Uha, det er længe siden, jeg har skrevet på den her blog. Det må jeg til igen efter en tid med arbejde, veloverstået Fastaval med to ottoer mere til samlingen for Løgstør og planer for at flytte sammen med min dejlige kæreste.

For tiden har jeg to ideer til scenarier, som jeg kunne finde på at at skrive til næste års Fastaval. Det ene er langt længere fremme i tankerne end det andet. Men her kommer de.

Sigøjner-punk

Jeg har en drøm om at lave et scenarie i sådan en sigøjnerpunk-verden, hvor Gogol Bordello møder Kaisers Orkester i en Emir Kusturica film. Du ved sådan noget med falerede gangstere med guldtæner, fritløbende hunde, russisk roulette og store polkabands. Jeg ved ikke rigtigt, hvad scenariet egentlig skal handle om og om det er en verden, der er til at formidle til spillere på en forståelig måde – og endnu mindre om det er til at spille rollespil i et sådan univers. Men det tiltaler mig vildt, og jeg tror, det kan blive vildt skægt. Det kunne også være en muligt at lave et live i sådan et univers. Måske noget med en fest hos gangsterbossen og så kan spillerne svælge i grimhed, guldtænder og falske kalashnikovs.

Floden – white trash a’ la Springsteen

Min anden ide er noget mere håndgribelig. I Løgstør var en af mine store inspirationkilder sange af Bruce Springsteen. Men jeg føler mig ikke færdig med Springsteen, og især sangen The River er en fantastisk fortælling om drømme og realiteter i den verden, som ligger i skyggen af den amerikanske drøm. Jeg vil gerne skabe en rollespilsfortælling og håb, bristede illusioner og kærlighed i en verden af trilerparks, contruction workers og dårlig kaffe. Og her er netop The River en fantastisk historie.

Scenariet skal handle om en mand, der sidder ved sin kones dødsleje. Han er midt i halvtredserne, det samme er hun og hun er ved at dø af kræft. Ikke en smuk død, men en ækel død, hvor alt gør ondt og hendes udseende er forfaldet af kræftens langsomme overtag. Manden sidder nu og tænker tilbage på sit liv og overvejer, om han fik det liv han ønskede sig. Elskede han hende? Tog han hende fordi det skulle man, når hun blev gravid som nittenårig? Forfulgte han sine egne drømme? Eller lod han sig bare flyde med af floden?

Det skal være et svært spørgsmål med mange nuancer og som fortæller en uundgåelig historie om at gøre det, man tror er rigtigt – eller det som man kunne gøre, fordi man ikke så andre muligheder.

Dødssengen er rammen for en lang række flashbacks, som spillerne spiller. Her er to af spillerne ansvarlige for det positive og det negative (lidt ligesom i Guernica), men positionerne skifter undervejs, så det aldrig er helt til at vide, hvilken spiller, der trækker historien i hvilken retning.

Som supplement til alt det negative i scenariet er der også floden, der repræsenterer drømmene og hovedpersonernes fristed. “We go down to river, and into the river we’ll dive”, synger Springsteen om stedet, hvor drømmene kan flyde. Det samme skal gælde i dette scenarie. Masser af social realisme tilsat drømme, der måske aldrig bliver indfriet. Men på den sidste dag kan det være, at du alligevel indser, at du elsker hende langt højere, end du troede.

Bare nogle tanker, der skal klarlægges tydeligere.