At besøge Madeleines Madteater var en skøn rejse tilbage til smagene fra ens barndom.
“Barndommens land.
Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje.
Folk er to-tre meter høje
så de må bøje sig
ned til dig”
Sådan sang Povl Dissing en gang for mange år siden – en sang, jeg holder meget af og ofte lytter til. Men ordene fik endnu en mening for mig i går, hvor jeg sammen med Line gæstede Madeleines Madteater på Islands Brygge. Her var barndommens smage og kontrasten til det moderne gourmetkøkken i centrum i en dejlig fire-en-halv times totaloplevelse.
I den gamle lagerhal på Drechselsgade 10 sætter de gourmetmad ind i en ny kontekst ved hjælp af iscenesættelse, lyd og anderledes servering. Her bliver det at spise mere end blot en restaurantoplevelse, men derimod en forestilling, der skal påvirke en med alle sanser. Og det må jeg sige i høj grad lykkedes i en forestilling med mælkeskæg, madpakkesmøring og et sandt dessertorgie, der er ens hedeste barnedrømme værdigt – men også en oplevelse, der dog trods kvaliteterne godt kunne bruge lidt mere stramhed og måske lige manglede det allersidste for at ramme barndomshimlen klokkeklart.
Mælk og flyverlyde
Forestillingen – eller besøget – startede med et gigantisk papmachebryst på betongulvet, som var omgivet af store glas med en hvid væske. Man blev bedt om at samle et glas op, hvorefter en tjene fyldte yderligere væske i fra en cifon-flaske (trykflaske). Væsken viste sig at være mælk. Eller rettere forskellige slags mælk med en markant smag af kærnemælk, og jeg var straks tilbage i børnehaven – og jeg må indrømme, at jeg ikke har drukket kærnemælk siden. En sjov introduktion til en gourmetaften i stedet for det traditionelle glas champagne.
Herefter satte man sig til bords ved at gigantisk rundt bord, hvor alle 100 gæster kunne være. Her lå der en ske, som man blev madet med af en tjener, der brummede og sagde flyverlyde imens. I centrum af bordets store cirkel var der en danser på en trampolin, der måske skulle minde om en baby. Smagen på skeen var overraskende og avanceret: rå vagtelæg med røget issing. Ikke just en barndomsret, men en sjov kontrast mellem barndommens madning og det moderne køkken, hvilket var meget symptomatisk for denne oplevelse.
At spise med fingrene og fra godteposen
Der fulgte et par ret traditionelle serveringer, men med små twists undervejs. Først en lækkert anrettet torsketatar med jordskok-hollandaise – men med den detalje, at det skulle spises med fingrende. Og bagefter en jordskoksuppe med friterede brisler, kastanjer og glaskål – men hvor tilbehøret blev serveret i en lille godtepose i stedet for direkte i suppen. Små sjove detaljer til et par meget delikate og velkomponerede retter.
Intermezzo: Hvorfor er det at man pakker kalvebrisler ind i dej og friterer dem? Den delikate brissel bliver overdøvet af frituresmagen og kommer til at smage som chickennuggets. Det er altså meget dumt, selvom jeg godt ved, at det er en traditionel måde at servere denne trendy kirtel på. Suk. Det er andet spisested, hvor jeg har oplevet det. Og sidst jeg brokkede mig over det, gav tjeneren mig ret. Intermezzo slut.
Mørke og madpakker
Nu blev lyset slukket, og tjenerne vimsede ind med pandelamper og en gyseragtig lydflade. Laks med peanuts og piratos blev spist i næsten mørke sammen med en skøn Cava. En sjov ret, men blev lidt forstyrret af mørket og de dansende lys – og så smagte piratospastillen ikke nok igennem. Desværre synes jeg ikke, at netop den ret passede specielt godt ind i temaet. Men på den anden side var det fedt med den ekstreme iscenesættelse, hvor lyden af hylende vind, virkelig fik det til at løbe en koldt ned ad ryggen.
