[ slash blog ]

Udover kriminalserier som Rejseholdet og Forbrydelsen er en af mine store inspirationskilder til Løgstør også musik. Især danske Allan Olsen og hans amerikanske forbillede Bruce Springsteen rammer meget vel den tone, jeg gerne vil opnå i scenariet. Springsteen og Olsen kan begge noget med at ramme en lille historie om almindelige mennesker og trække den op på et nærmest episk niveau. Og ingen kan som Springsteen ramme den her stemning af provins, sammenhold og alligevel dyb alvor, som er en stor del af stemningen i Løgstør. Det kommer f.eks. meget tydeligt frem i sangen Highway Patrolman fra pladen Nebraska (du kan i øvrigt se en video til sangen her – desværre kan jeg ikke få Wordpress til at embedde videoer direkte):

“My name is Joe Roberts I work for the state
I’m a sergeant out of Perrineville barracks number 8
I always done an honest job as honest as I could
I got a brother named Franky and Franky ain’t no good

Now ever since we was young kids it’s been the same come down
I get a call over the radio Franky’s in trouble downtown
Well if it was any other man, I’d put him straight away
But when it’s your brother sometimes you look the other way

Me and Franky laughin’ and drinkin’ nothin’ feels better than blood on blood
Takin’ turns dancin’ with Maria as the band played “Night of the Johnstown Flood”
I catch him when he’s strayin’ like any brother would
Man turns his back on his family well he just ain’t no good

Well Franky went in the army back in 1965 I got a farm deferment settled down took Maria for my wife
But them wheat prices kept on droppin’ till it was like we were gettin’ robbed
Franky came home in ‘68 and me I took this job

Yea we’re laughin’ and drinkin’ nothin’ feels better than blood on blood
Takin’ turns dancin’ with Maria as the band played “Night of the Johnstown Flood”
I catch him when he’s strayin’, teach him how to walk that line
Man turns his back on his family he ain’t no friend of mine

The night was like any other, I got a call ’bout quarter to nine
There was trouble in a roadhouse out on the Michigan line
There was a kid lyin’ on the floor lookin’ bad, bleedin’ hard from his head there was a girl cryin’ at a table, it was Frank they said
Well I went out and I jumped in my car and I hit the lights
I must of done 110 through Michigan county that night

It was out at the crossroads down round Willow bank
Seen a Buick with Ohio plates behind the wheel was Frank
Well I chased him through them county roads till a sign said Canadian border 5 miles from here
I pulled over the side of the highway and watched his taillights disappear

Me and Franky laughin’ and drinkin’ nothin’ feels better than blood on blood
Takin’ turns dancin’ with Maria as the band played “Night of the Johnstown Flood”
I catch him when he’s strayin’ like any brother would
Man turns his back on his family well he just ain’t no good”
Bruce Springsteen, Highway Patrolman

En sang af Allan Olsen, der også rammer tingene fantasisk er “Når en ung mand slår ihjel”:

“jeg havde ham i skolen
han var ikke blandt de dummeste
en ud af mange men som regel flink og reel
nu spør’ man sig selv
hvem det er der har svigtet
når en ung mand som ham
slår en ung mand ihjel

familien kom til byen en vinter
det hed sig de flygtede fra en fortid i håbløs gæld
manden blev graver
og konen var vist mere end almindeligt venlig
stakkels mennesker nu har sønnen
slået en ung mand ihjel

han stod her en aften for nylig og bankede på døren
han ville fortælle om en film han havde set
der hed ulves kald
jeg lagde en hånd på hans skulder da han gik og sagde
det snakker vi om i morgen
hr. journalist nu sir’ de det var ham
der slog en ung mand ihjel

jeg sad ved mit skrivebord i aftes
og kiggede på min blyant
den lå så stille på papiret som om den sov
jeg samlede den op og bøjede den
til den knækkede med et lille smæld
knækkede som en ung mand
der slog en ung mand ihjel”
Allan Olsen, Når en ung mand slår ihjel

kritik modtages hjertens gerne:

Louise Ammitzbøll
33 år. Kriminalassistent. Midlertidigt udstationeret hos Nordjyllands Politi.

