[ slash blog ]

Denne post blev egentlig skrevet søndag formiddag, men har ikke været i nærheden af et internet før nu, hvor jeg egentlig er kommet hjem.

Min tur i det baskiske er allerede snart til ende – og som med alle gode ture er det jo alt for tidligt. Jeg har lige i dag tilbage (lige nu er det formiddag), inden jeg i morgen meget tidlig tager den lange flyvetur hjem via den kedelige lufthavn i London Stansted.

Lige et billede af min værtinde Lise med Bilbao i baggrunden

Men det har nu været et par begivenhedsrige dage, siden jeg sende den første rapport hjem fredag formiddag. Lørdag var en af de her vidunderlige sommeragtige forårsdage, hvor alt heroppe i bjergene synes perfekt. Med solskin i store mængder, hvilket åbenbart er noget af et særsyn her i Baskerlandet, som tilsyneladende synes mere som Irland og Storbritanien end Spanien hvad regn angår – og det er måske endnu en af grundene til, at de kære baskere med det meget absurde sprog så gerne vil være selvstændige.

Men hvor om alting er, så var fredag virkelig dejlig. Vi lavede ikke det store. Stenede i solen og tog de fem kilometer ind til Guernica (eller Gernika som de lokale staver det på baskisk) for at købe ind til en stor gang grill. Og det er altså sjovt: Guernica er en lille by, og alligevel føles det som en storby med lækre supermarkeder med alskens dejlige råvarer. I alle supermarkeder er der en disk med friskfanget fisk til billige penge, og kvinden i disken skærer altså fisken op og renser den, når du siger, at du vil have den – den slags sker altså ikke i Danmark mere. Boede jeg selv hernede, tror jeg, at jeg ville leve af frisk fisk hele tiden. Til gengæld skal det så også siges, at der er ting, der synes umulige at få fat i i selv det mest velassorterede supermarked: og det er eksotiske ting som gær, mel og krydderurter – men det bruger man ikke her.

Til fredagens grillaften følte jeg mig rigtig voksen på en god måde. Den finske kunstner Paiwi havde fået besøg af en veninde fra Finland med to børn på slæb, og pludselig farede tre børn rundt og lege i haven, mens Lise og jeg lavede tomatsuppe og forberedte salater og hjemmebagt brød. Det hele var meget sydlandsk og voksent: At lave mad med bjergudsigt, mens børnene fiser rundt og leget og grillen begynder at blusse op ude på den dejlige terrasse.

Pludselig var der endnu mere fuld af finner, for der dukkede også et finsk kærestepar op, som beboerne i huset kender, og nu var det hele forvandlet til en lille fest. Rigtigt hyggeligt med alt for meget mad, lyden af græshopper og lokal Rioja-rødvin i gode mængder.

I Bilbao er man ved at bygge et “trade center”, som består af disse to ens højhuse … er det med tvillingetårne ikke set før med dårligt resultat? Og så i et land, hvor man er glad for terror?

Lørdag bød så på den obligatoriske tur til Storbyen Bilbao. Til en gammel industristad med snørklede gader i den gamle bydel, et gigantisk billigt fiskemarked, små tapasrestauranter og selvfølgelig det verdensberømte Guggenheim museum. Og sagt med det samme. Guggenheim er fantastisk. Med en vild arkitektur og med en storslået udstilling af en tysk kunstner, der hedder Kiefer. Det var virkelig oppe at ringe. Sjældent har jeg set så god og vild en kunstudstilling, der fuldstændig blæste fødderne væk under mig. Enorme malerier på måske fem gange fem meter med dystre motiver og 3d-effekter og lignende. Det var helt ubeskriveligt, mere er der vist ikke at sige om det.

Det er sgu spektakulær arkitektur det museum

Jeg kunne skrive meget om Guggenheim, men det er svært. Svært at sætte ord på det. Svært at beskrive kunst, så det giver mening. Så det vil jeg hellere gøre mundtligt en dag over masser af rødvin og pseudointellektuelle refleksioner over livet og kunsten.

