[ slash blog ]

Gyser, USA 2006, instruktør Takashi Shimizu, 103 min, premiere 27. oktober 2006

Gys uden hverken uhygge, underholdningsværdi eller kitcheffekt

Den japanske instruktør Takashi Shimizu må efterhånden være træt af sit eget franchise, som juon-filmene repræsenterer. Det hele startede med, at Shimizu lavede en række tv-film om et forbandet hus i Tokyo. Disse blev så succesfulde, at han genindspillede to af dem som japanske spillefilm, der blev endnu større succeser i hele verden. Herefter geninspillede Shimizu så selv den første Juon-biograffilm i en amerikans version, der også blev et hit.
Nu er tiden så kommet til den amerikanske 2’er, som Shimizu også selv står bag, mens han også snart er klar med en treer til den japanske biografserie. Alt i alt er det altså blevet til en 6-7 film om det samme hus, og set i det lys er da heller ikke noget at sige til, at både gys og skrækeffekter efterhånden synes ret så fortærskede.

Nu har undertegnede anmelder kun set én af de mange film om det forbandede hus. Det var det amerikanske remake The Grudge fra sidste år. Det var en ok gyserfilm, der leverede visse skræmmende scener og interessante ideer, uden at det dog blev nogen fantastisk filmoplevelse. Men The Grudge 2 er mere af det samme, som vi så i den amerikanske forgænger. En række parallelle handlingsforløb fortæller historien om det grusomme hus, og igennem en lang række enkeltscener ser vi, hvordan uheldige og naive personer møder deres endeligt i skikkelsen af en bleg spøgelsespige.
Denne model virkede nogenlunde i forgængeren, men desværre fungerer det ikke mere i The Grudge 2. Problemet med 2’eren er, at den ganske enkelt ikke er uhyggelig. Hver eneste af de på papiret skræmmende scener er så forudsigelige, at man hver gang kan forudse scenens udfald, og hvornår de forskellige chok kommer. Og at kunne forudse et chok og et gys er altså ikke særligt uhyggeligt.

Nu behøver gyserfilm jo ikke nødvendigvis at leve på chok alene, men også igennem en uhyggelig stemning og en spændende historie. Men her kommer The Grudge 2 også til kort. Stemningen er nemlig heller ikke videre interessant, personerne er uengagerende og historien er ganske enkelt ikke spændende. På intet tidspunkt er man interesseret i, hvad der sker om lidt, og når uhyggen så samtidig udebliver, så har filmen tabt for alvor.

Mange dårlige gyserfilm kan om ikke andet leve på at være kitchede og ufrivilligt komiske, fordi de er så horribelt dårlige, at de næsten bliver underholdende. Men heller ikke her kan The Grudge 2 være med. Problemet på dette område er nemlig, at så dårlig er filmen heller. Man griner ikke direkte af den. Man keder sig blot og ønskede, at de mange gode ideer, som etteren præsenterede kunne bruges lidt bedre i dette på alle måder forudsigelige, kedelige og uengagerende stykke filmhåndværk.

Instrueret af Alejandro Gonzales Innaritu, 144 min, premiere 27. oktober 2006
Med Babel afslutter den unge Mexicanske mesterinstruktør Alejandro Gonzales Inarritu sin såkaldte dødstrilogi. Det er en række mørke film, der handler om døden, tilfældigheder og dystre menneskeskæbner på kanten med mørket. Love is a Bitch var den første, der i Mexico Citys metropol satte rammen om en fortælling bundet sammen af en strejfende hund. 21 Grams var den oscarnominerede fortælling om kroppen, der mister 21 gram, når den dør. Og Babel er tre samlede fortællinger om kultursammenstød, menneskelig smerte og ordet, der mister sin betydning og ser igennem vores universelle sprog som mennesker.
Babel er en yderst ambitiøs film. Tre historier fortalt på tre kontintenter, spækket med stjerneskuespillere, vidunderlige grynede billeder og en virtuos lydkulisse.

