lør 17 jan 2009
I Aftenstjerner foregår i Broadwaymiljøet 30′erne. Derfor er jeg meget inspireret af gamle musicals, bigband-musik og især Fred Astaire, der i 1934 (hvor scenariet foregår) en up coming stjerne i New Yorks teatre og i Hollywood. Bigband-musik danner klangunden til scenariet, der både handler om glitter og glamour og om vold og frustrationer.
Men for at få lidt stemning, så se lige her, hvor fantastisk en danser Astaire var:
tors 8 jan 2009
Arbejdet med mit nye scenarie Aftenstjerner går langsomt fremad, og scenariet tager roligt form i mit hoved. Det er nu blevet til et udkast til den første spilperson. Konceptet er, at tre spiller hovedrollerne, der bestyrer en natklub i New York, og de to sidste spillere er en slags hjælpespilledere, der hver har til opgave at trække spillet i en bestemt retning. Selve scenariet består af en række relativt fastlagte scener, men udfaldet af disse og de mellemliggende scener er meget åbne.
Genren er tragikomisk noir inspireret af blandt andet Coen Brødrene og scenariet udspiller sig i snedækket New York i 1934. Stemningen oser både af mørke og musical-evergreens.
Joseph ‘Joe’ Adams
Velkommen, kære spiller, til New York. Vi er 1934. Ved juletid, lige et par gader vest for Broadway. Der er sne overalt og isnende koldt. Faktisk er der snestorm over verdens største by, og næsten alt står stille.
Det er tiden for den store depression. Efter børskrakket for fem år siden er det meste gået i stå, arbejdsløsheden er enorm og folk er desperate. Selv de rige har det ikke godt mere. Selv gangsterne er trængte og leder efter nye måder at tjene penge på. De har indtil sidste år levet godt at sælge spiritus, der har været forbudt i mere end et årti – men nu er det igen blevet lovligt, og hvad skal de så tjene deres penge på? På at hjælpe de arbejdsløse? Nej, vel? På afpresning? På spillebuler? På showbizz?
Selv de store teatre på Broadway mærker krisen. Produktionen er faldet til et rekordlavt niveau, og flere teatre er allerede lukket helt – og rygter vil vide, at flere følge efter. Arbejdsløsheden blandt scenearbejderne er enorm, og alle lurer på alle i jagten på arbejde og en yderst tiltrængt succes. Og succes vil alle have, for hvem vil ikke gerne se en smule håb i en ellers trængt hverdag?
Det er her i denne sneklædte juletid, du skal møde Joe. Inden han får blod på hænderne. Inden julen bliver til nytår. Inden mørke, forfald og vanvid truer med at overtage. Nu er han blot en entusiastisk – nogen vil sige naiv – ung mand, der drømmer om at lave sit eget teater. Han vil omdanne den ramponerede natklub The Evening Star, som han er med til at bestyre, til et ægte musikteater i ægte Broadway-ånd. Han vil mærke succesens sødme, stå i spidsen for noget, der virkelig lykkes. Og han vil bevise overfor sin far, at han kan udrette noget.
Men han ved selvfølgelig heller ikke endnu, hvor galt det vil gå, og hvor lidt han kan stole på andre …
*
New York, Juleaften, 1934
”Sleigh bells ring, are you listening. In the lane, snow is glistening. A beautiful sight. We’re happy tonight. Walking in a winter wonderland.”
Joe nynner med på den diskante lyd fra radioen, mens hans fingre med vant elegance binder den sorte butterfly. En kam gennem det sortglinsede hår og en pudseklud på lakskoene. Så er han klar. Klar til en formidabel juleaften i det største teater på Broadway. Galleforestilling af musicalen ‘Anything goes’ – årets smash hit musical, der efter sigende har reddet den ellers skrantende økonomi for det store Neil Simon Teater. Et af de teatre, som Joes far ikke har noget med at gøre.
Han slukker radioen, mens han laver et par dansetrin hen over gulvet i det lille loftskammer.
”Anything goes … Ja gu gør det så,” nynner han for sig selv. ”Det bliver det nødt til. Om lidt er det min tur. Min tur til at vise, hvem der bestemmer. Min tur til at få mig eget teater, hvor jeg bestemmer. Hvor jeg skal vise, hvem der er den bedste …”
*
Udefra kan man lige akkurat ane Joes skikkelse i det lille loftsvindue gennem den tæt faldende sne. Under vinduet er der lys neonskiltet. ”The vening Star,” står der – E’et er gået ud i natklubbens navn, og endnu har ingen fået det lavet i de trange tider.