”Klokken er nu 9.03, og det er tid til nyheder fra Nordjyllands Radio …”

Det er gråt, koldt og rimtåget her i Nordjylland. I hvert fald her til morgen. Sådan rigtig mandag af den mest grålige slags. 3. januar og verden er ved at gå i gang igen. Så vidt som det er muligt heroppe.

For en uge siden havde hun aldrig været nord for Århus. Og nu sidder hun på en øde landevej med Limfjorden til den ene side og Allan til den anden. Hun vil forsøge ikke at være snobbet og Københavnersmart. Det har hun lovet både ham og sig selv. Det her, det er arbejde, det minder hun sig selv om igen og igen. Ikke andet. Det handler virkelig ikke om andet.

Louise skruer på radioen. Hun vil høre country. Det er, som det hører sig til herude. Men hun finder det ikke. Kun P3 og så en eller andet luset lokalradio. Midtfjord, hedder den vist. Spiller Bjørn Tidemann eller sådan noget. Ikke lige det, hun vil høre nu. P3 spiller dårlig pop – heller ikke noget, der er værd at høre. For helvede, hvor hun savner København. Men det her, det er arbejde – det minder hun sig selv om igen.

Der er blevet fundet to lig i Løgstør. Noget med et kalkbrud. Meget mere har de ikke fået at vide. Resten må følge, når hun og Allan når frem. De skal assistere nærpolitiet, sætte efterforskningen i system, være dem, der kan tænke og handle – og så skal de hjælpe de to rutinerede efterforskere, der selv kender byen alt for godt. Det er noget af en udfordring, tænker hun. Ja, og en stor chance, gentager hun for sig selv. Deres første efterforskning med et reelt ansvar. De to, Louise og Allan. Strictly professional.

Måske er det her mere end som så. Måske er der en dybereliggende grund til, at hun hurtigt sagde ja til tilbuddet om at blive udstationeret i Nordjylland for en tid. At sige fuck dig til København, Station Bellahøj og kæresten Kim. Jo, hun har da lovet ham, at hun snart kommer hjem, at hun ringer og siger godnat, at hun elsker ham. Men for fanden, efter alt det lort i København. Efter hårdt arbejde, utaknemmelige pr-liderlige chefer og indvandrerbanders brutale drab på hinanden. Så var det måske slet ikke så dårligt med en tid langt væk fra alting. Altså lige bortset fra, at hun stadig skal være tæt på Allan og være hans makker. Men måske er det også godt nok. At have et fast holdepunkt, som hun kender her midt i alt det nye. Så må hun jo arbejde på at holde hovedet koldt og undgå den der mærkelige kemi, der er imellem de to.

Louise kigger over på Allan, der har blikket fast hæftet på den frostglatte vej. Lidt klichéagtigt, at det er ham som mand der kører bilen. Men hvad fanden, det var jo ham, der hentede hende i den nye lejlighed  i Magisterparken tidligt i morges. Hun ville nu egentlig godt vide, hvad han tænker om alt det her. At de nu skal arbejde sammen igen. Og at de faktisk er på vej til den barndomsby, som han helt tydeligt hader at tale om og alligevel altid nævner i tide og utide. Hun havde i hvert fald ikke lige nået at tænke tingene igennem, da det gik op for hende, at Allan havde fået samme tilbud som hende – og at han også havde sagt ja. Men det skal nok blive godt, tænker hun og smiler lidt for sig selv.

