Bearnaise-test og guide til fast food i Mad&Bolig Gourmet
6. November 2018
Hvordan laver man bedst bearnaise? Og hvor er de bedste steder at spise fast food i København? Det får du gode bud på i seneste udgave af magasinet Mad&Bolig Gourmet, hvor jeg har testet tre forskellige måder at lave bearnaise på og talt med indehaveren af Gasoline Grill om fast food-steder.
Testen af metoder til at lave bearnaise gav ganske overraskende resultater for mig – fx at det faktisk er muligt at komme smør og æg i en gryde samtidig og så varme langsomt op, mens man pisker. Det er derfor, det er interessant at teste kokkemetoder, for man lærer virkelig noget nyt. Jeg lærte også, at den hurtigste metode til en bearnaise, der ikke skal skille, er at bruge en stavblender.
Jeg tog også en snak med Klaus Wittrup, der står bag den meget roste burgerbar Gasoline Grill, om hvor man får det bedste fast food i København. Hans bud på gode steder spænder bredt fra Shawarma på Kebabistan til tacos på Hija de Sanchez.