I Nordafrikas Marokko bliver en kvindelig amerikansk turist )Cate Blanchett) skudt tilfældig ned i en bus. Gerningsmændene er to nomadedrenge, der leger med deres fars nyindkøbte jagtgevær, men snart skummer den internationale krise over med tanker om terrorisme – alt imens kvindens mand (Brad Pitt) kæmper for at skaffe sin kone lægebehandling og en simpel ambulance.
I Californien er ægteparrets to børn ladt tilbage med deres barnepige, der er inviteret til bryllup i Mexico. I mangel på bedre at gøre tager hun børnene med til festen på den anden side af grænsen. Det er en forrygende fest, men hjemturen går galt. Nevøen (Gael Garcia Bernal) er fuld og skal køre bilen. Ved grænsen er der problemer med det evigt mistænkelige grænsepoliti, og snart er ørkenen den nådesløses ramme om skæbnens spil.
Og i Tokyo er en døvstum pige desperat efter kærlighed og seksuel anerkendelse efter sin mors død. Hun er følsomt og tænkende menneske, der alligevel konstant møder barrierer på grund af sit handicap. Pigen går længere og længere i sit forsøg på at få bare den mindste berøring, og hendes tavse verden skriger efter omsorg.

Det er let at lade sig rive med og forføre af den storslåede og seriøse pointe, som Babel sætter op. At man skal lytte for at forstå og blive forstået, og langt hen ad vejen er det en fremragende film. Men trods de gode intentioner og det høje loft mangler filmen det sidste for at blive et mesterværk på linie med beslægtede film somMagnolia, Short Cuts og trilogiens første film Love is a Bitch.
Problemet i Babel er svært at påpege, men skyldes nok mest, at de tre historier hver for sig er fremragende, men at de aldrig får suppleret hinanden så godt som de gerne vil. Det er, som om historierne bliver en smule redundante, og selvom de er indirekte forbundne, synes de at fungere bedre hver for sig som kortfilm end som sideordnede fortællinger i samme film.

Men kritikken til trods er Babel et ægte storværk, der nok skal høste sig mange oscarnomineringer og anerkendelse – og det er trods alt fuldt fortjent for en af årets største kunstneriske mainstream-satsninger.

Jeg har fået nyt arbejde og har i dag haft min første arbejdsdag – og det var en dag med en kraftig efter-hyggecon-forkølelse, der ikke vil gå væk.

Men mit  nye job er et barselsvikariat som kommunikationskonsulent hos Det Danske Spejderkorps. Her kan jeg så forene min gamle  lidenskab for spejderarbejde med et professionelt job med gode penge.

Så det bliver dejligt at komme i gang.

Dokumentar, Tyskland 2004, 100 min, intstrueret af Thomas Grube og Enrique Sanchez Lansch, premiere 20/10 2006

Ballet som sjælens styrke

Den tyske dokumentarfilm Rythm is it åbner med hip-hop-toner og smukke billeder af Berlins forstæder i snevejr. Et par unge mennesker hænger ud i en park, og giver et ganske traditionelt billede af storbyens utilpassede unge. Men meget ændrer sig, for disse unge er sammen med 250 andre med i et pædagogisk projekt uden sidestykke. De skal sammen med Berliner Philarmonikerne og den verdensberømte ballet-koreograf Royston Maldoom på blot få måneder sætte en gigantisk danseforestilling op – med de unge selv som dansere, der bliver akkompagneret af symfoniorkestrets toner, som udgøres af Stravinskys symfoni Le Sacre du Printemps.

Ingen af de unge kender noget til hverken dans eller klassisk musik, og igennem de næste måneder sker der meget. De skal lære at koncentrere sig på en helt ny måde, komme i ét med deres egen krop og sammen skabe en storladent resultat. Det er en ikke helt let mission koreografen, har sat sig for, men gennem hans hårde disciplin og pædagogiske evner lykkes
det, og i løbet af filmen vokser de unge på en helt ny måde.

