[ slash blog ]

I dag er en trist dag for verden og for filmkunsten. En af de allerstørste er gået bort: Ingmar Bergman, 89 år. Ingmar vi kommer til at savne dine vidunderlige værker, der som ikke mange andre turde gå sine egne veje. Fra det sommerlette og boblende i ‘Sommernattens Smil’ til det kulsorte i ‘Hvisken og Råb’.

Tak Ingmar, du tager nu til de fremmede steder, hvor nyligt afdøde mestre som Altman vil vente på dig og hylde dit geni.

Jeg tror sgu jeg fælder en lille tåre.

Åh, det er snart tid til, at man skal til at tænke i rollespilsscenarier igen. Og lige nu ligger jeg inde med to vidt forskellige ideer, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal kaste mig over: En metarollespilskomedie eller et seriøst provensielt socialrealistisk investigation-like scenarie?

Kort pitch:

“At være eller ikke at være … En postmoderne metarollespilskomedie om en shakespereansk tragedie.” – en gammel seriøs ide fra dengang jeg gerne vil skrive filosofiske scenarier, men nu ændret til en komedie. Om en ung knægt, der tror han kan kontrollere verden gennem rollespil og kan opnå det han vil i den virkelige verden. Og med dele af Kongemord som scenariet i scenariet … og med referencer til mit eget scenarieforfatterskab.

eller ….

“Løgstør”. Et mord i den lille nordjyske by Løgstør. Et stort persongalleri med både lokale og politifolk. Mest af alt en miljøbeskrivelse af et samfund. Morderen ligger fra min side ikke fast, men er op til spillerne at definere og beslutte sig til ud fra, hvordan de spiller birollerne. Truman Capote møder Rejseholdet, Twin Peaks og Story Now ideer.

Men hvad synes I derude?

Jeg har igennem længere tid brugt tid og kræfter på at diskutere og kritisere de såkaldte indie-rollespil – og det var uden at have prøvet dem i praksis. Det kan man selvfølgelig mene er dumt og unuanceret, og derfor måtte jeg jo også selv få dem prøvet. Og i fredags havde jeg så min indie-debut, da jeg sammen med Johs og et par stykker andre satte os sammen for at kaste os ud i boksespillet Contenders.

Lad det være sagt med det samme: Jeg havde en blandet fornøjelse med spillet. Det var interessant og et meget fokuseret regelsystem, men samtidig blokerede mange ting for min oplevelse og for at gøre den udspillede historie relevant og vedkommende. Sagt på en anden måde virker reglerne på papiret interessante og fokuserede, men i praksis synes jeg der blev for meget spil og for lidt rolle …

Vi startede med at lave en setting og nogle boksere. Og udgangspunktet var fedt. Vi ville spille i New York i 1860′erne i tiden omkring den amerikanske borgerkrig og opblomstringen af mafianen. Det var en social-realistisk setting med et snert af Gangs of New York. I denne verden var boksekampene små street fights eller møder på snuskede barer med væddemål og kampen for succes.

Min egen bokser var en kvinde. En enlig mor, der af nød havde pantsat sin søn til et lokalt børnehjem, der truede med at sende barnet til fronten som kanonlader. De andre boksere var en kinesisk mand, en irer og en frigivet slave, der tilmed boede sammen med en hvid kæreste. Alle med noget på spil og folk, der gerne ville kæmpe for – ganske som regelsystemet lægger op til.

Contenders lægger op til fokuseret spil, hvor scenerne fungerer inden for en 4-5 kategorier. Der er work-scener, hvor man kan tjene penge. Der er connection-scener, hvor man plejer sine bipersoner. Der er promotion-scener, hvor man prøver at sætte en kamp op. Der er trusselscener, hvor man kan true de andre karakterer. Og så er der selve boksekampene, der jo et eller andet sted, er det, som det hele handler om.

