksen Brøndtjætten, som de underjordiske reddede ham fra.
Mogens tror på, at der i klipperne under Bornholm lever underjordiske, og at de hjælper ham i både livet og i døden. Han stiller grød ud til dem hver morgen, tror på harmonien, og igennem fortællingen om de troldelignende væsner bliver Mogens’ liv et billede på øens liv. Det hele bliver tilmed krydret med det storladne sagn om kæmpen Bonnavedde, der – modsat Mogens – hader de underjordiske og går i krig mod dem; og med undergang i grusom død til følge.

En helt unik roman

Brøndtjætten er en helt unik roman, hvis lige man skal lede længe efter. Stor epik er fortalt i dagligdags rammer, og på magisk vis bliver historien om Mogens løftet til en fabel om menneskelighed, tro og eksistens. Og det er endda uden at det hverken føles tungt eller prætentiøst. Det bliver i stedet en vedkommende fortælling om et både almindeligt og usædvanligt menneske.

Således får Brøndtjætten min varmeste anbefaling, og min eneste anke mod bogen er, at sproget til tider bliver lige vel konstrueret og ikke flyder så let, som det måske burde. De jordnære sætninger og den indirekte tale bliver nogen gange lidt for tydelig, og gør opmærksom på sig selv på uheldig vis. Derudover er de syrede drømmesekvenser både interessante og velfungerende i rytme, men desværre også så lange, at tankerne fjerner sig fra papiret og bevæger sig væk.

Men alt i alt har Dennis begået en fremragende bog. Hvor Anskudte Dyr var en lovende og vedkommende ’lille’ bog er Brøndtjætten på alle niveauer den tand højere i sin kunstneriske værdi. Fra blot at være en god og vedkommende historie bliver det en almen og stor menneskelig beretning.

Godt gået Dennis.

Hen over weekenden har Filmnets udsendte medarbejder på Copenhagen International Film Festival set to meget forskellige film fra hovedkonkurrencen. Det var det italienske hverdagsdrama Along the Ridge og den tyske storfilm De andres liv – og det er to virkelig gode film, der samtidig tydeligt viser bredden på festivalen.

11 årig dreng i familiens kaos

I den italienske Along the Ridge (Anche libero va bene) følger vi livet i en lille familie i en forstad til Rom. Historien bliver fortalt gennem 11-årige Tommys øjne, og i hans uskyldige blik følger vi dramaet om faren, der vil gøre sit bedste, men ikke kan. Temperamentet er i vejen, og hans ambitioner på sønnens vegne er for store. Samtidig kæmper han for livet som alene-far, for moren er stukket af en med en anden for Gud ved hvilken gang. Samtidig er Tommys søster midt i den besværlige pubertet, og tilbage står Tommy måbende og kan kun se til, mens hans verden forandres af voksne, som han ikke forstår, og som opfører sig alt andet end voksent.

Along the Ridge er et yderst velfungerende lille drama med klar inspiration fra 40’ernes neorealisme. Det er en både hjertelig og smertefuld fortælling, og gennem Tommys øjne møder vi voksenverdens benhårde realiteter og forkerte beslutninger. Skuespillet er i top over hele linien, og alle præstationer er hudløse og usentimentale grænsende til det skræmmende realistiske. Især skal instruktøren Kim Rossi Stuart, der selv spiller den krævende rolle som faderen, fremhæves for at ramme et menneske lige i øjet og både bære dets gode og dårlige sider i én velafbalanceret præstation.

Along the Ridge vises på torsdag d. 28/9 kl. 16.30 i Dagmar og søndag d. 1/10 kl. 16.30 i Grand. Filmen er ikke sat til at få almindelig biografpremiere.

I STASIS øjne

Hvor Along the Ridge var en lille film, kan man bestemt ikke sige det samme om den tyske De andres liv (Das Leben der Anderen). Her er tale om en stort opsat historisk film, der tager fat i det østtyske trauma om overvågningen fra det hemmelige politi STASI. Heldigvis er det en fortælling, der kan bære de store rammer, og selvom den historiske korrekthed er i top går det på ingen måde udover dramaet, der skærer ind til benet og leverer endnu en tysk historisk film i topklasse og i forlængelse af mesterværkerne Der Untergang og Sophie Scholl.