Og mere Guggenheim

Ellers bød lørdag også på kage på et ægte gammeldags konditori, skattejagt efter hemmelige rum i bjerghuset og et vildt tordenvejr – hvor vi måtte slukke al lyset og bare nyde glimtene og de høje brag, der rullede rundt mellem bjergene. Meget hyggeligt.

Mere følger med billeder og reflektioner fra Guernica – den baskiske nationalismes højborg med en reproduktion af picassos berømteste maleri.

Som nogen måske ved, så er jeg draget på en lille firedages tur til nordspanske – eller rettere til Baskerlandet, for hernede går man jo meget op i, at man ikke er spansk; ja, faktisk så meget, at man som bekendt har sin helt egen terroristorganisation, der er helt tossede med bombetrusler og mord på lokalpolitikere.

Og de mener det ret alvorligt de der ETA-folk

Omstændighederne for denne fine lille rejse er, at jeg besøger min gode, gamle veninde Lise, der har boet hernede i et års tid – for at studere lidt på universitet, siden at gøre sin uddannelse på journalisthøjskolen færdig med en radiodokumentar om ETA og efterfølgende bare hygger sig med sig selv, sin tyske kæreste og de andre rare mennesker i deres kollektiv. Og det er et kollektiv, der er yderst idyllisk beliggende uden for Guernica, et stykke oppe i bjergene og i et super dejligt hus med eget citrontræ i haven, en vidunderlig udsigt og tre små forrygende legesyge kattekillinger.

Her er den så den ramponerede VW

Jeg ankom sent onsdag aften, efter en ganske begivenhedsløs flyvetur med seks timers ventetid i Londons kedelige wanabe-lufthavn Stansted. Men til Baskerlandet kom jeg, og blev samlet op uden for den mystiske hightech-lufthavn i Bilbao af Lise i en ramponeret Volkswagen, der er så gammel at sikkerhedsseler ikke er påbudt i den – og det betød en nervepirrende køretur på bjergveje, motorveje og med frygten uden på tøjet.

Udsigten fra huset

Men nøj, hvor er der rart hernede i det baskiske. Vidunderlig natur, bløde bakkelignende bjerge, små hyggelige byer med et leben uden lige, og en flok rigtigt søde mennesker i kollektivet. Fra Lise og hendes tyske kæreste. Hans ven, der selv har bygget hønsehuset. Til Paiwi, den finske malerkunstner, og hendes vildt seje knægt Urho på seks, der er uden frygt for noget som helst – og som ikke taler andet en finsk og få spanske fraser – hvilket dog ikke holder ham tilbage for at konverserer og plapre flittigt med en.

I går begyndte det hele så for alvor med en solbeskinnet morgenmad i haven ved citrontræet og derefter en ekspedition til Atlanterhavets drabelige kyst. Først med bus gennem landskabet og siden taxa helt derud til, hvor flere hundrede meter klipper fører lige nede i det frådende hav. Her skulle vi så se en lille kirke, som nogen gudsfrygtige katolikker engang har placeret øverst på en lille ø lige uden for kysten – og siden har bygget en lille bro over til. Det hele ligner noget fra en drengerøvsfilm tilsat lidt uhygge og Peter Jacksons sans for dramatik. Men vidunderligt det var det – men også ret nervepirrende med den yderst aktive seksårige Urho på slæb, der ikke er bange for meget høje klippeskrænter og udsigten til et frit fald på nogle få hundrede meters fald.

Frygtlöse Urho på kanten

Alt gik dog fint, både op- og nedstigning til kirken, og det hele efterfulgt at to spanske unge damer, der gad at samle fire trætte blaffere op og køre os de tredive kilometer tilbage til Guernica, hvor den stod på shopping og snarlig madlavning. Og sjovt at en lille flække som Guernica (der både har lagt navn til et berømt Picasso-maleri og et rollespil af Klaus Meier) har et vildt liv, masser af højhuse og en ægte sydlænderstemning. Og det er måske i en by med titusind indbyggere.

Hvem er det lige, der välger at bygge en kirke derude?

Det her ligner jo noget fra en Peter Jackson-film

Sådan skal Atlanterhavet da se ud – og der er garanteret pirater i de her farvande …

Men nok for nu. To be continued med rapporter fra Guggenheim i Bilbao, flere eventyr og sikkert masser af mere natur.