”Tonight: No performance, We’re closed. Merry Xmas. Open soon again in the new year”, siger det lille skilt over klubbens indgang, som næsten er blokeret af en snedrive. Folk bander på fortorvet, når de prøver at kæmpe sig vej gennem sneen i deres varme frakker og hatte, der er trukket så langt ned som muligt.
En enkelt skikkelse forcerer snedriven og kæmper for at åbne døren ind til Aftenstjernen. Det Ian, Joes tvillingebror, der et øjeblik ryster sneen af sig, inden han smider sin frakke på et et rundt bord og går hen mod baren for at skænke sig en whisky-and-soda. Lige nu er han den eneste i lokalet. Han ser bekymret ud. Som altid.
*
Joe forlader sit loftskammer og tager trappen ned i et par hurtige hop. Det er jul, der skal være fest. Ingen bekymringer i aften.
”Walking in a winter wonderland,” synger han, da han slår dørene op til sit natklublokale. Højt, klingende, og lidt som Fred Astaire, synes han selv. Ian ser ikke ud til at være enig. Ikke som han sidder der på en barstol med sin whisky-soda foran sig. Lokalet er én stor gang rod lige nu, hvor håndværkerne er gået hjem for at fejre højtiden med deres familier. Kun selve baren er urørt af ombygningen.
”Hvad hænger du over?” siger Joe, da han elegant sætter sig på barstolen ved siden af sin bror.
Joe tager Ians glas og bunder det i et enkelt drag. Ian skænker sig en ny fra flasken på disken. Han laver også en til Joe.
”Jeg er nok bare ikke sådan rigtigt i julestemning,” mumler den yngste tvillingebror. ”Det bliver sgu da aldrig til noget, det her. Det her lortested bliver da aldrig andet end en faldefærdig klub. Det bliver aldrig et teater. Hvem fanden vil også gide at optræde her? Eller skrive forestillinger til os?”
Joe lægger en hånd på sin brors arm: ”Det er da mange der vil. Det bliver det nye sted i byen. Her alle vil komme hen. For at se forestillinger med visioner og ideer. Ikke det største sted – men det bedste. Langt bedre end alle Daddys møgsteder. Han bliver grøn af misundelse når han ser det.”
”Daddy er da ligeglad. Det rager da ham en høstblomst, hvad vi får ud af det her sted. For ham er vi jo bare to inferiøre idioter, der tilfældigvis er hans sønner. Og nu har han fået os godt parkeret her med at bestyre den her klub. Fatter du det ikke, Joe? Han er LIGEGLAD.”
”Gu er han ej,” svarer Joe – nu mindre munter. ”Så havde han aldrig ladet os lede klubben her. Og hvorfor fanden skulle han så også hyre Frances ind, hvis han var ligeglad? Kan du fortælle mig det?”
*
Daddy, åh ja, Daddy. Det er vist på tide, at du – kære spiller – får lidt at vide om ham. Og Frances for den sags skyld. To vigtige personer i de kære tvillingers liv. To personer, der får tvillingernes tilværelse til at hænge sammen, men som også snart skal udfordre den.
Det er såmænd deres far, vi taler om. Kaldet Daddy. En stor bagmand på Broadway, der ejer store teatre og et sentimentalt hjerte – det er i hvert fald det, han selv siger. Han ejer også natklubben The Evening Star, som Joe og Ian bestyrer sammen med Frances. Hun er deres forældreløse kusine, som Daddy har givet en chance, da hendes egen far blev fundet død i havnen for nogle år siden. Daddy græd meget, da han hørte det. Især fordi Frances’ far arbejde for ham i en ledende stilling.
Joe har tit undret sig over, hvorfor han og Ian aldrig har fået de rigtige chancer af deres far. Hvorfor de ikke kunne få et job i en hans store forretninger eller få en chance på et af teatrene. Men Daddy er ikke sådan en, man beder om tjenester. Han skal nok sige til, når han har brug for én. Og brug for dem, det havde han, da han købte den gamle faldefærdige natklub Der Abendstern af en flok tyske emigranter. Brødrene fik lov til at genåbne den under sit engelske navn, men ellers var der ikke råd til megen forandring. Stadig med samme inventar, samme lumre danserinder og samme sporadiske belysning.