Hun burde nu ellers have tænkt rigeligt over tingene og konsekvenserne. Hun tilbragte jo nytåret heroppe i Nordjylland helt alene. Sad bare i den tomme betonlejlighed blandt flyttekasser og drak champagne med sig selv. Hun savnede Kim, men nød det alligevel. Allan ramte da hendes tanker – deres samarbejde og alt det der – men hun skubbede det væk. Hun tænkte på at gå i byen, se hvad Jomfru Ane Gade egentlig har at byde på, men lod være. Var bare helt alene med sine manglende tanker og et par bøger om retsmedicin og moderne afhøringsteknikker.

Ja, det var nok egentlig først i morges, at det hele gik op for hende, da telefonen ringende. Det var inspektøren inde fra Politigården, der allerede her første arbejdsdag havde en sag for hende og Allan. De skulle til Løgstør hurtigst muligt – og før de i det hele taget kunne nå at få computere, emailadresse og alt det der, som hører et nyt arbejde til.

Om Løgstør
Louise ved ikke meget om Løgstør og Nordjylland i det hele taget. Hun har aldrig været her før og kender kun til byen gennem Allans beretninger om åndssvage gå-i-byen-steder, provinsens smålighed og idioter, der kører alt for stærkt i deres tunede biler – egentlig ikke så forskelligt fra Nørrebro, tænker hun.

Ellers ved hun, at byen altid bliver oversvømmet i stormvejr, når Vesterhavet presser vandet ind i Limfjorden og op i Løgstør havn. Og at de har en fabrik, der hedder Løgstør Rør, der får år tilbage fik en bøde på omkring 50 millioner kroner for ulovlig kartelvirksomhed.

Selv er Louise opvokset i Ishøj, men flyttede til Nørrebro, da hun kom ind på politiskolen. Hun kommer fra en nogenlunde stabil familie, der dog altid manglede penge. Hun bor officielt stadig sammen med sin kæreste Kim, der er elektroingeniør hos et større mobiltelefonselskab. Kim er stabil og god kæreste, der samtidig keder Louise noget så jammerligt af og til.

Allan

Allan og Louise har været makkere i flere omgange. Først som gadebetjente på Nørrebro og siden, når de hjalp med at trave opgange tyndt i diverse kriminalsager, hvor et stort antal beboere eller vidner skulle afhøres uden den store tankevirksomhed.
Deres forhold til hinanden ligner alt for meget en kliché, tænker Louise tit. Men det er nu også spændende og pirrende at arbejde tæt sammen med en, hvor der konstant ligger ting og roder rundt under overflade. Det er, som om det styrker opmærksomheden på bade arbejdet og på hinanden.
Det er sket flere gange, at det professionelle arbejde for en stund er blevet til sex på obskure steder eller i hinandens lejligheder, men det er aldrig noget, de har snakket videre om – det er bare sket, og godt det samme, tænker hun tit. Hun gider ikke være hende der stereotype kvinde, der falder for sin kollega og så sukker og længes, når han om mandagen lader som ingenting eller ikke ringer tilbage.
Tanken har selvfølgelig strejfet Louise, at hun har sagt ja til arbejdet i Nordjylland, fordi hun hørte, at Allan også havde sagt ja. Men når det rammer hende, skynder hun sig at fortælle sig selv og alle andre, at det er en stor chance, som kræver at hun bare kaster sig ud i det.

Til spilleren

Løgstør er et scenarie, der på overfladen handler om opklaringen af et mord. Men det er i lige så høj
grad et scenarie, der handler om en lille by og de mennesker, der befolker den. Det er en historie om mennesker og menneskelige relationer, og det skal du være med til at skabe.

Som Louise er du i overført betydning westernhelten, der kommer til et fremmed sted og er med til at skabe en forandring. Du har både muligheden for at gøre en forskel for de mange personer i byen, og samtidig kan du bruge oplevelserne i byen til at gøre en forskel for dig selv. Fra starten er du skeptisk og arrogant over for den fremmede provinsby, men hvem ved, om det bliver ved? Måske bekræfter den dine værste fordomme om provinsen – men måske finder du også noget af dig selv mellem mord og bonderøve?

