marts 2007


Jeg har været ude ved mine forældre og spise, og her fik vi traditionen tro god vin.

Men hvad der ikke var traditionelt var vinens smag denne gang. Min far har været på tilbudsjagt og købt noget nyt dyrt vin til billige penge. Og tro mig, om ikke den ene af vinene smager af bacon. Det er sgu rigtigt. En lækker, kraftig chilensk rødvin med en eftersmag af røg, bacon og baconchips. Det var en god vin, rigtig god – men det er nu svært at forholde sig til, at kødets eget krydderi er så meget tilstede i vinen …. hvad enten det er tilsigtet eller ej.

 Og hvis man virkelig er trængende, kan man købe 72 flasker på auktion hos Laurids.com. (hvis man skynder sig).

På politiken.dk kan man læse om skurkologien. Om at skurke altid er meget mere spændende end de renskurede helte. Det er morsom læsning, som dog mangler noget forankring – jeg forstår ikke helt om alt dette med skurkologien bare en joke, eller om nogen har lavet det til en videnskab.

Men morsomt det er det.

http://politiken.dk/boger/article270778.ece

Jeg elsker Olsen Banden. Jeg synes det er mesterlige film, der med skarp satire og perfekt timing spidder den danske folkesjæl og folkelighed – og endda på en folkelig måde.

Men nu må det være nok. Der står at læse på DR’s hjemmeside, at Olsen Banden nu genopstår som musical. Hvor herre bevares. Og med Kirsten Lehfelt, der skal spille Egon.

Jeg har lyst til at græde. Græde over at dansk teater er så latterligt visionsløst. At danskerne vælger at bruge penge på matador og olsen-banden-musicals, der aldrig kan nå de originale værker til sokkeholderne. At man i nostalgiens skær vil se Egon Olsen synge i skikkelsen af den altid rædselsfulde Fru Lehfeldt, der burde få sin kønsskifteoperation én gang for alle …. For sjov det er hun ikke, og slet ikke klædt ud som mand.

Hvorfor er det, at folk kun gider at se fortællinger på teatret, som de kender til hudløshed i bedre versioner: Midt om Natten, Matador, Den eneste ene, Festen …. ARGGGGGH

Måske skal vi alligevel have den der væbnede kulturrevolution, som de naive aktivister råber højt om for tiden.

Min ven Lars har  med hjælp fra min anden ven Jonas lavet et lille computerspil om Ungeren.

Ifølge dem selv er det mere et politisk  statement, end et rigtigt spil.

Men det kan ses her på  www.unionkule.dk

God  fornøjelse …

Jeg fortsætter mit reaktionære rant om situationen på Nørrebro og København – og denne gang om de mange myter, der huserer på begge sider af konflikten. Og inden jeg går i gang, vil jeg endnu engang slå fast, at jeg håber, at der bliver fundet et nyt ungdomsshus, og at der skal være plads til mangfoldighed og modkultur – men på demokratiets og lovens præmisser, hvad enten man så er enig eller ej i lovens ordlyd.

Konspirationer og kulturkamp
Men jeg bliver simpelthen så træt at høre på de revolutionsromantiske paroler og myter, der flyver gennem luften i disse dage. Når unge mennesker gør sig til ofre i en stor konspiration op kulturkamp. Når de taler om, at der ikke er plads til anderledeshed, og når de har en idé om, at det store onde politiske system med retsvæsen, politi og magthavere er imod dem. Suk ….

Man kan læse på blackcross.dk om rettigheder ved demonstrationer og anholdelser. Det er rigtigt fint, og rigtigt godt, at folk kender deres rettigheder. Men hvis man vedkender sig og kræver sine rettigheder er det jo fuldstændig ude i skoven samtidig ikke at have tiltro til systemet.
De skriver: ” Det ovenstående er dine rettigheder, de burde blive respekteret af politi, domstole og fængselsvæsenet, det bliver de ikke. Politiet udøver ekstrem og unødig vold, sigter dig for forbrydelser du ikke har begået og lyver i retten. Dommere vil dømme dig, ikke på beviserne imod dig, men på tidligere sigtelser, dit udseende og politiske tilhørsforhold. Selv fængselsfunktionærer vil nogen gange prøve at gøre en noget nær håbløs situation endnu mere uudholdelig. Du må ikke lade deres terror få dig ned med nakken. Husk på at de bryder deres egne love for at få systemet til at fungerer. Det er deres retfærdighed, ikke vores.”

Sådan en latterlig konspirationsagtig fordrejning af vores retssamfund kan jeg kun ryste på hovedet over. Jeg kender tilfældigvis en del jurister, og sådan ser verden ikke ud. Ked af det kære venner: I lever altså ikke en politistat, selvom I prøver at give indtrykket af det.