Selvom fortællingen i Rythm is it ikke er voldsomt original, er det en yderst velfungerende dokumentarfilm, de to instruktører har fået ud af at følge processen med danseforestillingen. Fokus er på de unge selv og deres tanker, men det hele bliver også krydret med koreografens ideer om de dans og dirrigentens syn på musik og kunst som et fælles interkulturelt sprog. Moralen er klar: At man igennem disciplin og selvindsigt kan komme langt videre, end man selv troede var muligt – og at kunsten åbner verden for selv de mest utilpassede mennesker uden selvtillid.

Rythm is it minder om en dokumentarisk blanding af Robert Altmans balletfilm The Company og dannelseshistorier som Døde poeters klub. Det er en ægte feel-good-film, hvor man går opløftet ud af biografen med en tro på, at man måske også selv kunne komme videre, end man måske er kommet. Det hele er tilsat smukke billeder af både dans og Berlin, og musikken rammer flot filmen ind.

Som dokumentarfilm er Rythm is it et vellykket portræt af kunstens muligheder, selvom man måske kunne ønske sig lidt mere reel modstand i de unges indgang – sådan bare for dramaets skyld, men det kan man jo ikke altid få i en dokumentarfilm.

Instrueret af Francois Ozon, Frankrig 2005, 85 min, premiere 20/10 2006

Døden i Paris

Det ser ud til, at den franske enfant terrible-instruktør Francois Ozon er ved at blive en voksen og følsom mand. Efter han har leget sig ironisk igennem forskellige genrer som kammerspillet iDråber på hede sten, krimi-musical-pastiche i 8 kvinder og et mord og den psykologiske thriller i Swimming Pool , har Ozon i sine to seneste film vist en langt mere moden side – en side, hvor menneskeskæbner synes ægte, levende og fanget i tragediens uundgåelige spind, og uden ironisk distance og pasticheelementer. Således fortalte han i sin forrige film5×2 den baglæns historie om skilsmisse, mens han i sit nyeste drama Tid til afsked går tæt på en mand, der snart skal dø. Begge film, der går tæt på menneskets opløsning og kamp for intimitet.

Det er næppe et tilfælde, at åbningsscenen i Tid til afsked har en stor lighed med et berømt ikonisk billede fra Viscontis klassiker Døden i Venedig. En smuk, lille dreng leger på en strand, mens kameraet kælent følger hans bevægelser. Vi ved endnu ikke, hvem drengen er, og om nogen observerer ham. Men snart efter folder historien sig ud – en mand skal dø ganske snart og spejler samtidig sin egen dødelighed i en ung dreng, der måske kunne være hovedpersonen selv, men også blot kunne være udtryk for et længselsfuldt begær efter ungdom og vitalitet.

I Tid til afsked følger vi dog ikke en falleret forfatter i et pestramt Venedig, men derimod den unge, smukke fotograf Romain, der har alt i sit liv: Succes, masser af kokain og en smuk mandlig kæreste. Men tingene går imidlertid i opløsning, da Romain møder sin dødsdom i form af en kræftsvulst, der her bredt sig til store dele af kroppen. Romain har kun få måneder igen og i afmagt eller stædighed beslutter han sig for ikke at modtage nogen behandling – en behandling, der alligevel ikke ville kunne redde ham, men højst forlænge livet nogle måneder.

Temaet i Tid til Afsked er således gammelkendt og blev da også for nyligt udforsket i det canadiske mesterværk My life without me. Men selvom der intet nyt er under filmsolen, så er Tid til afsked en fin lille, og heldigvis ret usentimental fortælling om en mand og døden. Filmen er nærværende og skuespillet er sublimt af hovedrolleindehaveren Melvil Poupaud, hvis fysiske forandring gennem filmen udstiller smerten ekstra tydeligt. Og i rollen som den gamle bedstemor er legenden Jeanne Moreau uovertruffen og hendes samspil med Poupaud løfter fortællingen i de scener de har sammen.