Efter tre retter ved bordet skulle alle nu rejse sig op og fik udleveret en madkasse. Nu skulle der smøres en madpakke. Og snart stod alle gæster omkring et bord med spegepølse, rugbrød, pølsehorn og tundåser. Indholdet af tundåsen var dog anderilette, ketchupen lavet af hyben og pølsehornene af gourmetkvalitet. I starten gik det trægt med at få det hele smurt da alle kæmpede for sin lille pakke – men snart begyndte folk at samarbejde og tingene gik i hak. Smuk lille detalje, der garanteret var tænkt ind som en del af forestillingen!
Man måtte ikke spise madpakken endnu, fik nogen at vide. Andre hørte det ikke og spiste løs. I mellemtiden blev bordene flyttet rundt, og en ny opstilling var klar. Man havde nu andre pladser og snakken gik pludselig let og elegant blandt de mange forskellige gæster, der nu var godt rystet sammen.
Dyreryg møder skoletaskens madkasse
Det var meningen, at madpakken skulle spises sammen med næste ret: En fornemt anrettet tallerken med dyreryg, gul-ærte-mos og blegselleri. Det var en elegant komponeret hovedret, der ville have fungeret fantastisk i kontrast til den simple madpakke – men desværre var folk ikke rigtig klar over, at madpakkerne hørte til her, hvilket fjernede en del af gimmicken. Tilbage var bare en klassisk restaurantagtig dyreryg. Ikke dårlig, men ret meget uden for madteaterkonceptet.
Den første dessert var en lille skål med hyldebærsuppe og æbler. Himmelsk enkelt. Suppen, som jeg normalt ikke bryder mig om den tunge duft af, fik mig fuldstændig. Jeg oplevede et øjeblik af fuldendt perfektion, da den varme suppe gled rundt i min mund til tonerne af Radioheads Fake Plastic Trees. Svært at forklare, men skønt.
Som at spise af pandekagehuset
Sidste dessert – og aftens grand finale – startede ellers simpelt og let skuffende. Desserten – med navnet dessertmassage – kom ind: En stor tallerken med et lille stykke chokoladekage og chokoladesauce gnedet trendy ud som et spor på tallerkenen. Bestemt lækkert, men hvor var barndommen og iscenesættelsen? Hvor var det særlige?
Den kom lige efter!
For pludselig vrimlede tjenerne ind med høj musik og rulleborde. Og snart overdyngede de tallerkenerne med desserter i et tempo, jeg har aldrig har set mage til: Is, sorbet med smag af tyggegummi, skumfiduser, popcorn, æblegele med pufsukker, grøn lagkage med fødselsdagslys, lakridskonfekt. Det blev ved og ved. Totalt overvældende og med sukkerrøret lige ned i barndommens land – for det her må være ethvert barns drøm: alt det søde, man kan tænke sig. Som at spise af selve pandekagehuset.
Således fedet op og med sukkerchok sluttede forestillingen i madteatret. En kop urtete og en kage rundede aftenen af i bløde sofaer.
Billig og stor oplevelse
Og var jeg glad og tilfreds? Helt sikkert. En dejlig fødselsdagsgave fra Line og en oplevelse, der ligger ud over det sædvanlige. Spændende iscenesættelse, der ikke gik ud over kvaliteten af de enkelte retter. For det var gastronomi på højt niveau, som man ikke kunne sætte en finger på, selvom det heller aldrig løftede sig helt op i skyerne.
Min eneste anke går på iscenesættelsen, som jeg godt kunne tænke mig var lidt strammere. Der var lidt for meget ventetid, og nogle ideer syntes bedre end andre. Jeg var overrasket over, at så mange retter egentlig bare var almindelige retter med en lille gimmick – havde nok regnet med flere vanvittige påfund. Og en lidt mere stram fokus på flow og fortælling havde ikke skadet.
Men altså kun små anker mod et genialt koncept og en smuk aften. Og til prisen var det intet mindre end et fund. Vi havde fået et særligt efterårsferie-tilbud til 500 kr kuverten, som så oven i købet gik til at støtte Røde Kors. Nornalt er prisen 1250 pr person. Det vil jeg nok også gerne betale, selvom det er i den høje ende og man nok normalt ville forvente mere af maden til den pris – men så får man normalt jo heller ikke iscenesættelsen og hele totaloplevelsen.
5 huer ud af 6
Læs mere om Madeleines på mitkbh.dk og på madeleines.dk