For Louise handler konflikten om, at du står ved en korsvej i dit liv, hvor du skal vælge, hvor du vil hen. Er det den trygge dagligdag i København med kæreste og et stabilt, men kedeligt betjentjob? Eller tør du satse fuldt ud og måske afsøge nogen af de andre muligheder, der findes? Måske ved at afsøge det mystiske land sammen med Allan eller turde satse fuldt ud på karrieren?

Som spiller må du også gerne afspejle denne konflikt i opklaringsarbejdet og de spor og vidner, I finder frem til her.

Åbne spørgsmål

Hvad fik egentlig Louise til at tage jobbet i Nordjylland langt fra kæreste og København?

Hvad er det egentlig Louise vil med sit liv? Og hvad er det, hun savner?

Hvad kendetegner Louise som kriminalassistent? Er det et stort overblik, empati i afhøringer eller en evne til at forstå detaljer?

Hvor langt er Louise villig til at gå for at bevise sit værd i sin første sag som rigtig efterforsker?

Så har jeg skrevet den første spilperson til Løgstør. Det er en af de fire politifolk, som danner rygraden i scenariet. Ud over politifolkene kommer der også et hav af kort beskrevne lokale bipersoner samt to journalister, der kan perspektivere opklaringen og det billede af byen Løgstør, som bliver skabt gennem spillet.

—

Allan Simonsen
32 år, kriminalassistent, Midlertidigt udstationeret hos Nordjyllands Politi, Opvokset i Løgstør, men har boet i København i mange år.

Allan er træt, men hans hjerte hamrer lidt for hurtigt. Han burde vist slet ikke køre bil lige nu. Måske er det koffeinen i blodet, eller også er det fordi, han er i Løgstør lige om lidt – i hans fødeby, som han nu kun så sjældent besøger.

Landevejen kender han til ukendelighed. Har kørt den mange gange. Først med bus og sin fars bil i barndommen. Siden da han selv fik kørekort og skulle til Aalborg eller hjem igen. Små 50 velkendte kilometer, som nu føles totalt fremmede på den frostglatte landevej.

Det er mandag morgen og tre dage efter nytåret. Allan kan mærke det endnu. Den latterlige tur til København for at holde fest hos et par venner. Han var ellers flyttet nu. Til Aalborg komplet med flyttekasser og blanketter. Men han havde fri til nytårsaften og måtte hjem for en stund. Hjem til København og alt det, som han egentlig bare burde flygte langt væk fra. Men han skulle indsnuse det sidste af sin by, sit kvarter på Nørrebro og drikke shots i lidt for hurtigt tempo. Alt det, inden det fra nu af for alvor gælder karrieren og udstationeringen hos Nordjyllands Politi i et endnu uvist tidsrum.

Det var ikke nogen nem beslutning, da Allan blev spurgt, om han ville tage til Nordjylland et stykke tid. Men det var et svært tilbud at afslå, og det er bestemt ikke hver dag, man får en stor chance for virkelig at bevise sit værd. Personalemangel gjorde det muligt for et par uprøvede kort at blive kriminalassistenter i det nordjyske, og efter en dags betænkningstid sagde Allan ja. To uger efter var flyttekasserne pakket og kort før jul rykkede han ind i en lille fremlejet lejlighed i Aalborgs Vestby tæt på havnen, AAB’s hjemmebane og den berømte Jomfru Ane Gade.

Allans telefon ringede tidligt i morges. Det var kriminalinspektøren inde fra politigården i Aalborg. En arbejdsmand har fundet to lig i et kalkbrud uden for Løgstør. Det ligner et dobbeltdrab, så nærpolitiet i Løgstør skal have assistance af Allan og hans makker Louise. Meget mere viste han ikke. Kun at de skal skynde sig at indfinde sig i kalkbruddet. Så vil efterforskningslederen sætte dem ind i de ting, der er fundet og de spor, der er umiddelbart tilgængelige. Teknikerne skulle også være på vej, forsikrede inspektøren, og slog fast, at han nok skal få reserveret et hotelværelse på Parkhotellet i Løgstør.