Desværre er den velkendte historie også filmens svaghed. For selvom det både er et rørende og vedkomment emne, så kan man ikke undgå at sidde med en følelse af følelsesonani til tider. At det hele er så væsentligt og vigtigt, at vi partout skal synes, at det er en god film. Denne fare ligger hele genren under for, og det præger desværre ogsåTid til afsked , der dog kommer langt med sine underspillede virkemidler, guddommelige fotografering og fremragende skuespil – men desværre bliver filmen aldrig så vedkommende, som den selv gerne vil.

Filminstruktøren Ole Christen Madsen (Edderkoppen, En kærlighedshistorie og Nordkraft) har gang i et nyt projekt, hvor han tydeligvis kopierer ideen fra mit scenarie “En lærke lettede” – det fremgår af følgende pressemeddelelse, som det Danske Filminstitut har udsendt:

“”Flammen og Citronen” foregår i 1944 i København og er historien om det legendariske makkerpar fra den danske modstandsbevægelse Flammen og Citronen. Parret står for likvidering af danske stikkere, og efter ordre fra deres chef accepterer de også at likvidere tyskere. Men da Flammen beordres til at henrette sin kæreste, den gådefulde Stockholms-kurér Ketty, kommer han i tvivl om de udstukne ordrer. Og hvem er Ketty egentlig? I kampen for landets frihed er zonerne grå, og det bliver mere og mere uklart, hvem der er frihedskæmper, og hvem der er terrorist.

Ole Christian Madsen er manden bag tv-serien “Edderkoppen” samt prisbelønnede spillefilm som “Pizza King”, “En kærlighedshistorie” og “Nordkraft”. Hans nyeste film “Prag” har premiere 3. november 2006.

“Flammen og Citronen” optages i Danmark, Prag og Babelsberg Studierne udenfor Berlin i perioden 5. marts til 31. maj 2007.

Med et budget på over 45 mio. kr. er “Flammen og Citronen” en af de dyreste dansksprogede film i mange år. Filmen, der er en koproduktion med Tyskland, modtager betinget DFI-støtte på 10,8 mio. kr. gennem konsulentordningen ved Lena Hansson Varhegyi.”

Men det lyder nu som en ret god film, der om ikke andet skal optages i Babelsberg-studierne i Berlin – der som bekendt spillede en ikke uvæsentlig rolle i mit scenarie Chiaroscuro …

Så har dommerne fra årets Fastaval langt om længe fået udsendt deres feedback på  scenarierne – og herunder også mit  Kongemord. Og i vanlig selvpromoverende iscenesættelse og for at nogen måske kan bruge det til noget, har jeg her valgt at lægge deres kritik af Kongemord frem til offentligt skue. Tak til dommerne fordi  de gider at gøre sig det store arbejde at give feedback på ens hjertebørn.

—

Feedback: Kongemord

Kongemord er en imponerende bedrift skrevet og tænkt med så stort et overskud, at det fremgår af næsten hver eneste sætning i scenarieteksten. Det er en velfungerende omplantning fra det ene medie – teater – til det andet – rollespil. Der er vel næppe før lavet en så konsekvent udnyttelse af de forskellige virkemidler fra teatret i et rollespil. Dertil kommer så, at scenariet arbejder med nogle kreative begrænsninger, som vil være en stor hjælp i spillet. Disse begrænsninger forlener Kongemord med en stor renhed og giver spillerne en god obstruktion at arbejde op imod. Men Kongemord er også et scenarie, der stiller forholdsvis store krav til spillere og SL, og med en uinspireret eller måske bare træt gruppe er der en reel risiko for, at det falder lidt til jorden. Alt i alt er Kongemord dog et flot vidnesbyrd om, hvor godt du behersker rollespilsformen.

Formidling
Som ovenfor antydet er dit sprog velfungerende og smidigt. Det fremgår tydeligt, at du ved meget om stoffet og at du har gennemtænkt dit forehavende. Denne gennemtænkte fornemmelse gennemsyrer din tekst. Der er meget få fejl i teksten og man føler sig som læser i trygge – og underholdende – hænder hele vejen igennem.
Opdelingen i de tre hæfter er god og er med til at skabe overblik. De fire oversigter er derudover også virkeligt gode til at skabe et overblik – ved endt læsning af disse er man lige ved at føle sig klar til at køre scenariet. Det er også en stor styrke ved din tekst, at du smider om dig med Shakespeare-citater, anekdoter fra spiltesten, konstruerede eksempler og andet godt, der alt sammen virker som en stor hjælp til SL.