Her for lidt siden fik jeg en opringning fra min gode ven Jonas. Han ville vide, hvad det modsatte af en spejder er. Det er jo et godt spørgsmål, som jo ikke er lige til at besvare – og især vil jeg jo gerne svare rigtigt, når jeg jo som bekendt er spindoktor  for Det Danske Spejderkorps.

Jeg har fået en uge til at besvare spørgsmålet. Men er der nogen derude i æteren, der har et forslag? Dette er nemlig seriøs forskning, så alle inputs skal modtages, tak.

Som skrevet i går så har jeg været ude at undervise på Københavns medieskole. Og lige nu arbejder vi på, at få en ny manuskriptlinie op at stå på skolen. En linie med fokus på historieudvikling, kollektive kreative processer og med udgangspunkt i nogle af mine kongstanker fra rollespil om åbne dramatiske situationer (som jeg nok går mere i dybden med i et senere indlæg). Men vores koncept tager sig indtil videre således ud:

—

Story Lab er 19 ugers manuskriptkursus på Rampen – Københavns Medieskole, der går i dybden med manuskriptskrivning til især film og giver deltageren et solidt indblik i historieudvikling og dramatiske fortællinger.

Fokus for kurset er at tage udgangspunkt i stærke dramatiske situationer som grundlag for enhver god historie. At stærke, velbeskrevne karakterer agerer i et fiktivt rum – og at deres konflikter og handlinger skaber de forløb, der danner den endelig fortælling. Kurset ser både på fortællinger som lineære forløb og som de dramatiske situationer, der er fundamentet for historien.

Story Lab bruger en kreativ metode, hvor interaktive fiktioner som f.eks. rollespil bruges som inspiration til at udvikle historier. Det sker ved at se dramatiske situationer som åbne rum, hvor historien konstant kan udvikle sig i forskellige retninger. Ideen er altså konstant at afsøge fortællingens muligheder og at styrke den enkelte dramatiske konflikt i historien. Samtidig lægger kurset stor vægt på kollektive ideudviklingsprocesser og på obstruktioner som et givende kreativt værktøj.

Feedback og vejledning er et meget vigtigt aspekt af kursusformen. Ideer bliver konstant diskuteret, og både kursister, lærere og professionelle giver hinanden feedback og indspark, der skal styrke de enkelte fortællinger og samtidig skærpe kursistens fortællemæssige kompetencer. Tillid og accept er udgangspunktet, men også en kritisk stillingtagen og holdning er væsentlig i den proces, der foregår.

Det primære fokus for Story Lab er at udvikle filmmanuskripter, men også andre dramatiske medier som teater, rollespil og dokumentarisme bliver inddraget – for derved at styrke kursisternes forståelse for dramatiske situationer og potentielle fortællinger.

Kurset består af fire dele af ca. fire ugers varighed hver. Efter anden del udarbejder kursisterne en midtvejsproduktion, og efter fjerde del laver de en afgangsproduktion. Produktionerne vil primært være manuskripter til kortfilm, men kan også være rollespil, treatments til længere fortællinger eller manuskripter til teaterstykker. Produktionerne kan i et vist omfang realiseres i samarbejde med de andre linier på skolen.

Første del – Introduktion til kursets metoder

Rollespil som metode og inspiration

Den dramatiske situation

Karakterer som historiens drivkraft

Den naturlige historie

Grundlæggende dramatiske modeller – og at bruge en dramatisk model til at underbygge sin pointe.

De første små produktioner

Anden del – at brede sit fokus ud

Kortfilmens særlige dramaturgi

Længere ned i rollespillets væsen. Hvad kan vi lære af den komplekse interaktive proces.

Dokumentarisme (en uge)

Genrebevidsthed

Mediebevidsthed

Teatret som medie

Midtvejsproduktion – fokus: den sikre og solide fortælling

Tredje del – At skærpe sine historier

Arbejde med at styrke sine sanser. At se virkeligheden og trænge igennem den. Mere dokumentarisme.