Det er en god ide, at have en bestemt række scener, der er fokuserer mod forskellige formål. Men i vores spil synes jeg, at der gik for meget spil i det. Hver scene har en spilteknisk formål (som at tjene penge i work-scenerne), og derfor blev mange scener spillet pga. af spillet og ikke pga. historien. Og det var mit største problem med Contenders. Vores historie blev ikke særlig god eller engagerende – den blev mere en undskyldning for at bevæge sig frem mod næste boksekamp.

Det jeg manglede i Contenders var en ordentlig historie og nogle bedre karakterer. Man kan selvfølgelig sige, at det var vores egen skyld. Men her manglede jeg en spilleder til at have overordnet vision for, hvad vi egentlig ville med spillet. Jeg savnede relationer mellem hovedpersonerne og ikke bare, at de kunne mødes i ringen. Det blev fire småkedelige fortællinger, der aldrig rigtigt lettede.

Rigtigt meget af alt dette tilskriver jeg faktisk systemet. Jeg ville have elsket at spille et godt scenarie i denne setting med boksning som omdrejningspunkt. Men at finde på ting fra scratch skaber altså ikke den bedste oplevelse for mig. Og at der samtidig er et system, der tvinger nogle helt bestemte scenetyper frem fungerede heller ikke for mig – det blev mere en spilteknisk hæmsko, end det blev en kreativ udfordring.

Jeg tror, at Contenders kan blive rigtigt fedt, hvis man spiller det med en spilleder, der har forberedt nogle ting, inden spillet går i gang. Systemet er interessant, og især kampene fungerer godt (udover at det bliver hårdt for 14. runde i træk at variere sine beskrivelser af kampen). Men for mig skal der mere end blot nogle story-now-regler til for at få fedt rollespil. Jeg savner en mening og nogle ordentligt definerede konflikter, karakterer og relationer.

Men jeg skal da sikkert prøve andre indiespil også. Måske var jeg bare uheldig. Eller måske var det bare ikke mig.

Nu er det længe siden, at jeg sidst har ytret politiske holdninger på denne blog – det var vist mest i tiden efter jeg var godt gal i skralden over, at idioter lavede vold efter ungdomshusets rydning. Jeg mener selv at have en ret nuanceret og klassiske på-den-og-den-anden-side-hildning til den sag. Derfor er det dejligt at se, at forfatteren og kommentatoren Klaus Rothstein (bror til Michael Rothstein) udtrykker en holdning, der er ret mage til min. Således har han skrevet et længere indlæg, der er at finde på hans blog. Og det er bestemt relevant læsning.

Læs mere her

For en lille måneds tid siden skrev jeg et indlæg, som var fremprovokeret af Per Fischers nye podcast om rollespil. Det medførte at jeg selv blev inviteret til en snak over skype om rollespil, historieudvikling, mig som scenarieforfatter og min holdning til indie-rollespil. Den podcast kan man nu høre på Pers site, hvor de tidligere udsendelser også ligger.

Og jeg må sige, at Pers initiativ med en podcast om rollespil er interessant og berigende – i hvert fald for mig. Selvom hver udsendelse er næsten en time lang, er det stadig spændende lytning, hvor de ellers traditionelle debatter kan blive nuanceret og uddybet på en helt anden måde end i et klassiske debatforum. Det er virkelig et medie, der styrker forståelsen af andre holdning. Så tak for det, Per.

I fredags havde jeg sidste arbejdsdag som kommunikationskonsulent hos Det Danske Spejderkorps. Nu vender Jeanette tilbage fra barsel, og så må jeg jo ud i verden og finde noget andet. Men det skal nok gå. Fremtiden ser lys ud. Flere gode, potentielle jobs i sigte, jobsamtaler og en sommer – jo, det skal skam nok gå.

Og at være arbejdsløs om sommeren er jo ikke det værste. Et job med start første august eller første september vil da bestemt komme mig vel. Så får vi at se, hvilken retning virkeligheden vil sende mig i. Om det ender med undervisning på medieskolen eller om jeg skal fortsætte min konsulentkarriere.

Desuden har spejdere allerede udstyret mig med den første freelanceopgave, som jeg kan hygge mig med her i den næste uges tid.