Spillermateriale
Som tragedie og intrigescenarie er spilpersonerne det virkelige indhold i Kongemord. Derfor er det også rart, at dine spilpersoner generelt set er gode og veludførte. Specielt er afsnittene ”Til spilleren” yderst velfungerende – her præsenterer du en række helt konkrete informationer, som spilleren har brug for i spillet. Det er flot og noget som mange andre scenarieforfattere kunne lære meget af. De kursiverede passager placerer personerne i intrigen og tildeler spillerne en lille bank af fælles begivenheder og objekter at samles om og trække på. Det er fornemt.
Resten af teksten er et forsøg på at komme ind i hovederne på spilpersonerne, og her støder du ind i nogle problemer, som givetvis har at gøre med det faktum, at man på Shakespeares tid ikke arbejdede med en psykologisk realisme og derfor er resultatet, at det er svært for læseren at komme ind i følelserne og rationalet for personernes motiver og handling. Kongen virker ikke vanvittig, og det er svært at finde den dybereliggende grund til Isobels ubændige afsky for Faing, som jo ret beset ikke virker videre usympatisk i beskrivelsen.
Personerne hos Shakespeare skal i langt højere grad fungere på et allegorisk niveau, og det ville have været helt sublimt, hvis dette niveau var kommet tydeligere frem i din tekst.
Skal man nævne andre punkter, som kunne fungere bedre i denne kategori, må det primært være, at du arbejder indenfor en typisk intrigeform med, at hver person kun har et udsnit af den samlede ”sandhed”; det virker lidt unødvendigt, når spillerne alligevel skal arbejde for at forløse nogenlunde det samme plot, og når de samtidig kan høre hinandens monologer og asides og skal bedrive dramatisk ironi. Du kunne måske have spillet med langt mere åbne kort for spillerne og dermed frigive noget energi, som visse spillere vil lægge i at ”regne den ud”.
Det virker også til, at du denne gang ikke er sluppet helt så heldigt fra dine kvindelige hovedpersoner, som begge virker mere reagerende end agerende.
Til gengæld er det et klart plus ved Kongemord, at spilpersonerne i dén grad er vævet ind i fortællingen. Jeg kan ikke forestille mig at spille scenariet med færre spilpersoner, og det siger noget om, i hvor høj grad du har skåret de overflødige dele væk. Derudover synes du også at have ramt en god balance mellem spillerfrihed og hjælp til at komme i gang med historien.

Virkemidler
Virkemidlerne i Kongemord gør alle et stort nummer ud af at overføre elementer fra teater til rollespil. Og de gør det alle godt! Asides og monologer er en virkelig god måde at komme ind i personernes hoved – og kommentere på forløbet – uden at give kald på indlevelsen, som virker til at være et væsentligt punkt for dig. På samme vis er ”reglerne” for at introducere genstande, tiden og stedets enhed og overvejelserne om dramatisk ironi perfekt egnede til at skabe den stemning, du lægger op til med scenariet. Det er også yderst elegant, at du bevidst arbejder med forskellen mellem spillernes og spilpersonernes viden. Den virkelige styrke i Kongemords virkemidler er dog den måde, de arbejder sammen på. Det samlede billede er nemlig, at du åbner for, at spillerne kan have et klart mål – og en metaviden om historiens forløb og udvikling – uden at ofre muligheden for at spille med stor indlevelse.
Jeg synes selv at det sproglige krav i scenariet – at tale i første person hele tiden og med et øje på den shakespeareske tone – er et stort krav, som nogle spillere (mig selv inklusive) vil have svært ved at honorere. Her savner jeg nok flere råd til at afhjælpe den slags hårdknuder, der kan opstå i forbindelse med det.
Endvidere synes jeg ikke, du udnytter heksene optimalt som virkemiddel. Det er lidt en hård start at spille dem – uden særlig stor viden om det videre forløb, og jeg kunne godt savne endnu mere støtte omkring dette punkt. For eksempel tror jeg, det ville være noget lettere at komme i gang med scenariet, hvis heksenes dialog i begyndelsen var scriptede. Nuvel, det ville mindske spillerindflydelsen, men det kunne til gengæld give spillet en retning og give spillerne en ramme at forholde sig til.