Virkeligheden som inspiration til fiktionen

Mere arbejde med at skærpe de enkelte dramatiske situationer – og undgå de tydelige konstruktioner

Komplekse og ”ægte” karakterer

Fjerde del – at finde sin personlige stil

At arbejde med sproget

At give sine karakterer personlige stemmer og præcise udtryk

At arbejde med erindring og personligt stof

At sprænge rammerne og de dramatiske modeller

Afgangsfilm – Frie tøjler

Jep, det  er moderne at skrive tomme indlæg og undskylde for al for lidt aktivitet. Så det vil jeg også gøre. Undskyld, at jeg får skrevet for lidt på denne blog.

Til gengæld er der gået et år præcis, siden bloggen her åbnede – tænk engang, ét år. 365 dage. Et år,  hvor jeg har opnået en masse og alligevel ikke en skid. Har fået et rigtigt arbejde i iøbet af året. Har været lykkelig, frustreret og det hele midt imellem. Og så har jeg læst helt vildt mange bøger – mange flere, end jeg plejer, og det er noget, jeg tror jeg vil fortsætte med. På det sidste har jeg f.eks. læst noget så  forskelligt som “Modellen” af Lars Saabye Christensen, “Med Koldt blod” af Truman Capote, “Rødby Putgarten” af Helle Helle, “Komplottet mod Amerika” af Phillip Roth og “Farhrenheit 451″ af Ray Bradbury.

Jeg har samtidig også opdaget, at livet er for kort til tungt skrevne romaner – og at jeg er for dum til læse både Salman Rushdie og Thomas Mann.

Den sidste film jeg har set var “Kunsten at græde i kor”. Årets bedste film har indtil videre være “Vinden der ryster kornet”, “Pans Labyrint” og “Childen of men”.

Mine sidst indkøbte musikalbums  er “Rust never sleeps” af Neil Young og “Nighthawks at the diner” af Tom Waits.

Jeg har været to gange i teatret siden nytår og set noget så forskelligt som “Ongobongoland” og “død, død og meget død”.

JEg præsterede desuden at spille rollespil syv uger i træk tidligere på året – det må være ny rekord. Og så fik jeg endda penge for det den ene gang.

Her efter påske havde jeg den store fornøjelse at tilrettelægge et fire dages undervisningsforløb på Københavns Medieskole – Rampen. Det var et kursus, hvor eleverne på skolens basis-film-hold skulle introduceres for rollespil og bruge ideerne fra rollespil til at udvikle stærke dramatiske situationer, som de kan bruge, når de udvikler manuskripter.

Og det var en sand fornøjelse. Tænk, at bruge fire dage på at snakke rollespil, fortælleteknik, karakterudvikling og alt muligt andet. Og at vise eksempler fra sine yndlingsfilm, mens seksten elever lytter opmærksomt til det, man har at sige – og så tilmed få penge for det.

Vi startede på førstedagen med at spille rollespil. Allieret med tre dygtige spilledere fik eleverne lov til at prøve kræfter med A Day in the Life, som vi efterfølgende reflekterede over. Så snakkede vi teori på andendagen. Om at se rollespil som et dramatisk medie, hvor det centrale er skarpe dramatiske konflikter, hvor der ligger mange potentielle fortællinger. Det hele omgivet af et dramatisk rum, der gør den enkelte scene meningsfuld. Og at det centrale er karakterens valg i denne dramatiske situation – både at træffe valget at se de efterfølgende konsekvenser.
Denne tanke dannede så grundlag for resten af kurset, hvor vi prøvede at skabe åbne dramatiske situationer. At eleverne skulle tænke scener, som kun bestod af et udgangspunkt, og som kunne udvikle sig i flere forskellige retninger – som et slags minirollespil.

Det var et interessant værktøj, som eleverne fik meget ud af – det sagde de i hvert fald. Jeg tror det udvidede deres verden at se fortællinger som andet end lineære forløb, men i stedet også at se det som mulige udfaldsrum.

Jeg blev i hvert fald hooked på det at undervise i historiefortælling – og nu snakker vi lidt om nede på Rampen at lave en hel manuskriptlinie baseret på nogle af disse tanker. Men mere om det i et senere indlæg.