Efterforskningslederen hedder Vagn Simonsen og er daglig leder af den lille nærpolitstation i Løgstør. Allan bevarede sit pokerfjæs og lod som ingenting, da inspektøren fortalte det i telefonen. Men det havde Allan helt klart ikke gennemtænkt, da han rykkede herop – at han nu kommer til at arbejde sammen med sin far, som han ikke har set i mere end et år. At de nu skal køre efterforskning sammen, på trods af uforløste skænderier og en hel masse, de ikke har talt ud om.

”Klokken er nu 9.03, og det er tid til nyheder fra Nordjyllands Radio …”
Allan hører, at Louise skruer på radioen ved siden af ham. Han ser ikke på hende, men kun på speedometeret og den grå rimtåge, der indhylder landevejen. Det er mærkeligt, at hun sidder der i tavshed og lader radioen tale i stedet for at få aftalt, hvordan deres samarbejde egentlig skal forløbe. De skratter, da hun skifter station til noget lokalt dansktop. Det er Radio Midtfjord, som spiller Bjørn Tidemann. Den kender Allan alt for godt, han mindes kort, hvordan hans farmor altid spillede den slags, når han skulle passes som dreng i deres hus nede ved havnen i Løgstør.

Han kaster et kort blik på Louise på passagersædet. Hun stirrer ud af vinduet, ud på kulden og fjorden i tågen. Allan gad nok vide, hvad hun tænker lige nu: Om at de skal på deres første rigtige efterforskning med et reelt ansvar. Om at de to nu igen skal arbejde sammen som makkere. Om at hun er langt, langt væk det København, hun er så knyttet til med kæreste og et på overfladen stabilt liv. Og om at de nok hellere må gøre deres bedste denne gang for at holde det her på et professionelt niveau uden personlige motiver og dumheder efter for mange fyraftensøl.

Allan sukker. Egentlig burde han være glad. Det her er hans store chance for at bevise det hele. At gøre det, han altid har drømt om, siden han besluttede at blive betjent. Han skulle være politimand. Ikke som sin far på en lille inferiør station i provinsen, men som på film. Fange forbrydere og være sej med pistol og politiskilt.
Han ved godt, at virkeligheden ikke er som på film. Han har trods alt været betjent i nogle år efterhånden. At det kræver hårdt arbejde, en systematisk hjerne og en mave for afsindige mængder kaffe. Men det her er sgu lige nu en tand for virkeligt, tænker han. Nu skal han både vise sine bedste faglige evner og håndtere både sin far og Louise på samme tid uden at lave dumme fejl. Puha, det bliver en hård start på året og det nye liv. Bare han kan holde hovedet koldt og ikke lade sig styre af de følelser, han ellers let bliver ramt af.

Om Løgstør
Allan er vokset op i den lille havneby Løgstør ved Limfjorden. Som lille blev Allan drillet med at have samme navn som en sej fodboldspiller, der brækkede benet i EM-åbningskampen i ‘84. Samtidig var han et let mobbeoffer som barn af Betjent-Vagn, der var en af de lokale politifolk. Strisser-Allan kaldte de lokale børn ham også – og nogen gange Stikker-Allan, når han truede med at sladre til sin far om drillerier, hemmelige huler eller toptunede knallerter.
De bedste minder fra sin barndom har Allan, når han besøgte sine bedsteforældres hus ved havnen og sejlede i fiskerjollen med sin Farfar. Desværre døde han tidligt, og satte farmoren i en apatisk afstand fra virkeligheden.
Allan boede hele sin barn- og ungdom i et parcelhus på Liljevej sammen med sin far og dennes nye kæreste Kirsten, Kirsten blev vist allerede en del af farens liv, allerede inden han blev skilt, da Allan var otte. Sammen fik Kirsten og Allans far Tine, Allans halvlillesøster, der i dag er 16 og går på efterskole.
Kirsten og Allans far blev skilt for lidt over et år siden under stor dramatik, og siden da har Allan stort set ikke talt med sin far.
Allan har stadig kontakt til sin mor, der i dag bor i Kolding i et lykkeligt ægteskab med en bankrådgiver.