Joe har aldrig helt forstået, hvorfor Daddy ikke skudt flere penge i sin investering – det plejer han ellers altid at gøre, når han skaffer sig noget nyt. Men bortset fra det, så har de tre nu fået frie hænder til at gøre hvad de vil – og det dundrende underskud, det har Daddy da trods alt dækket for dem hvert år uden at spørge ind til det. Ærgerligt, synes Joe, for så har han ikke fået lov til at at fortælle sin far om alle de planer han har med klubben. Om hvordan han er i gang med at lave den om til et rigtigt musikteater.
*
Tidligere på dagen var Joe bange. Meget bange. Bange for, at alting skulle falde sammen. At alt skulle fejle, blive til ingenting. At Daddy skulle blive vred. At Ian ville hade ham. At Frances ville forlade dem og overlade alt kaos til to talentløse, forkælede drenge.
Han sad i baren og stirrede på rodet. På det natklublokale, der er nu er brudt ned og efterladt af støv og kaos. På tømrerne, der var forvirrede og ikke forstod, hvad hverken han, Ian eller Frances sagde til dem. Hvor ville de hen? Hvad skulle der ske med lokalet? Hvordan et teater? Og færdigt inden nytår? Joe måtte være fuldstændig sindssyg.
Tømrerne gik i vrede lidt over middag. Sagde sarkastisk glædelig jul og godt nytår. Ville de komme tilbage og gøre arbejdet færdigt, råbte Joe efter dem. Der kom intet svar. Der blæste blot sne ind fra den pivåbne gadedør, som de efterlod.
*
”Er de to tømrere allerede gået?” spurgte Frances, da hun trådte ind fra baglokalet kort efter. ”Jeg havde ellers en lille gave til dem. Det er jo trods alt jul.”
Da var det, at Joe blev rigtigt vred. Han råbte af Fances. Kastede med ting. Smadrede flere flasker fra baren. Bagefter var han lige ved at græde. Sagde undskyld til hende. Hun lovede, at det nok skulle gå. At hun troede på, at de nok skulle få et teater op at stå. At de skulle stole på, at Ian nok skulle skaffe en forfatter til at få skrevet deres åbningsforestilling – ligesom han havde lovet. At Joe bare skulle lære at stole på folk. At Daddy nok skulle blive stolt af ham.
*
”Det skal nok gå,” siger Joe højt ud i luften, da Ian forlader lokalet for at gøre sig klar til aftenens premiereforestilling. Det skal nok gå. Han gentager det et par gange. I aften vil han finde en forfatter, der er villig til at skrive et stykke til dem. Et stykke, der er langt bedre end alt det bras, de spiller ovre på Broadway. Et stykke, der går rent hjem, sikrer succes fra første stund. Og et stykke, der er klar til at blive sat i gang lige efter nytår. Nogen må have noget i skufferne. Noget, som de latterligere pengepugere på Broadway ikke tør satse på.
I det øjeblik ved Joe, at han nok skal finde en forfatter. Det bliver i aften, han finder en. Til premieren er han. Og så er Joe ligeglad med, hvad Ian ellers har lovet. Så kan han lade være med at være så hemmelighedsfuld, sur og inkompetent.
Og pengene? Dem er han sikre på, at Ian eller Frances nok skal skaffe. Det kan de jo altid.
I samme øjeblik kommer Frances ind i lokalet. Hun er også klar til fest, klædt i en elegant sort kjole og et næsten fordørende udstryk. Hun ser ligefrem godt ud i aften, tænker Joe. Eller mere sexy. Ikke klassisk smuk, men bestemt med attitude. I aften er han stolt af sin kusine. Han fløjter efter hende:
”Skal jeg være din kavaler i aften?” Han griber hende om livet, og tager et par dansetrin. I aften skal de danse. I aften skal alt lykkes. I aften skal der virkelig være julefred.
”Desværre,” siger hun hemmelighedsfuldt. ”Jeg har allerede en date …”
”Typisk,” svarer Joe. ”Bare typisk. Så må man jo klare sig selv. Som altid.”
*
Ja, kære spiller. Det er Joe. Eller et lille blik på ham. Resten er op til dig: Om hans lyse side og gode humør vil vinde trods blod og desperation. Eller om mørket, selvhadet og det bitre ønske om at please farmand trækker ham helt derud, hvor ingen længere kan bunde.
Men husk: Det skal være interessant, sjovt og forfærdeligt. Anything Goes.
fre 2 jan 2009
Så er der skudt et nyt år i gang, og jeg har lovet mig selv, at jeg vil prøve at blogge lidt om mad. Både fordi jeg – som nogen måske ved – har en kæmpe passion for mad, og fordi det kan være meget sjovt at dele sine madoplevelser med andre.