Vi er i Østtyskland i 1984, før Gorbatjov, Glasnost og Perestrojka satte gang i åbenhed og reformer. Her hersker det hemmelige politi STASI, hvis mål det er at vide alt, hvad der foregår i samfundet – og især hvad der foregår af statsundergravende virksomhed og anti-socialistisk aktivitet.
Gerf Wiesler er en super dygtig efterretningsagent, der bliver sat til at overvåge den populære dramatiker Georg Dreyman og hans kæreste – skuespilleren Christa-Maria  Sieland. Egentlig er der ikke den store mistanke til parrets aktiviteter, men en skummel kulturminister har et godt øje til skuespillerinden og vil gøre hvad som helst for at vælte kæresten af pinden og knalde ham for farlige aktiviteter.

Sådan starter De Andres Liv, og snart befinder vi os i et nervepirrende, intenst drama med overvågningen som omdrejningspunkt. Igennem parallelle spor følger vi både efterretningsagentens overvågning og livet i kunstnernes lejlighed. Og snart bliver det til en mesterlig fortælling om nuancerne mellem godt og ondt – og en film om at tage stilling, selvom man er hyret til at lade være med at stille spørgsmål.

De andres liv er en meget oplagt kandidat til flere af de gyldne svane priser. Det er en film, der har alt det, der gør den til en oplagt vinder på en filmfestival – og mest af alt  er det bare en forrygende god film.

De Andres Liv spiller igen torsdag d. 28/9 kl. 21.30 i Dagmar og søndag d. 1/10  kl. 18.45 i Cinemaxx. Filmen får desuden almindelig dansk premiere senere på efteråret.

I dag åbner fjerde udgave af Copenhagen International Filmfestival med gallapremiere på Lars Von Triers nye film Direktøren for det hele. De næste ti dage byder herefter på uoverskueligt mange – især europæiske – film og der er noget for enhver smag. Blandt de store begivenheder er forpremiere på Woody Allens nye Scoop, Michel Gondrys The Science of Sleep og Ken Loach’ guldpalmevinder Vinden der ryster kornet.

Jeg har – ligesom sidste år – fået mig en presseakkreditering, hvilket betyder, at jeg kan se alle film gratis. Så i den næste ti dage kan du læse reportager og anmeldelser skrevet af undertegnede på www.filmnet.dk.

Det er sgu dejligt at se mange film – og især når det er gratis,

Så er det søndag og weekenden er snart ovre. Men jeg må sige, der har været gang i den. Jeg har været vidt omkring:

Blevet arbejdsløs – da min ansættelse i Farum udløb

Været til forrygende ballet i den kongelige opera – det var første gang for mig at jeg så den fine dans

Drukket øl på gamle værtshuse, fortovscafeer, fredagsbarer og coconut beach

Mødtes med en semidate, som jeg tidligere har datet med, men nu vist blot er det, man kalder en ven

været til indflytterfest, drukket vodka, røget smøger og set Jannick gå kold – og været træt af, at der ikke var nogen singlepiger til festen
Set film og tv og sågar ryddet op

Så filmen Thank You for Smoking i går. En fin film, med en veldrejet satire og et godt skrevet manuskript. Mangler måske lidt i instruktionen og tætheden i klipningen, før den er helt oppe at ringe.

Men det er jo en god lærebog i manipulation og spin. Det er virkelig absurd morsomt at se, hvordan vores hovedperson Nick Naylor fordrejer og manipulerer alle udsagn. Fantastisk at se, hvordan super spindoktoren, der arbejder som lobbyist for tobaksindustrien, argumenterer for sin sag – og i særdeles når han mødes med de to andre i dødens købmænd: lobbyisterne fra alkohol- og våbenindustrien.

En god politisk ukorrekt film, der dog alligevel er lidt for korrekt – f.eks. bliver der ikke røget en eneste cigaret i filmen.

Men det er forbillede i, hvordan jeg skal være, når jeg engang skal ud og være spindoktor

Så er det i dag, at vores alle sammens Dennis Gade Kofods nye Roman udkommer. Bogen bærer den spøjse titel Brøndtjætten, og er en magisk realistisk roman om Mogens, der måske dør og møder de underjordiske fra den bornholmske mytologi.

Nu har jeg lige købt bogen, men i sagens natur ikke læst den endnu, så jeg kan ikke sige noget om dens kvalitet. Men Dennis’ forrige bog Anskudte Dyr var en fremragende lille roman om det at være ung og tilflytter i København.

Men mest alt ville jeg bare lave lidt reklame, så Dennis forhåbentlig bliver en knap så fattig forfatter og sender endnu flere bøger ud på markedet.