Politiets magtliderlighed
Jeg er også træt af at læse om, at politiet spankulerer rundt i deres magtliderlighed. Hvad fanden er nu det for noget fis? Jeg tror de fleste betjente hadede deres job i går. De fleste ville ønske de var syge. Ingen ønskede volden og konfrontationen. Og betjentene passede altså bare deres arbejde som håndhævere af den demokratisk fastsatte lovgivning og garanter for den grundlovssikrede ejendomsret (den samme grundlov som blackcross henholder sig til, når de taler om rettigheder).

At skælde politiet ud over, at de satte et super effektivt antiterrorkorps ind, er også at fordreje verden. Det handler vist mest kun om retorik og navnet på korpset. Jeg mener, at det var den eneste fornuftige løsning fra politiets side. Det gik stærkt, ret udramatisk og ublodigt. Modsat hvis man havde sat utrænede betjente til at storme bygningen på regulær vis. Så var mange kommet til skade. Så var der for alvor blevet blodig kamp og krig … og det er jeg fuldstændig sikker på, at politiet ikke ønskede. De ønskede bare at få overstået den (utaknemmelige) opgave, som fogedretten har pålagt dem.

Når alt dette er sagt, så skal man selvfølgelig altid kæmpe for sine retsprincipper og mod vold. Selvfølgelig gør politiet fejl – de er jo kun mennesker, og selvfølgelig sker der uheldige ting. Især når man er presset af en rasende folkemængde, der vil angribe en og med hadet lysende i øjnene. Så er det altså klart, at selv politiet bliver bange og nogen gange handler overilet … også selvom det ikke må ske i et ideelt demokrati.

Og så alle myterne fra den anden side
Men samtidig bliver jeg så også retfærdigvis træt af at høre modpartens myter. Om at det bare er forkælede Hellerupbørn, der ikke har andet at lave. At lortet bare skal lukkes og idioterne sendes ud af landet. At DF vil sætte militæret ind. At opdragelse og prygl hjælper noget.

Suk, suk, suk, suk …..

Respekt for det demokratiske system. Det er det eneste vi har. Man må stille spørgsmål til det og forbedre det. Men fandeme ikke angribe det og dets beslutningstagere med vold og udemokratiske midler.

Er man utilfreds kan man demonstrere lovligt, stemme til valg, være med i foreninger og alt muligt andet, som vore demokrati og ytringsfrihed er baseret på.

På historiske dage som denne – 1. marts 2007 – føler jeg mig sgu ret reaktionær. Man sidder hovedrystende og følger byens dramatiske begivenheder, mens man tænker ”hold kæft hvor er folk dumme, barnlige og pisse irriterende …”

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad jeg fabler om, så er det det berømte ungdomshus på jagtvej 69 – eller skulle man rettere sige eks-ungdomshus, for nu er det jo ryddet.

Man kan skrive og sige meget om hele det politiske spil, om salget og om hvor åndssvage Faderhuset er, kommunen og ungeren er. Men det er der bare ikke noget at gøre noget ved nu. Salget ligger syv år tilbage. Tre forskellige instanser af retten har slået fast, at Faderhuset er de rette ejere, og at de unge skulle ud.

Og det er netop her, at jeg ryster på hovedet. For jeg lever og tror på både retssamfundet og demokratiet. Når tre retsinstanser siger, at de unge skal ud – så skal de altså ud, og så er der ikke noget at gøre, ligegyldig hvor uenig, man så end er i en syv år gammel politisk beslutning.

Ingenting kan legitimere at gå til angreb på politiet i Danmark med brosten og kanonslag. Ingen ting kan legitimere at forskanse sig med brosten på taget og våben. Vold fører intet godt med sig. Det gør bare folk kede af det og endnu mere vrede – det løser intet.

Og hvor ville jeg da ønske, at folkene fra ungeren rent faktisk viste sig den smule samarbejdsvillige og prøvede dialogen i stedet for at krydre armene og spille fornærmede teenagere. Man får ikke noget i det her samfund – og slet ikke når man kaster med sten og brænder biler af. Og så kan det godt være, at de påstår, at det er Ritt, der ikke vil dialogen – men hav dog bare en smule forståelse for, hvilke politiske midler en borgmester har, og ikke har,

Jeg vil så gerne, at der skal være et ungdomshus igen i København. Men for helvede, hvor vil jeg ikke finde mig i selvtægt, vold og manglende respekt for domstolenes afgørelser og politiets autoritet, som repræsentant for landets udøvende magt. Politiet har monopol på vold og magtanvendelse … sådan er det også i et demokrati.

Det var bare mit reaktionære, demokratiske og radikale synspunkt. Nu bliver jeg sikkert snart hånet, overhældt med maling og kaldt onde højreorienterede ting. Men jeg vil bare have fred frem for dumhed og naive holdninger og myter.