Men lad mig starte med nytår, hvor vi (line og jeg) havde seks gæster til en femretters menu plus lidt ekstra appetitvækkere. Menuen blev et stort hit og sms’erne strømmede ind dagen efter med, hvor god maden havde været.
Generelt var intet af maden svært at lave, men det tog selvfølgelig en del tid. Vi havde et budget på 300 kroner pr. næse inkl. vin og det holdt fint. Men nu til maden …
Apatizer til dronningens nytårstale: Små kiks med rygeostcreme toppet med en skive radise.
Super enkelt. Man rører bare rygeost op med lidt cremefraiche samt salt og peper og lidt krydderurter – her var det karse og brøndkarse.
Hertil en flaske champagne – kan ikke huske navnet.
Forret nr. 1: En hvid spansk mandelsuppe efter opskriften fra Annemad
Mandler blendet med udblødt hvidt brød, hvidløg og sherry. Enkelt, lækkert og en anderledes start på en middag.
Hertil serverede vi en tør sherry med en god fylde – ikke at forveksle med søde dessertvine og mormor. Det var samme sherry, som også var i suppen, så den passede perfekt. Gobernador fra Emilie Hidalgo – 99 kr i min lokale vinhandel.
Forret nr. 2: Jordskok-guacemole med stenbiderrogn og druesalat
En opskrift fra Brødrene Kochs fremragende kogebog, som jeg fik i julegave. Man river jordskokker og blander det med en avacoda-gaucemole og tilsætter stenbiderrogn. Hertil tager man halve druer og vender med karse og grov sennep. Resultatet er frækt og en god kombination mellem guacemolen, nøddesmagen fra jordskokkerne og de søde druer.
Til forretten serverede vi en chablis fra Bourgogne. En meget let vin, der måske kunne have brugt lidt mere kraft. Det var et sats, men bestemt en dejlig vin. Chablis Premier Cru fra Eugenie Carrion årgang 2006 – ca. 100 kr i Irma.
Forret nr. 3: Panerede aubergineskiver med mojo-sauce og god balasmico
En enkel ret, jeg fik ideen til, da jeg lavede aubergineskiver for nylig. Vend tynde aubergineskiver i mel og steg dem i rigeligt olie. Så bliver de sprøde og kageagtige. Mojo laves af røde peberfrugter, hvor skindet er fjernet og som blendes med hvidløg, olivenolie og chili. Sammen med en sød, sirupagtigt balsamico står det stærke og det søde perfekt til auberginerne.
Samme vin som til forrige ret.
Ganerenser: Rucolaslush med vodka og rørsukker
En sjov lille ganerenser inden hovedretten og nærmest en mojitoagtigt drink. Opskriften er også fra Brødrende Kochs kogebog. Man blender en masse rucola med vodka, danskvand, limesaft og skal samt lidt rørsukker. En rigtig frækkert til at løsne stemningen lidt og overraske folk.
Hovedret: Kalveculotte med mandel-bønnekompot, østerlandsk sauce og papaya vendt i chilisauce
Aftenens hovedværk og en virkelig stor overraskelse – også fra Kochs kogebog. Tænk at noget så enkelt kunne være så fantastisk. Saucen var lavet af soja, maggiaroma og ingefær plus lidt krydderier. Den var intet mindre en fremragende og smagte nærmest som om den var lavet på kødfond. Sammen med kompotten af mandler og grønne bønner stod den perfekt til den topmøre culotte fra slagteren på kultorvet. Den ret skal jeg prøve igen.
Vinen var en lækker, relativ let Brunello, som passede super til det rafinerede kalvekød. Brunello Di Montalcino fra Principesco, årgang 2003 – ca. 100 kr. i Irma.
Dessert: Hvid chokoladebudding med pistachesirup
En opskrift fra Morten Heibergs bog Chokolade. En dejlig budding, som vist egentlig mere en mousse. Men også lidt sød i det, hvilket dog blev hjulpet lidt på vej af ristede, saltede pistachenøder på topppen.
Desserten blev serveret med en muscatvin fra Alsace. En vin, der var så lidt dessertvin-agtigt, at den næsten mindede om hvidvinen til forretterne. Men den smagte fint og klædte den meget søde dessert fint. Muscat fra Cave de Turckhem, årgang 2007 – ca. 100 kr i Irma.