Fortælling
Kongemord er ren, ufortyndet grundfortælling. Det er grundlæggende en meget basal historie, som de fleste i én eller anden grad vil nikke genkendende til. Der er selvfølgelig en risiko for, at det vil kede nogle, men egentlig er jeg mere overbevist om, at en så klassisk fortælling har en umådelig styrke; det er ikke det nye, som er tiltrækningen ved historien – det er det genkendelige, det arketypiske: alt det, som er styrken i Shakespeares værker. Når nu alle ved hvordan det hele ender, kan man håbe på at genkendeligheden vil sikre, at spillerne fokuserer på det vigtige i scenariet: indlevelsen, detaljerne, tragedien.
Dertil kommer, at historien i dén grad er i personerne – man kunne fristes til at sige, at for Kongemord gælder det, at plot = personer. Det gør selvfølgelig også, at der opstår en stor frihed, som også har gjort det sværere for dig at forudsige scenariets begivenheder. Du har til gengæld loadet spilpersonerne med konflikter og materiale på en måde, så tragedie og spænding nærmest med garanti vil opstå.     Der er selvsagt nogle faldgruber i den slags frihed. Dels kan man teoretisk forestille sig scenariet udspillet på en lille time eller halvanden. Dels kan alle gå i stå i friheden. Derfor er det rart, at du i Drejebogen har medtaget faste scener og eksempler på, hvad der kan ske i løbet af scenariet. Det er til gengæld ærgerligt, at mange af de foreslåede og faste scener er lidt kedelige i det. Eksempelvis virker det lidt langt i spyttet at have hele tre festmiddage og generelt kunne man frygte, at nogle gruppers forløb ville blive en anelse stillestående. Endnu flere eksempler fra spiltesten kunne have været en fordel.
Til gengæld er det dejligt, at du har lagt informationerne om de forskellige akters karakter ud til spillerne. Det er præcis sådan en detalje, der er med til at vise det elegante i scenariet: du eksternaliserer en information, som oftest kun vil være SL til del. Spillerne bliver hermed bevidste om nogle formelle retningslinier, der med stor sandsynlighed vil være en stor hjælp i spillets løb.

Så kom dagen endelig, hvor den nye medielicens kommer til sin ret. Eller i hvert fald kom dagen, hvor man nu på DR’s hjemmeside kan se begge DR’s tv-kanaler  streaming, live på nettet i god kvalitet. Det har jeg i hvert fald sukket længe efter, da mine antenneforhold er så elendige, at jeg ellers kun kan tage de to tv-kanaler tilsat massivt  sne – og jeg som ellers betaler min licens  halvår efter halvår.

Men nu er det altså sket det, at man kan se tv i god kvalitet direkte via sin bredbåndsforbindelse.

Tak til DR. Både for live-signalet og de mange programmer, man  nu kan se, hvornår man vil. Nu mangler vi bare, at de andre tv-stationer gør det samme uden at kræve alt for mange penge for  det – og ikke som TV2, der efter min mening bryder deres public-serviceforpligtelser ved at kræve penge for at se almindelige programmer på TV2-Sputnik.

Jubi, jeg har fået en mail fra de søde scenarieansvarlige om, at de gerne vil have mit scenarie ‘En lærke lettede’ med på næste års Fastaval. Det er dejligt, og nu er det bare om at komme igang. Og det passer også fint, for jeg har lige været på  biblioteket og lånt en stak bøger om befrielsen, så jeg kan komme igang med den vigtige research.

Læs i øvrigt mere om Fastavals forfattere på de scenarieansvarliges blog.