Louise
Allan og Louise har været makkere ad flere omgange, da de begge boede i København. Først som gadebetjente og siden som dele af det samme efterforskningshold, der støttede de rigtige kriminalassistenter i deres arbejde. Deres samarbejde har været turbulent med både op- og nedture. De har en meget speciel kemi, der gør dem til perfekte makkere, men som også har kastet dem ud i dumheder. Allan er mere end en enkelt gang havnet i Louises seng til stor fortrydelse bagefter. Det er dog aldrig ting, de for alvor har snakket igennem.
Allan undrer sig over, hvad der har fået Louise til at takke ja til samme tilbud som ham med at blive udstationeret i Nordjylland. Det betyder, at de nu igen skal arbejde sammen som faste makkere og for alt i verden holde det på et professionelt forhold, hvilket nok kan blive svært, nu de er så langt hjemmefra deres normale, trygge liv i København.

Vagn
Allans far har på overfladen gjort det godt. Gået fra almindelig lokalbetjent til leder af Nærpolitistationen i Løgstør. Inden politireformen var han souschef i Løgstør Politikreds, men da politimesteren rykkede til Aalborg er han nu blevet øverste leder af den lille station.
Men Vagn er også andet en det. Han er Allans far, som arbejdede for meget, var for sur, når han kom hjem, og nu har sat to ægteskaber over styr. Allan savner den far, han engang havde, men nu savner han ingenting. Han har ikke brug for ham mere. Ikke brug for flere nederlag og for at se lillesøster Lise blive svigtet og glemt i det hele. Godt hun er på efterskole nu, tænker Allan tit, efter Vagn blev skilt fra Kirsten og flyttede fra Liljevej ned i bedsteforældrenes ved havnen.

Til spilleren
Løgstør er et scenarie, der på overfladen handler om opklaringen af et mord. Men det er i lige så høj grad et scenarie, der handler om en lille by og de mennesker, der befolker den. Det er en historie om mennesker og menneskelige relationer, og det skal du også være med til at skabe.

Som Allan er du den typiske fortabte søn, der mod sin vilje vender tilbage til sit ophav. Måske er det for at ignorere fortiden og bare komme videre med dit liv. Eller måske er det for at finde en form for forløsning med en by og en familie, du prøver at fornægte og flygte fra. Du er fanget af forventninger, følelser og fornægtelser og din konflikt kommer til at stå i, om du kan håndtere både arbejdet, mødet med din far og dit mystiske forhold til Louise.

Som spiller må du også gerne afspejle denne konflikt i opklaringsarbejdet og de spor og vidner, I finder frem til her.

Åbne spørgsmål

Hvor ligger Allans faglige styrke som kriminalassistent?

Hvorfor er Allan så vred på sin far?

Hvorfor har Allan egentlig sagt ja til at arbejde for Nordjyllands Politi?

Hvad er Alans følelser egentlig over for Louise?

Nu er det snart jul og så skal jeg ønske mig ting på min ønskeseddel. Har skrevet lidt, men hvad med alt det, som jeg ikke ved, jeg burde ønske mig. Så hvad mener du derude, at jeg bør ønske mig? Den der bog, du lige har læst? Den der fantastiske gadget? Den der forrygende deoderant?

Skyd løs

DR har et tema om provinsen, Danmarks Rådne Banan, som de kalder det. Og under dette er der en række klip, hvor Hans Edvard Nørregaard-Nielsen fortæller om forfaldet og provinsen. Og det hele tilsat poetiske, grå billeder.

Og langt hen ad vejen er det den stemning, jeg gerne vil ramme i mit rollespilsscenarie Løgstør.

Se klippene her